Låneprovenu anvendt til indfrielse af klagers kaution.
| Sagsnummer: | 257/1994 |
| Dato: | 30-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
|
| Ledetekst: | Låneprovenu anvendt til indfrielse af klagers kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 26. november 1986 underskrev klageren gældsbrev om et lån på 126.500 kr. ydet af indklagede. Lånet skulle afvikles med 1.715 kr. månedligt. Baggrunden for etableringen af lånet var, at klageren i 1982 havde kautioneret for et lån på 60.000 kr. til sin ægtefælle. I juli 1986 fik ægtefællen bevilget gældssanering. Ægtefællen havde endvidere et yderligere lån hos indklagede, for hvilket ægtefællens bror havde kautioneret.
Ved etableringen af det nye lån i november 1986 blev restgælden på de to kautionslån lagt sammen, ligesom et overtræk på en konto, klageren havde hos indklagede, på ca. 14.000 kr., medtoges i det nye lån på 126.500 kr. For dette lån kautionerede ægtefællen. Endvidere kautionerede ægtefællens broder, begrænset til 56.000 kr.
Om ægtefællens gældssaneringssag er oplyst, at hans gæld blev nedsat til 27%, som skulle afvikles over 5 år. Af et i forbindelse med gældssaneringssagen udarbejdet budget for klageren og ægtefællen fremgår, at der som fast udgift blev afsat årligt 12.000 kr. til ydelser på lån.
I marts 1988 ophørte klageren med at betale ydelser på lånet. Indklagede kontaktede ægtefællens bror, som i november 1989 til fuld og endelig afgørelse af sin kaution betalte 35.000 kr.; beløbet blev afskrevet på lånet. Under en af indklagede begæret fogedforretning mod klageren afgav denne insolvenserklæring i februar 1990.
Efter at ægtefællen gennem sin advokat havde gjort indklagede opmærksom på, at hans kautionstilsagn måtte være i strid med konkurslovens § 227, frigav indklagede i maj 1990 ægtefællen som kautionist. Under en yderligere korrespondance mellem advokaten og indklagede stillede advokaten spørgsmål ved gyldigheden af klagerens hæftelse på kautionslånet, idet det anførtes, at lånet blev optaget efter stærk tilskyndelse fra indklagede, ligesom klageren ikke ved lånets etablering syntes at have mulighed for at afvikle dette. Indklagede bestred i skrivelse af 18. september 1990, at man havde tilskyndet klageren til at gennem lånets optagelse at friholde ægtefællens bror for dennes kautionsforpligtelse; endvidere oplystes, at differencen mellem de i gældssaneringsbudgettet afsatte 1.000 kr. månedligt og den aftalte ydelse på 1.715 kr., så vidt det erindredes, skulle dækkes af et øget skattefradrag.
I maj 1992 anmodede indklagede klageren om at indgå en afviklingsaftale. Gennem sin advokat meddelte klageren i juli 1992, at hun ikke havde mulighed for at indgå en afdragsordning, idet familiens budget, som vedlagdes, viste et beløb på knap 41.000 kr. årligt til familiens underhold.
I marts 1993 oplyste klageren overfor indklagede, at der måske forelå mulighed for at rejse et beløb på 30.000 kr., som familien tilbød indklagede til fuld og endelig afgørelse. I juni 1993 afslog indklagede dette tilbud.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille klageren, som om lånet ifølge gældsbrevet af 26. november 1986 ikke var optaget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at lånets etablering i november 1986 skete efter kraftig tilskyndelse fra en af indklagedes medarbejdere i en periode, hvor familien var økonomisk trængt og psykisk ude af balance. Det bestrides, at lånet kom i stand som følge af familiens ønske om at friholde ægtefællens bror for dennes kaution; dette stemmer heller ikke med, at broderen gentog sit kautionstilsagn. Indklagede har handlet i strid med god pengeinstitutskik ved at have tilskyndet til låneoptagelsen, idet klagerens mulighed for at afvikle lånet var åbenbar håbløs henset til familiens budget.
Indklagede har anført, at klageren ikke var omfattet af ægtefællens gældssanering, og det kan derfor ikke kritiseres indklagede, at man søgte at få klageren til at afvikle sin kautionsforpligtelse samt et overtræk på en konto. Når lånet blev øget med ægtefællens brors kautionsforpligtelse, skete det efter udtrykkeligt ønske fra familien. Det er korrekt, at lånet kom i stand efter henvendelse fra indklagede, idet klageren ikke selv henvendte sig vedrørende sin kautionsforpligtelse. Klageren må anses for forpligtet af det underskrevne lånedokument.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder ved lånets etablering, som kan føre til, at klageren ikke hæfter i henhold til lånedokumentet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.