Tillige stillet pant af debitor.
| Sagsnummer: | 129/1989 |
| Dato: | 10-07-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Mogens Hvelplund, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Tillige stillet pant af debitor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 8. juni 1984 påtog klageren sig selvskylderkautionsforpligtelse for en kassekredit på 100.000 kr. ydet af Holbæk Amts Sparekasse (nu indklagede) til brug for debitors drift af selvstændig virksomhed. For kreditten stillede debitor og hendes ægtefælle, der er bror til klageren, sikkerhed i form af et ejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i deres faste ejendom, ligesom en anden person tillige påtog sig selvskyldnerkaution. Det var i kassekreditkontrakten anført, at kreditten skulle tages op til behandling den 1. juli 1985 med henblik på aftale om afvikling.
I kontraktens fortrykte tekst var bl.a. anført: "De pantsatte effekter tjener samtidig til sikkerhed for, hvad debitor af hvilken som helst årsag måtte være eller blive sparekassen skyldig."
Ved skrivelse af 19. april 1985 oplyste indklagede overfor klageren, at man havde opsagt kassekreditten, og anmodede klageren om at foranledige saldoen indbetalt.
Den 10. maj 1985 ydede indklagede debitor en ny kassekredit på 80.000 kr. Til sikkerhed herfor deponerede hendes far et kontantbeløb på 65.000 kr., ligesom det til sikkerhed for den tidligere kassekredit af debitor og hendes ægtefælle deponerede ejerpantebrev herefter dækkede også denne kassekredit. Det var i kassekreditkontrakten anført, at kreditten skulle tages op til behandling den 1. juli 1986 med henblik på aftale om afvikling.
Ved skrivelse af 14. januar 1986 oplyste indklagede overfor klageren, at man med debitor havde indgået en aftale om nedbringelse af den i 1984 etablerede kassekredit med 5.000 kr. hvert halve år, første gang den 31. marts 1986, og anmodede klageren om at henvende sig i afdelingen for at underskrive påtegning herom.
Ved skrivelse af 21. januar 1986 oplyste indklagede overfor klageren, at man havde opsagt den i 1984 etablerede kassekredit til fuld indfrielse, og anmodede klageren om at foranledige restgælden, der udgjorde ca. 84.000 kr. med tillæg af renter og provision, indbetalt.
Ved skrivelse af 28. februar 1986 tog indklagedes advokat beløbet til inkasso overfor klageren.
Ved skrivelse af 15. marts 1988 til klageren tog indklagedes advokat herefter et beløb på ca. 47.000 kr. til inkasso, idet det oplystes, at debitors faste ejendom var bortsolgt på tvangsauktion, og provenuet den 3. marts 1988 afskrevet på kassekreditten.
Under en herefter mellem klagerens og indklagedes advokat stedfunden brevveksling oplystes det yderligere, at provenuet ved tvangsauktionen havde været 18.521,47 kr. større end det beløb, som blev afskrevet på den kassekredit, som klageren var kautionist for, men at dette beløb var benyttet til afskrivning på et andet mellemværende med samme debitor, for hvilket debitors ægtefælle og medejer af ejendommen tillige hæftede som kautionist.
Klagerens advokat har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede har tilsidesat hensynet til ham som kautionist ved efter opsigelsen af den første kassekredit at meddele låntageren yderligere kredit uden at oplyse klageren herom. Hertil kommer, at provenuerne af de realiserede sikkerheder primært er benyttet til nedbringelse af den nye kassekredit, for hvilken klageren ikke havde påtaget sig kautionsforpligtelse. Endvidere har indklagede ikke opfyldt sin forpligtelse til underretning af klageren, der ikke har modtaget nogen form for orientering om sagens forløb ud over de skrivelser, indklagede har fremsendt til ham.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at klageren til stadighed, herunder ved drøftelser af sagen hos indklagede, har været fuldt informeret om sagens forløb, herunder, at der blev bevilget låntageren en fornyet kassekredit. Da det stod klart, at skyldneren ikke kunne fortsætte driften af sin virksomhed, skred man til realisation af sikkerhederne, og det beror ikke på indklagedes forhold, at der hengik et overordentligt langt tidsrum, førend man modtog afregning vedrørende den afholdte tvangsauktion.
Ankenævnets bemærkninger:
Det forhold, at indklagede efter at den kassekredit, for hvilken klageren havde påtaget sig kautionsforpligtelse, var opsagt, ydede debitor en ny kredit, kan ikke medføre, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet. Det samme gælder det forhold, at indklagede efter at kreditten var taget til inkasso, ikke måtte have underrettet klageren om sagens videre forløb på anden måde end ved de under denne sag fremlagte skrivelser.
Af den kassekreditkontrakt, som klageren underskrev som kautionist, fremgik, at debitor og hendes ægtefælle selv havde stillet sikkerhed for kreditten i form af et ejerpantebrev i deres faste ejendom. Klageren har således ved bedømmelsen af sin risiko haft føje til at gå ud fra, at han ved en eventuel indfrielse af kassekreditten ville indtræde i indklagedes yderligere sikkerhed. Det bemærkes herved, at det som sagen foreligger oplyst, ikke kan lægges til grund, at klageren var informeret om, endsige havde samtykket i, at indklagede bevilgede debitor en fornyet kredit med sikkerhed bl.a. i det ejerpantebrev, som sikrede den kredit, som klageren kautionerede for. Indklagede findes som følge heraf at have været uberettiget til som sket at benytte sikkerheden i det håndpantsatte ejerpantebrev til nedskrivning af den kredit, som klageren ikke hæftede for. Indklagede bør derfor anerkende, at klagerens forpligtelse i henhold til den afgivne kautionserklæring nedsættes med 18.521,47 kr., valideret den 4. marts 1988. Det ovenfor fra den i 1984 underskrevne kassekreditkontrakt gengivne vilkår, som efter det foreliggende ikke kan antages at have været gennemgået særskilt med klageren, kan ikke medføre et andet resultat.
Som følge heraf