Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kursskæring.

Sagsnummer: 21409143/2015
Dato: 30-03-2015
Ankenævn:
Klageemne: Kurs - skæring
Ledetekst: Kursskæring.
Indklagede: Totalkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

21409143
Kursskæring.
Klageren havde i sin ejendom et kortrentelån F1 til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet meddelte i august 2014 klageren, at der pr. 1. januar 2015 ville ske en forhøjelse af bidragssatser og kursfradrag ved rentetilpasning. Det fremgik af varslingsbrevet, at det nye bidrag ville blive opkrævet første gang som en del af terminsydelsen ultimo marts 2015. Det fremgik endvidere, at det forhøjede kursfradrag ville finde anvendelse ”på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere”. For klageren betød de nye priser blandt andet, at kursfradraget blev forøget fra 0,1 til 0,3 kurspoint. Den 16. september 2014 fremsendte instituttet et brev til klageren i anledning af, at hans lån ville blive ”rentetilpasset med virkning fra 1. januar 2015”. I de stipulerede ydelser var der taget højde for et kursfradrag på 0,3 kurspoint. Klageren var af den opfattelse, at den forhøjelse af kursskæringen, der var varslet den 28. august 2014, ikke kunne omfatte den aktuelle refinansiering af hans lån, idet refinansieringssalget var gennemført i december 2014.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at der alene kunne beregnes en kursskæring på 0,1 kurspoint ved refinansieringen pr. 1. januar 2015. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at der i varslingen af 28. august 2014 var benyttet formuleringen ” på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere”, og at instituttet i refinansieringsadviset af 16. september 2014 havde benyttet samme formulering i forhold til den refinansiering, som adviset omhandlede. Instituttet havde i sagen redegjort for baggrunden for, at den benyttede formulering var valgt. På baggrund af en samlet vurdering fandt Nævnet, at varslingsbrevet måtte forstås sådan, at det omfattede den refinansiering, som fik virkning pr. 1. januar 2015. Det afgørende var, hvornår rentetilpasningen fik virkning, medens det var uden betydning, hvornår obligationssalget blev gennemført. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at klageren ikke forud for 1. januar 2015 var afkrævet nogen former for betaling i relation til kursfradraget, idet den kontantlånsrente, hvori kursfradraget var indregnet, først var krævet i tiden herefter. Som følge af det anførte blev instituttet frifundet.


K E N D E L S E

afsagt den 30. marts 2015


JOURNAL NR.: 2014-01-09-143-T


INSTITUT: Totalkredit A/S


KLAGEEMNE: Kursskæring


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 20. februar 2015


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Morten B. Pedersen
Bent Olufsen
Per Englyst
Lars K. Madsen




SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren har i sin ejendom et kortrentelån F1 på 2.950.000 kr. til det indklagede realkreditinstitut.

Indklagede fremsendte den 28. august 2014 følgende brev til klageren:

”Nye priser på realkreditlån
1.januar 2015 forhøjer …(indklagede)… bidragssatser og kursfradraget ved rentetilpasning. Bidraget og kursfradraget ændres, så det i højere grad modsvarer de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende låntype.

Realkreditlån fra …(indklagede)… vil fortsat være en attraktiv måde at finansiere din bolig på.

Det nye bidrag opkræver vi første gang som en del af din ydelse ved udgangen af marts måned 2015. Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere.

Hvad betyder det for dig?
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Restgæld pr. 31. december 2014 i kr. 2.950.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,8360
Ny årlig bidragssats fra 1. januar 2015 i pct. 1,0164
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 1.330,45
Nuværende kursfradrag i kurspoint 0,10
Nyt kursfradrag fra 1. januar 2015 i kurspoint 0,30
Kursfradragsændringens vejl. betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. fra førstkommende
Rentetilpasning (før skat) 1.475
Bidragssatsen er fastsat ud fra belåningsintervallet på lånets tilbudstidspunkt. Lånets ydelse påvirkes både af beskrevne bidragsændring og renteændringer ved førstkommende rentetilpasning.
Ændring i ydelsen som følge af ændring i kursfradraget er vejledende og afhænger af renteniveauet på rentetilpasningstidspunktet.

Forhøjelsen af bidragssatsen og kursfradraget følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.

…”

Indklagedes prisblad pr. 15. september 2014 indeholder følgende oplysninger om kursfradrag ved refinansiering:

”Refinansiering
Kursfradrag ved Tilpasningslån F1 og F2 0,30 kurspoint
Kursfradrag ved Tilpasningslån F3 til F10 0,20 kurspoint
Kursfradrag ved RenteMax og F-kort 0,20 kurspoint”

Den 16. september 2014 fremsendte indklagede følgende brev til klageren om den forestående refinansiering af hans lån med virkning fra 1. januar 2015:

”Det er tid til rentetilpasning
Dit Tilpasningslån bliver rentetilpasset med virkning fra 1. januar 2015.

Rentetilpasningen sker automatisk, og når den nye rente er fastlagt, sender vi oplysninger om lånets nye ydelse og rente.

Renten på dit lån ændrer sig
Renten har ændret sig, og det påvirker ydelsen på lånet frem til næste rentetilpasning. Vi har regnet på den årlige ydelse, hvis rentetilpasningen sker til den rente, som er gældende i dag.

Lånnr. Lån- Kurs- Restgæld pr. Nuværende Anslået ny Nuværende Anslået ny
type fra- 1.januar årlig ydelse årlig ydelse kontantlåns- kontantlåns-
drag 2015 i kr. før skat i kr.ª før skat i kr. rente i pct. rente i pct.
… F1 0,30 2.950.000 32.142 38.026 0,2535 0,45
ªDenne ydelse er beregnet for en periode på 12 måneder. Afhængig af lånets udbetalingsdato kan den faktiske ydelse være mindre, hvis lånet har været udbetalt i mindre end 12 måneder.

Vi har sendt dig et særskilt brev om forhøjelse af kursfradrag og bidragssats. Det nye kursfradrag fremgår af tabellen. Der er derimod ikke taget højde for bidragsforhøjelsen i beregning af den anslåede nye ydelse.



Rentetilpasningsmetode
Rentetilpasningen sker ved, at lånets bagvedliggende obligationer skiftes ud. De nye bagvedliggende obligationer bliver afregnet til en refinansieringskurs. Refinansieringskursen fastsættes, som den kurs der kan opnås på auktion over en eller flere dage afhængig af mængden af obligationer til afregning. Kursen fratrækkes et kursfradrag (se tabel).

Hvis vi vurderer, at mængden af obligationer ikke er tilstrækkelig, afholder vi ikke auktion i den pågældende obligation. I stedet fastsættes kursen ud fra de samme principper som gennemsnitskurshandel (se afsnittet ”Almindelige forretningsbestemmelser for obligationshandel” i Långuiden). Kursen fratrækkes et kursfradrag (se tabel) og reguleres for et terminsfradrag/tillæg.

…”

Klageren var af den opfattelse, at den forhøjelse af kursskæringen, der var varslet den 28. august 2014, ikke kunne omfatte den aktuelle refinansiering af hans lån, idet refinansieringssalget var gennemført i december 2014. Klageren indbragte derfor en sag for Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at der alene kan beregnes en kursskæring på 0,1 kurspoint ved refinansieringen pr. 1. januar 2015.


Indklagede påstår frifindelse.




KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren oplyser, at hans lån er et afdragsfrit kortrentelån med årlig refinansiering.

I august 2014 modtog klageren et brev fra indklagede om, at instituttet ville forhøje bidragssatserne og kursskæringen (igen) pr. 1. januar 2015.

Efterfølgende modtog han et brev om, at hans lån skulle refinansieres, hvori kursfradraget var sat til 0,3 kurspoint.

Prisforhøjelserne skulle imidlertid først træde i kraft pr. 1. januar 2015. Han har talt med indklagede, hvis argumentation er, at der er tale om en løbende ydelse, der starter pr. 1. januar 2015.

Det er rigtigt, når det gælder bidraget. Men kursskæringen er ikke en løbende ydelse. Kursskæringen sker kun én gang, og det er når obligationerne bliver solgt, og det er sket i december måned 2014. Derfor mener han, at kursskæringen for rentetilpasningen i 2014, der har virkning pr. 1. januar 2015, bør være 0,1 og ikke 0,3 kurspoint. Den forhøjede kursskæring bør først ske i 2015, altså ved rentetilpasningen ultimo 2015 med virkning fra 2016.

På indklagedes hjemmeside er der 2 prisblade. Et, der gælder fra 2013, og et med virkning fra 1. januar 2015. Heri kan man også se, at kursskæringen er 0,1, og at den forhøjes til 0,3 pr. 1. januar 2015.

Han ønsker at opnå en kursskæring på 0,1 og ikke 0,3 ved hans rentetilpasning her i december måned 2014. Ifølge indklagedes egne beregninger svarer det til et årligt anslået beløb på 5.900 kr.

Til indklagedes udtalelse i sagen har klageren følgende bemærkninger:

Indklagede siger, at instituttet bruger formuleringen ”Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere”, fordi tidspunktet for salget af obligationerne ikke kendes på varslingstidspunktet.

Man kunne have skrevet ”som rentetilpasses i december måned med virkning fra …”

Under alle omstændigheder er indtrykket, når man læser varslingsbrevet, at det gælder fra 1. januar 2015, og enhver ved, at obligationerne sælges i løbet af december måned i 2014. Altså sidder man med det indtryk, at det gælder for obligationer, der sælges efter 1. januar 2015.

Det kan godt være, at kursfradraget ikke opkræves som en betaling, men løbende som en del af renten. Et kursfradrag er imidlertid et fradrag i kursen, den dag obligationerne sælges. At det så opkræves løbende er jo kun, fordi indklagede er ”flinke” og deler det ud over perioden.

Man kan godt være i vildfarelse om, fra hvornår kursfradraget hæves. I de varslede prisstigninger står der jo pr. 1. januar 2015. Og i refinansieringsadviset fremgår det ikke, om kursfradraget er 0,1 kurspoint eller 0,3 kurspoint. Desuden er refinansieringsadviset ikke særligt præcist, da indklagede jo selv skriver, at der ikke er taget højde for den forhøjede bidragssats i beregningerne.

Prisbladene på indklagedes hjemmeside er manipulation. Da han kiggede på hjemmesiden den 26. september 2014, var der to prisblade. Et gældende pr. 1. oktober 2013 med kursfradrag på 0,10 kurspoint og et gældende pr. 1. januar 2015 med 0,3 kurspoint i fradrag.

Det understøtter hans argumentation ovenfor. Det fra 2013 gælder selvfølgelig indtil 2015, hvor det nye træder i kraft.

Han har fysiske kopier af det, men kan ikke bevise, hvornår de er printet ud.

En gennemgang af et arkiv med snapshots af hjemmesider tilbage i tid viser, at der den 7. oktober 2014 kun var ét prisblad gældende pr. 1. oktober 2013 med 0,1 kurspoint i fradrag, medens indklagedes hjemmeside den 23. oktober 2014 igen viser to prisblade. Et gældende til 31. december 2014 og et gældende fra 1. januar 2015, som indklagede selv oplyser i sin udtalelse.

Prisbladet, der var gældende til 31. december 2014, var angiveligt gældende fra 15. september 2014, men som det fremgår af ovenstående, var det stadig ”det gamle” prisblad gældende pr. 1. oktober 2013 med kursfradrag på 0,1 kurspoint, der var på hjemmesiden den 7. oktober 2014.

Altså har indklagede, først efter at hans klage er indgivet, opdateret sin hjemmeside, så den underbygger indklagedes argumentation.




INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren pr. 18. november 2008 fik udbetalt et afdragsfrit variabelt forrentet lån (F1) på 2.950.000 kr.

Indklagede varslede ved brev af 28. august 2014 en stigning i kursfradraget, som indklagede opkræver i forbindelse med lånets refinansiering.

Klagen går på, om klagerens lån, som blev refinansieret med virkning fra 1. januar 2015, er omfattet af varslingen, således at klageren skal betale et forhøjet kursfradrag ved refinansieringen den 1. januar 2015.

Af varslingsbrevet, som klageren har modtaget fremgår, at:

”1. januar 2015 forhøjer …(indklagede)… bidragssatser og kursfradraget ved rentetilpasning. Bidraget og kursfradraget ændres, så det i højere grad modsvarer de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende låntype.


Det nye bidrag opkræver vi første gang som en del af din ydelse ved udgangen af marts måned 2015. Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere.”

Formuleringen ”Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere” benyttes, dels fordi indklagede på varslingstidspunktet ikke kendte tidspunktet for, hvornår obligationerne ville blive solgt, dels fordi obligationerne ikke sælges på samme tidspunkt, hvorfor det ikke er muligt at henvise til tidspunktet for, hvornår obligationer, som ligger til grund for klagerens lån i perioden 1. januar 2015 – 31. december 2015, sælges.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at indklagede med den valgte formulering tillige ønskede at forhindre misforståelser hos kunder med flere lån, hvoraf nogle lån blev refinansieret 1. oktober 2014, mens andre lån blev refinansieret 1. januar 2015. Disse kunder måtte ikke få det indtryk, at lån som refinansieres 1. oktober 2014 blev opkrævet en forhøjet kursskæring. Derfor henvises der til datoen 1. januar 2015 i varslingen.

Klageren anviser, at indklagede kunne havde henvist til december måned som tidspunktet for, hvornår refinansieringen finder sted. Refinansieringen af klagerens lån fandt sted i perioden 17.-26. november 2014. Indklagede har mulighed for at afholde refinansieringsauktioner fra 1. november og frem. Auktionsperioden var ikke kendt på varslingstidspunktet, ligesom de præcise datoer for, hvornår F1-lån refinansieres i auktionsperioden, fortsat ikke er lagt fast af indklagede.

Det er korrekt, at obligationerne, som ligger til grund for klagerens lån i den angivne periode, blev udstedt i 2014, men udstedelsen fik først effekt på klagerens lån pr. 1. januar 2015, idet obligationerne, som ligger til grund for klagerens lån i 2014, udamortiseres pr. 31. december 2014.

Det var ikke muligt for indklagede at angive de præcise omkostninger for den varslede kursfradragsstigning, idet indklagede på varslingstidspunktet ikke kendte kursen på obligationerne, som skulle sælges i auktionsperioden. Derfor havde indklagede alene mulighed for at angive en forventet omkostning.

Endvidere betales kursfradraget ikke ved en separat opkrævning, men som en del af renten, hvorfor det er mere retvisende at henvise til tidspunktet for, hvornår den nye rente træder i kraft, idet der herved henvises til tidspunktet for, hvornår kursfradraget opkræves. Klageren oplever således ikke en stigning i kursfradraget før 1. januar 2015.

Den varslede ændring i kursfradraget fremgår også af det refinansieringsadvis af 16. september 2014, som klageren har modtaget. Klageren kan således ikke være i en vildfarelse med hensyn til, hvornår kursfradraget opkræves.

Det er korrekt, at indklagede på sin hjemmeside har to prisblade. Et, der gælder frem til 31. december 2014, og et, der gælder fra 1. januar 2015. I begge prisblade er kursfradraget fastsat til 0,3 for klagerens lån. At der er to prisblade skyldes alene den også varslede ændring af bidrag.

Klagerens henvisninger til det prisblad, der kunne ses på indklagedes hjemmeside pr. 7. oktober 2014, er ikke korrekt, idet der er tale om et prisblad, der senest var opdateret den 29. juli 2014.

Indklagedes aktuelle prisblad har været tilgængeligt på indklagedes hjemmeside siden den 15. september 2014, hvilket også fremgår af prisbladet. Dateringen falder sammen med indklagedes udsendelse af refinansieringsadvis til kunder, herunder klageren, med lån, som skulle rentetilpasses ved årsskiftet 2014/2015.

Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende:

at indklagede er berettiget til at opkræve det varslede kursfradrag på klagerens lån ved refinansieringen pr. 1. januar 2015, og

at klageren ikke kan anses for at være i en berettiget vildfarelse henset til den valgte formulering i det fremsendte varslingsbrev, samt at den forhøjede kursfradragssats fremgår af det fremsendte refinansieringsadvis.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Klageren har i sagen fremlagt indklagedes prisliste pr. 1. oktober 2013, som indeholder følgende oplysninger om kursfradrag ved refinansiering:

”Refinansiering
Kursfradrag 0,10 kurspoint
Ændring af refinansieringsaftale² 750 kr. pr. lån
…”


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Der er i varslingen af 28. august 2014 benyttet formuleringen ” på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere”.

I refinansieringsadviset af 16. september 2014 har indklagede benyttet samme formulering i forhold til den refinansiering, som adviset omhandler.

Indklagede har i sagen redegjort for baggrunden for, at den benyttede formulering er valgt.

På baggrund af en samlet vurdering finder Nævnet, at varslingsbrevet må forstås sådan, at det omfatter den refinansiering, som fik virkning pr. 1. januar 2015. Det afgørende er, hvornår rentetilpasningen fik virkning, medens det er uden betydning, hvornår obligationssalget (auktionerne) blev gennemført.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke forud for 1. januar 2015 er afkrævet nogen former for betaling i relation til kursfradraget. Klageren anfører, at den løbende opkrævning af kursfradraget skyldes, at indklagede er ”flink” og deler det ud over perioden. Forklaringen er imidlertid, at der er tale om et kontantlån, og at enhver påvirkning af kursen slår igennem på det kurstab eller den kursgevinst, som indregnes i kontantlånsrenten.


Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.




Henrik Waaben / Susanne Nielsen