Kaution, håndpantsætning, gyldighed.
| Sagsnummer: | 251/1991 |
| Dato: | 19-12-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Pant - stiftelse |
| Ledetekst: | Kaution, håndpantsætning, gyldighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved lånedokument af 9. februar 1988 ydede indklagedes City afdeling klagerens ægtefælle, der var ansat som bankfuldmægtig hos indklagede, et lån på 120.000 kr. Til sikkerhed herfor håndpantsatte ægtefællen et ejerpantebrev på 120.000 kr. med pant i ægtefællens ejendom.
Ved lånedokument af 28. marts 1988 ydede samme afdeling klageren et lån på 20.000 kr.
Ved lånedokument af 2. december 1988 ydede afdelingen ægtefællen et lån på 222.571,06 kr. Til sikkerhed for lånet afgav klageren tillige med en anden kautionist selvskyldnerkautionserklæring ved påtegning af lånedokumentet, og ved håndpantsætningserklæring af samme dag håndpantsatte klageren et pantebrev oprindelig stort 84.207,25 kr. med en restgæld på 83.963,05 kr. til sikkerhed for skadesløs betaling af ethvert beløb, som ægtefællen var eller måtte blive indklagede skyldig. Samtlige dokumenter blev underskrevet i klagerens og ægtefællens fælles hjem.
I december 1989 ophævedes samlivet mellem klageren og ægtefællen, og ved skrivelse af 8. november 1990 til indklagedes City afdeling oplyste klageren ved sin advokat, at det mellem parterne var aftalt, at klageren skulle tilskøde ægtefællen sin ideelle halvpart af deres tidligere fælles ejendom på betingelse af, at hendes engagement med indklagede blev opgjort endeligt, således at hun indfriede halvdelen af lånet oprindeligt stort 20.000 kr. optaget i marts 1988 med en restgæld på 15.823,26 kr. mod, at ægtefællen samtidig indtrådte som enedebitor på det pågældende lån, endvidere skulle det af klageren deponerede pantebrev frigives.
Den 18. marts 1991 afholdtes et møde mellem klageren og hendes advokat og indklagedes City afdeling, hvorunder det bl.a. aftaltes, at det af klageren deponerede pantebrev ikke tillige var stillet til sikkerhed for ægtefællens lån på 120.000 kr. I en skrivelse af 22. marts 1991 anførte klagerens advokat endvidere, at klageren, der havde underskrevet de omhandlede dokumenter i sit hjem og ikke i afdelingen, ikke havde været vidende om omfanget af den sikkerhedsforpligtelse, hun havde påtaget sig. Ved skrivelse af 16. april 1991 til klageren meddelte indklagede, at klageren på mødet i afdelingen den 18. marts 1991 havde bekræftet, at hun selv havde underskrevet de omhandlede dokumenter, og at dette var sket af hendes egen fri vilje.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse og pantsætningen af pantebrevet ikke kan gøres gældende overfor hende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at de af hende afgivne kautions- og håndpantsætningserklæringer er uforbindende da hun er blevet præsenteret for dokumenterne i hjemmet af sin tidligere ægtefælle, hvor hun alene fik at vide, at hun af rent praktiske årsager skulle underskrive dokumenterne, og uden at hun i den anledning blev underrettet om, at hun derved kom til at hæfte for ægtefællens engagement med indklagede. Klageren finder, at det må betragtes som værende i strid med god pengeinstitutskik, at indklagede har tilladt, at sådanne dokumenter blev underskrevet af hende privat i hjemmet, derved at samleveren som ansat hos indklagede bragte dokumenterne med hjem og præsenterede dem for klageren under angivelse af, at det ikke havde nogen reelle konsekvenser for hende. Klageren anfører endvidere, at en del af det engagement, klageren har stillet sikkerhed for, vedrører gammel gæld.
Indklagede har anført, at det forhold at dokumenterne er underskrevet uden for indklagedes lokaler ikke bevirker, at disse er juridisk ugyldige, ligesom det efter indklagedes opfattelse heller ikke er i strid med god og redelig pengeinstitutskik. Det er indklagedes opfattelse, at klageren i kraft af den fælles økonomi var bekendt med de økonomiske forhold og konsekvenserne heraf, og klageren har således været klar over omfanget af de af hende påtagne forpligtelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Medlemmerne Frank Poulsen, Peter Stig Hansen og Niels Bolt Jørgensen udtaler:
Det forhold, at de i sagen omhandlede dokumenter ubestridt er underskrevet af klageren i hendes hjem og ikke i indklagedes lokaler findes ikke at bevirke, at de forpligtelser, klageren utvivlsomt påtog sig, ikke er gyldige. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Medlemmerne Niels Busk og Kirsten Nielsen udtaler:
Vi finder, at det forhold, at de omhandlede dokumenter blev underskrevet i klagerens hjem på foranledning af klagerens daværende ægtefælle, som var ansat hos indklagede, bør medføre, at klageren ikke er bundet herved. Vi stemmer derfor for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages til følge.