Rådgivning vedrørende valg af kuponrente på obligationslån optaget i foråret 2002.
| Sagsnummer: | 210/2004 |
| Dato: | 22-03-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
|
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende valg af kuponrente på obligationslån optaget i foråret 2002. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med klagerens hjemtagelse af et 5%'s obligationslån i foråret 2002 til kurs 89,48.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med jobskifte i foråret 2002 fra Sønderjylland til Svendborg erhvervede klageren en fast ejendom. Gennem indklagedes Thisted afdeling, hvor klageren var kunde, hjemtog klageren et 30-årigt 5% obligationslån på 863.000 kr. ydet af Nordea Kredit. Lånet blev hjemtaget til kurs 89,48.
Ved skrivelse af 18. januar 2004 rettede klageren henvendelse til indklagede. Baggrunden var, at han som følge af et nyt jobskifte skulle flytte til Esbjerg, i hvilken forbindelse ejendommen i Svendborg skulle sælges. Klageren stillede sig uforstående over for, at lånet optaget i 2002 var et 5% obligationslån og ikke et 6% obligationslån. Dette havde efter hans oplysninger påført ham et kurstab på ca. 90.000 kr.
Ved skrivelse af 23. januar 2004 oplyste indklagedes Thisted afdeling, at klageren i 2002 frem for 5% obligationslånet kunne have valgt et 6% obligationslån med en hovedstol 814.000 kr., hvis kurs på tidspunktet for udbetalingen af 5% lånet var 94,88. Den aktuelle restgæld på ca. 839.000 kr. på klagerens 5% lån ville aktuelt kunne indfries til kurs 99,5 svarende til 835.000 kr.; havde klageren i stedet oprindeligt valgt 6% lånet, ville restgælden på dette aktuelt være 792.000 kr., som ville kunne indfries til kurs 100. Forskellen var således 43.000 kr. Indklagede anførte samtidig, at det var indklagedes generelle anbefaling at optage et obligationslån i en obligationsserie, der lå så tæt på kurs 100 som muligt, og at valget af en lavere rentesats måtte bero på et individuelt skøn fra klagerens side.
I forbindelse med klagesagens behandling for Ankenævnet har indklagede indhentet en udtalelse fra den medarbejder, som havde kundekontakten til klageren i foråret 2002. Pågældende medarbejder er ikke længere ansat hos indklagede. Af en erklæring af 10. september 2004 fremgår:
"Jeg husker, at jeg lavede flere beregninger og at der både var tale om fastforrentet og variabel forrentet lån. Jeg husker også, at omkring det tidspunkt var der stor interesse omkring 5% lånet, da kursen var acceptabel og med troen på rentestigning var det jo ok. Jeg mindes også, at der blev lavet beregning på både 5% og 6%, hvor der blev sammenlignet nettoydelse årligt samt alle år. Grundlaget var altså den billigere nettoydelse samt troen på rentestigning. Al rådgivning er sket pr. telefon. Der har ikke været møde i banken.
Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ikke har været inde at rådgive om de forskellige risici.
Som [klageren] omtalte ejendommen havde jeg ikke fornemmelsen af, at [klageren] skulle flytte indenfor en kort periode, da der både var tale om (så vidt jeg husker) renovering af huset bl.a. taget."
I en yderligere erklæring af 25. oktober 2004 har medarbejderen oplyst:
"…
Mht. valget mellem 5 og 6% lån har der ikke kun været sagt, at 5% hedder 11.000 pr. måned og 6% hedder 12.500, derfor skal du vælge 5% - der har selvfølgelig også været snak om troen på renten, om den ville stige eller falde og deromkring kan der da ikke undgås, at nævne hvad der ville ske ved de forskellige senario. Dermed menes hvad der sker, hvis renten falder og stiger."
Parternes påstande.
Klageren har den 2. august 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 40.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han fulgte indklagedes forslag i forbindelse med finansieringen af købet af ejendommen i Svendborg.
Kommunikationen med indklagede foregik telefonisk. Det kan derfor tænkes, at medarbejderen ikke har været de forskellige konsekvenser igennem fuldt ud. Det blev drøftet, hvilken finansiering han ønskede. Om det skulle være et rentetilpasningslån eller et fastforrentet lån, og om det det skulle være et 5% eller et 6% lån. Han fik muligvis tilsendt nogle amortisationstabeller for lånene og har formentlig tænkt, at 5% lød billigere end 6%. Han erindrer ikke, hvorfor det overhovedet var på tale at hjemtage lånet i 5% obligationer. Det var i hvert fald ikke hans ide. Tiden i forbindelse med købet af huset i Svendborg var en meget stresset og hektisk periode, hvor han faktisk havde to job, dels i Løgumkloster og dels i Svendborg.
Indklagede burde havde rådgivet ham til at optage lånet i den serie, der lå tættest på kurs 100 for at minimere kurstabet. Dette skal særligt ses på baggrund af, at mens han har været kunde hos indklagede, har han flyttet en del rundt i landet, hvorfor det jo også kunne tænkes, at han inden al for længe igen skulle skifte bolig.
Det er korrekt, at han i en årrække indtil 1991 arbejdede som revisor. Dette har ikke betydning for sagen.
Han har siden 1993 været ansat i samme virksomhed, men arbejdet for denne i henholdsvis Søborg, Løgumkloster, Svendborg og senest Esbjerg. Den medarbejder, som havde kontaktet ham i foråret 2002, havde han kun i en kortvarig periode. Han har aldrig truffet den pågældende, men havde forventet, at hun var nogenlunde klædt på til at rådgive ham.
Indklagede har anført, at indklagedes anbefalede finansiering også i 2002 var at optage obligationslån i den kuponrente, hvor kursen lå nærmest på 100. På den baggrund var det den generelle anbefaling i marts 2002 at optage obligationslån med kuponrente på 6%. Kursen på 7% obligationslån var over 100, hvorfor der ikke kunne udstedes lånetilbud heri.
På baggrund af erklæringen fra indklagedes tidligere medarbejder må det lægges til grund, at klageren på sædvanlig vis blev rådgivet om fordele og ulemper ved optagelse af et obligationslån med en kuponrente på henholdsvis 5% og 6%, og at rådgivningen blev understøttet af fremsendelse af amortisationstabeller på lån med begge kuponrenter.
Klageren, der er uddannet revisor og således må formodes at have en vis indsigt i mekanismerne ved valg af kuponrente, valgte i strid med indklagedes generelle anbefaling at optage et 5% lån - antagelig på grund af den lave ydelse dette lån havde i forhold til 6% lån og i tillid til, at renten for 30-årige lån ville stige.
Om størrelsen af klagerens tab har indklagede anført, at restgælden på klagerens 5%'s lån udgjorde 840.209,57 kr., efter at afdraget var betalt pr. 31. december 2003. Dette lån kunne i januar 2004 indfries til kurs 99,5 eller med 836.008,52 kr. Havde klageren optaget et 6%'s obligationslån, ville restgælden på dette have været 796.006,85 kr. pr. 31. december 2003, som i januar 2004 kunne indfries til kurs 100. Forskellen udgør 40.001,66 kr. Herfra skal trækkes den nettobesparelse, som klageren har haft ved at afvikle et 5%'s lån i stedet for et 6%'s lån. Denne kan efter betaling af ydelsen pr. 31. december 2003 opgøres til 1.399,31 kr. Tabet kan herefter opgøres til 38.602,36 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede har anført, at det er og også i marts 2002, da klageren hjemtog det omhandlede obligationslån, var indklagedes generelle anbefaling at hjemtage et lån med den kuponrente, hvor kursen lå nærmest 100, hvilket på det tidspunkt var et 6% lån.
Det må imidlertid lægges til grund, at klageren efter at være blevet rådgivet af indklagedes medarbejder selv valgte at hjemtage et 5% lån, og der er efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen var forkert eller ufyldestgørende.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.