Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check

Indledning

Denne sag vedrører, om P/F BankNordik har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med returnering af en falsk check.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde hos P/F BankNordik.

Den 29. november 2010 henvendte han sig ved kassen i bankens filial i Tórshavn og indløste en check på 4.000 EUR (check 1). Han fik udleveret en nota, hvoraf følgende fremgår:

"Køb af checks bliver godkendt på betingelse af, at det trukne pengeinstitut godkender checken".

I umiddelbart forlængelse af indløsningen af checken henvendte han sig til filialens udlandsafdeling og overførte ca. 80 % af det udbetalte beløb til et kontonummer i Storbritannien.

På et senere, ikke oplyst tidspunkt, henvendte klageren sig i samme filial og ønskede at indløse en check på 15.500 EUR (check 2). Checken blev ikke umiddelbart indløst, da beløbet oversteg bankens grænse for indløsning uden forudgående dækningskontrol. Klageren henvendte sig efterfølgende til banken og bad om, at checken blev annulleret.

Den 3. januar 2011 henvendte klageren sig på ny ved kassen i bankens filial i Tórshavn og indløste en check på 8.500 EUR (check 3). Han fik udleveret en nota med dækningsforbehold svarende til notaen vedrørende check 1. Også denne gang foretog klageren en efterfølgende overførsel til udlandet.

Den 13. januar 2011 ringede banken til klageren og fortalte, at check 1 havde vist sig at være falsk. Banken forsøgte at trække de to udlandsoverførsler tilbage, hvilket ikke var muligt. Efterfølgende blev også check nr. 3 returneret som falsk.

Klageren henvendte sig herefter til politiet med sagen.

Banken hævede checkbeløbene på klagerens konto, hvorved der opstod et overtræk.

Klageren har oplyst, at han havde fået tilsendt de omhandlede checks fra udlandet, efter at nogle personer havde sat sig i forbindelse med ham på Internettet. Da check nr. 2 blev afvist, bad hans kontakter ham annullere checken. Han ville sidenhen få en check tilsendt på et mindre beløb (check 3).

Ved mail af 8. marts 2011 fra klagerens advokat rejste klageren krav om, at banken skulle dække hans tab. Banken afviste kravet ved brev af 30. marts 2011.

Parternes påstande

Den 21. oktober 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at P/F BankNordik skal dække hans tab.

P/F BankNordik har nedlagt principal påstand om afvisning af klagen for så vidt angår check nr. 1 og frifindelse for så vidt angår check nr. 3. Subsidiært har banken påstået frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke på nogen måde undersøgte, hvorvidt de indløste checks var i orden, inden den udbetalte ham de pågældende beløb.

Det er ikke rimeligt, at han alene bærer faren for, at de modtagne checks var falske. I hvert fald ikke hvad angår den sidste (check 3).

Han var i god tro.

Der er i det mindste en vis egen skyld hos banken, og derfor skal hans erstatningsansvar bortfalde eller i det mindste nedsættes betydeligt, jf. erstatningsansvarsloven § 24.

Banken burde have afvist at indløse check nr. 3, da banken på det tidspunkt burde have undersøgt, om der var dækning for check nr. 1.

P/F BankNordik har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Pengeinstitutankenævnet først fik kompetence til at behandle klager over færøske pengeinstitutter pr. 1. januar 2011. Derfor skal klagen vedrørende check nr. 1, som blev indløst den 29. november 2010, afvises.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren på notaerne fik oplyst, at checkene først ville blive endeligt godkendt, såfremt det trukne pengeinstitut godkendte checkene, således at banken modtog beløbene. Samme forbehold er taget i bankens almindelige forretningsbetingelser.

Klageren havde selv mistanke til det selskab, som stod bag checkene og ægtheden af checkene. Han oplyste dette til politiet, dog uden at nævne denne mistanke ved indløsningen af checkene, eller da han foretog udlandsoverførslerne.

Checkene så almindelige og ægte ud, og der var derfor ikke umiddelbart noget som skulle have ført til mistanke om noget uregelmæssigt.

Overførslerne til udlandet fandt ikke sted ved kassen i banken, men i en anden afdeling. Hverken medarbejderne i kassen eller udenlandsafdelingen fik oplyst, hvorfra checkene stammede.

Bankens praksis på området afviger ikke fra praksis i andre pengeinstitutter.

Banken fik ingen oplysninger om de nærmere omstændigheder i forbindelse med checkenes modtagelse. De givne oplysninger var derfor ikke tilstrækkelige til, at bankens medarbejder burde indse, at klageren var i risiko for at blive udsat for bedrageri i forbindelse med checkene. Banken havde derfor ingen anledning til at advare klageren.

Bankens medarbejdere har ikke handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger

Med virkning pr. 1. januar 2011 fik Ankenævnet kompetence til at behandle klager over færøske pengeinstitutter. Vedtægterne indeholder ikke regler, der afskærer bestemte typer af klager, hverken hvad angår klageemnet eller hvad angår det tidspunkt, hvor de begivenheder som klagen omhandler, måtte være fundet sted.

Ankenævnet finder derfor ikke, at klagen skal afvises.

Ifølge Ankenævnet praksis påhviler det ikke generelt en ekspederende medarbejder i et pengeinstitut at gøre en kunde, der henvender sig for at indløse en udenlandsk check, opmærksom på, at der består en risiko for, at checken er falsk, og at der vil være en risiko forbundet med at returnere en del af checkbeløbet, uden at checken har været gennem en inkassoprocedure. En pligt hertil kan dog følge af de konkrete omstændigheder ved ekspeditionen.

Klageren henvendte sig tre gange til den samme filial i P/F BankNordik og fik i to tilfældeindløst udenlandske checks. Checkene fremstod almindelige og ægte, og klageren oplyste ikke den ekspederende medarbejder om, hvorfra checkene stammede, eller hvordan han havde tænkt sig at anvende de udbetalte beløb.

Ankenævnet finder derfor ikke, at P/F BankNordik har handlet erstatningspådragende, og der er derfor ikke grundlag for at pålægge banken et ansvar for klagerens tab.

Ankenævnets afgørelse