Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af et kontantlån baseret på 6% obligationer i 1994.
| Sagsnummer: | 176/1999 |
| Dato: | 21-10-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Inge Frølich, Allan Petersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af et kontantlån baseret på 6% obligationer i 1994. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med hjemtagelse af et kontantlån på basis af 30-årige 6% obligationer i klagernes ejendom i 1994.
Sagens omstændigheder.
Ved købsaftale af 29. juni 1994 købte klagerne en fast ejendom. Købesummen på 995.000 kr. skulle bl.a. berigtiges ved hjemtagelse af et kontantlån i Nykredit på 775.000 kr. baseret på 30-årige 6% obligationer. Handlen kunne finansieres på anden måde, såfremt dette kunne ske uden tab eller væsentlig ulempe for sælger. Fra klagernes side var handlen betinget af indklagedes godkendelse.
I juli 1994 blev der indgået kurskontrakt vedrørende ejerskiftelånet pr. 1. september 1994. Kursen på de bagvedliggende obligationer blev herved fastlåst til 74,45, svarende til en obligationsgæld på 1.040.967 kr.
Ifølge klagernes betalingsoversigt pr. 1. marts 1999 var restgælden på lånet 746.043,83 kr. og obligationsgælden 975.223,27 kr. svarende til en difference på 229.179,44 kr.
Parternes påstande.
Den 22. april 1999 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 229.179,44 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med ejendomskøbet, herunder manglende rådgivning om valg af kuponrente på obligationerne vedrørende ejerskiftelånet, har pådraget sig erstatningsansvar for det tab, de har lidt herved, og som aktuelt udgør 229.179,44 kr. Købsaftalen gav mulighed for valg af en anden finansiering, og handlen blev gjort betinget af indklagedes godkendelse, netop fordi de lagde vægt på at få en nøje vurdering af, hvorledes købet bedst kunne finansieres. Indklagede havde forud for handlen foretaget beregninger vedrørende deres økonomi. Beregningerne viste, at de var i stand til at betale en væsentlig højere nettohusleje, end den der fremkom ved købet af den aktuelle ejendom. Indklagede kunne derfor ikke have nogen forventning om, at de ønskede en så lav boligydelse som muligt på bekostning af en efterfølgende konverteringsmulighed. Først da de i lighed med mange andre låntagere ønskede at udnytte det generelle rentefald, blev de opmærksom på lånets kursværdi.
Indklagede har anført, at det i juni 1994 var almindeligt, at huskøbere var fokuseret på den lavest mulige nettoydelse, hvilket opnåedes ved at optage kontantlån med lavest mulige pålydende rente. Klagernes forhold og forudsætninger gav ikke grundlag for rådgivning om alternative muligheder. På grund af de dagældende skatteregler var det ikke relevant at rådgive om optagelse af obligationslån, ligesom det var uinteressant at tage muligheden for en omprioritering i betragtning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges til grund, at det i 1994, da det omhandlede realkreditlån blev optaget, var sædvanligt, at kontantlån blev optaget på grundlag af obligationer med en lav kuponrente, idet der herved opnås en lavere låneydelse end ved valg af en høj kuponrente, og idet det i penge- og realkreditinstitutter blev lagt til grund som en typeforudsætning, at låntagernes væsentligste interesse var at opnå den lavest mulige ydelse. Det var således på daværende tidspunkt ikke sædvanligt i forbindelse med optagelse af kontantlån at rådgive om, at der ved valg af en høj kuponrente - mod betaling af en "præmie" i form af en højere ydelse - kan skabes mulighed for en senere fordelagtig "nedkonvertering" i tilfælde af efterfølgende rentefald. Der er i den foreliggende sag ikke oplyst særlige omstændigheder, som kan begrunde, at indklagede - uanset den nævnte typeforudsætning - burde have rådgivet klagerne om fordele og ulemper ved valg af henholdsvis en lav og en høj kuponrente. Ankenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.