Afgørelse

Spørgsmål om erstatning i forbindelse med rådgivning ved deling af fællesboskifte.

Sagsnummer:	259 /2005
Dato:	16-05-2006
Ankenævn:	John Mosegaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas, Poul Erik Tobiasen
Klageemne:	Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Spørgsmål om erstatning i forbindelse med rådgivning ved deling af fællesboskifte.
Indklagede:	Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med delingen af klagerens pensionsordninger ved skilsmisse.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i juli 1939, blev ved dom af 11. marts 1991 separeret fra sin ægtefælle H.

Klagerens engagement hos indklagede bestod bl.a. af to kapitalpensionsordninger -52 og -87. Begge ordninger var arbejdsgiveradministreret. For så vidt angår ordning -52 var det bestemt, at værdien af ordningen ved klagerens fratræden efter det fyldte 60. år skulle anvendes til køb af en livrente.

Klageren har anført, at fællesboet i forbindelse med separationen blev delt med skifterettens mellemkomst, og at der ved skifteretten blev indgået forlig den 17. august 1992 og 3. februar 1993. Kapitalpensionsordning -52 indgik i delingen af fællesboet.

Indklagede har anført, at klageren i foråret 1993 orienterede indklagede om, at ordning -52 skulle deles ligeligt pr. 11. marts 1991 mellem klageren og H. Man undrede sig over, at ordning -87 var uomtalt og ikke også skulle deles. Klagerens daværende advokat oplyste, at ordning -87 også var omfattet af bodelingen.

Indklagede har anført, at da kapitalpensionerne er oprettet før 1983, var værdien af ordningerne pr. 31. december 1982 friholdt fra realrenteafgift/pen­sions­afkastskat. Dette indebar af afgiftsmæssige grunde, at overførsel til en livrente, påbegyndelse af udbetaling af livrenten og udbetaling af øvrige kapitalpensionsordninger skulle ske i samme kalenderår. Ordning -87 kunne således ikke udbetales med 25/40 % afgift i 1999, da klageren ikke blev pensioneret på dette tidspunkt.

Ved udgangen af 1993 udgjorde værdien af ordning -52 ca. 660.000 kr. og værdien af ordning -87 ca. 490.000 kr.

I december 2000 indgik klageren og H en tillægsaftale vedrørende bodelingen. Heraf fremgår, at H frafaldt kravet vedrørende kapitalpensionsordningen -52, og at indestående på ordning -87 skulle deles således, at der blev overført 210.000 kr. til en selvstændig kapitalpension for H. Inden indgåelsen af aftalen havde delingen af klagerens kapitalpensionsordninger været indgåede drøftet med indklagede. Ved en drøftelse i foråret 1999 havde indklagede over for klageren fejlagtigt givet udtryk for, at ordning -87 kunne ophæves, når han fyldte 60 år. Kort tid efter blev værdipapirerne i begge pensionsordninger solgt.

I april 2000 investerede klageren alle midlerne i kapitalpensionsordningerne i Danske Invest Euro Obligationer.

Klageren har anført, at han indrettede sig økonomisk i tillid til indklagedes oplysning om, at der kunne ske udbetaling af pensionsordningerne, når han var fyldt 60 år. Da udbetaling imidlertid ikke kunne ske på dette tidspunkt, kom han i likviditetsvanskeligheder som følge af trufne økonomiske dispositioner.

Klageren rejste gennem sin advokat over for indklagede krav om erstatning som følge af, at han i tillid til indklagedes oplysning om pensionsordningernes udbetaling havde foretaget økonomiske dispositioner, som medførte, at han på grund af ordningernes manglende udbetaling var i voldsom likviditetsmangel. Kravet om erstatning var desuden begrundet i, at midlerne i klagerens pensionsordninger siden 1993 ikke var blevet reinvesteret.

Der foregik herefter en længerevarende korrespondance mellem klageren ved dennes advokat og indklagede om en forligsmæssig løsning af sagen. Parterne nåede ikke til enighed.

Parternes påstande.

Klageren har den 27. oktober 2005 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at han ønsker indklagede pålagt at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at da diskussionen om delingen af hans pensioner påbegyndte i 1993, satte indklagedes medarbejdere begge hans kapitalpensioner i stå på den måde, at der ikke blev foretaget reinvesteringer, så al afkast og udtrukne obligationer alene blev forrentet med kontantrente. Reinvesteringer ville ifølge indklagede umuliggøre beregningerne ved en deling.

Senere tilkendegav indklagede, at han kunne få sine midler udbetalt i 1999. Han disponerede i tillid hertil bl.a. ved investering i forbrugsgoder og låneoptagelse. Et provenu opnået ved hans nuværende ægtefælles salg af lejlighed blev anvendt til at nedbringe et lån, og han var derfor efterfølgende tvunget til at optage nye lån med heraf følgende omkostninger som følge af, at pensionsordningerne alligevel ikke blev frigivet.

Han opfordrede indklagede til at fremkomme med en proforma beregning af, hvordan hans kapitalpensionsdepoter ville udvikle sig fra 20. januar 1999 med det gennemsnitsafkast, der har været i den forløbne tid på pensionsordninger hos indklagede i øvrigt. Beregningen kunne anvendes til efterfølgende at beregne, hvilket nettobeløb han nu ville kunne få udbetalt, men dette har indklagede afvist.

Indklagede har erkendt sin fejlagtige rådgivning, men har i vid udstrækning fralagt sig ansvaret for følgerne.

Hans advokat har udarbejdet tabsopgørelser og opfordret indklagede til at fremkomme med forslag til forligsmæssig løsning, hvilket er afvist af indklagede.

Indklagede har til stadighed afvist hans tab med henvisning til manglende dokumentation for tabets størrelse. Det har ikke været muligt at formå indklagede til at indgå i en konstruktiv dialog omkring hans tab.

Indklagede har anført, at man efter dansk rets almindelige regler ikke er ansvarlig for pengemangel, ligesom det påhviler klageren at dokumentere, hvilke udgifter han har afholdt i tillid til en forventet udbetaling af ordning -87, og som ellers ikke ville være afholdt.

Klageren er trods mange opfordringer ikke fremkommet med nærmere dokumenterede oplysninger om sine økonomiske dispositioner. Han har ikke inddraget indklagede i sine dispositioner, og man har derfor på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at vurdere hans krav, herunder hvordan han kunne have foretaget en eventuel tabsbegrænsning.

For så vidt angår klagerens påstand om et investeringstab gøres det gældende, at salgene af værdipapirerne i 1999 primært var begrundet i et ønske om at realisere gevinster og senere foretage en omlægning.

Indklagede modsatte sig ikke investering af midlerne i ordningerne efter realiseringen i første halvdel af 1999. Indklagede har foretaget forskellige beregninger på forskellige tidspunkter og med forskellige forudsætninger. Klagerens eventuelle tab er ikke blevet sandsynliggjort herved.

Klageren kunne på eget initiativ have fået bodelingen på plads på et tidligere tidspunkt og dermed begrænse sit eventuelle tab ved manglende investering i årene efter 1993.

Ud fra almindelige erstatningsretlige principper har det været berettiget, at man har anmodet klageren om nødvendige oplysninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Med hensyn til klagerens erstatningskrav begrundet i, at der fra omkring 1993 ikke blev foretaget reinvesteringer af afkast og udtrækninger fra hans pensionsordninger, finder Ankenævnet, at klageren på et tidligt tidspunkt var bekendt hermed. Klageren rejste først krav i denne anledning flere år senere og må derfor efter den udviste passivitet være afskåret fra at gøre krav gældende i denne anledning. Allerede som følge heraf tages denne del af klagen ikke til følge.

For så vidt angår klagerens erstatningskrav begrundet i, at han disponerede i tillid til indklagedes oplysning om, at kapitalpension -87 kunne udbetales, når han fyldte 60 år og derfor blev påført unødige omkostninger, da dette var forkert, bemærker Ankenævnet, at indklagede har erkendt, at afdelingen fejlagtigt havde stillet klageren i udsigt, at kapitalpension -87 kunne udbetales, når klageren blev 60 år, at afdelingen har stillet sig imødekommende over for at stille klageren den fornødne likviditet til rådighed på indklagedes rentevilkår, og at indklagede har været indstillet på at drøfte likviditetstab.

Ankenævnet finder, at indklagede bør dække klagerens tab ved eventuelle dispositioner foretaget som følge af den fejlagtige oplysning.

Der er imidlertid ikke for Ankenævnet fremlagt tilstrækkelig dokumentation for et sådant tab, eksempelvis til stiftelsesomkostninger til optagelse af lån. Derfor kan heller ikke denne del af klagen tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.