Spørgsmål om ansvar for forsinket fremkomst af lånetilbud.
| Sagsnummer: | 134/1995 |
| Dato: | 06-02-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for forsinket fremkomst af lånetilbud. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 21. februar 1994 foretog indklagedes Husum afdeling en beregning, der viste, at klagerne ville opnå en nettobesparelse det første år på 17.283 kr. ved at omlægge tre eksisterende lån i deres ejendom til et 30-årigt kontantlån på 705.000 kr.
På baggrund af beregningen anmodede klagerne telefonisk den 28. februar 1994 afdelingen om indhentelse af lånetilbud i Realkredit Danmark med henblik på gennemførelse af omprioriteringen.
Indklagede har oplyst, at låneansøgning blev fremsendt den 2. marts 1994.
Klagerne har oplyst, at de ca. 6 uger senere (11. april 1994) modtog en henvendelse fra Realkredit Danmark med opfordring til låneomlægning. De kontaktede gentagne gange afdelingen, hvor medarbejderne henviste til deres sagsbehandler, der imidlertid ikke var til at træffe. Da henvendelserne til afdelingen ikke gav resultat, kontaktede de Realkredit Danmark, der oplyste, at man ikke havde modtaget låneansøgning fra indklagede. Først den 18. maj 1994 lykkedes det at få kontakt til sagsbehandleren hos indklagede.
På grundlag af låneansøgning fremsendt af indklagede den 20. maj 1994 tilbød Realkredit Danmark ved skrivelse af 1. juni 1994 et kontantlån på 714.000 kr. Det aftaltes derpå at afvente et rentefald inden omprioriteringens gennemførelse.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for tab som følge af kursfaldet i perioden 14. marts til 1. juni 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede ikke har dokumenteret, at låneansøgning rent faktisk blev fremsendt umiddelbart efter deres anmodning herom den 28. februar 1994. Indklagede burde i hvert fald have fulgt op på sagen og have reageret, da lånetilbud ikke fremkom som forventet. Realkredit Danmark har oplyst, at ekspeditionstiden i marts/april 1994 var ca. 6 uger, men at man havde en samarbejdsaftale med indklagede, der medførte kortere ekspeditionstid på låneansøgninger derfra. Fra tidspunktet for låneomlægningsberegningen, til de modtog lånetilbudet, var renten steget fra 6,9% til 8,62%, hvorfor en omprioritering ikke længere var fordelagtig. På baggrund af råd fra sagsbehandleren besluttede de at afvente et rentefald.
Indklagede har anført, at ekspeditionstiden i Realkredit Danmark i foråret 1994 erfaringsmæssigt var 7-8 uger. Lånetilbud kunne således have foreligget i perioden 20.-28. april 1994. En gennemførelse af omprioriteringen på basis af gennemsnitskursen i perioden 20. april til 5. maj 1994 (82,12) ville medføre en nettobesparelse på 1.168 kr. årligt i forhold til gennemførelse af omprioritering på basis af kursen den 1. juni 1994. Det må derfor anses for usandsynligt, at klagerne, som ikke ønskede at omprioritere på basis af kursen den 1. juni 1994, ville have valgt at gennemføre omprioriteringen, såfremt lånetilbudet var fremkommet efter sædvanlig ekspeditionstid. Ved modtagelsen af forespørgslen fra Realkredit Danmark burde klagerne have indset, at kreditforeningen ikke havde modtaget låneansøgning, hvorfor de burde have kontaktet afdelingen straks, men dette skete først den 18. maj 1994. I forbindelse med klagernes henvendelse fremsendtes straks ny låneansøgning med anmodning om ekspresbehandling. Det gøres gældende, at klagerne ikke har lidt et tab, subsidiært at et eventuelt tab først kan opgøres endeligt, når/hvis klagerne senere omprioriterer.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at indklagede burde have været opmærksom på, at lånetilbud fra Realkredit Danmark ikke fremkom som forventet.
Ankenævnet finder på den anden side, at klagerne ved modtagelsen af henvendelsen fra Realkredit Danmark burde have indset, at den iværksatte omprioriteringssag muligvis ikke udviklede sig som forventet, og at de måtte være klar over, at risikoen for udviklingen i obligationskurserne som udgangspunkt påhvilede dem selv, og burde have foretaget noget effektivt for at opnå kontakt med indklagede herom.
Klagerne findes ikke på baggrund af det oplyste hændelsesforløb at kunne rejse krav over for indklagede i anledning af det i den omhandlede periode indtrådte kursfald.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.