Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af et afdragsfrit 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån. Kurssikring af indfrielse
| Sagsnummer: | 218/2012 |
| Dato: | 06-11-2012 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, George Wenning |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - inkonvertible realkreditlån |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af et afdragsfrit 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån. Kurssikring af indfrielse |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af et afdragsfrit 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån samt spørgsmål om kurssikring af indfrielse.
Sagens omstændigheder
I 2008 var klagerens og dennes daværende ægtefælles, M’s, fælles faste ejendom belånt med et pantebrev på 300.000 kr. til Nordea Bank og et 5 % realkreditlån med en hovedstol på 1.385.000 kr. og en restløbetid på 29 år.
Den 7. februar 2008 blev der afholdt et møde mellem klageren, M og banken om en omlægning af realkreditlånet. Baggrunden var, at klageren og M skulle skilles. Parrets fælles faste ejendom blev i forbindelse med skilsmissen overtaget af klageren. Den 8. februar 2008 sendte banken et referat af mødet til klageren og M. Heraf fremgår blandt andet:
"…
Vi gennemgik muligheder for forskellige lånetyper, bl.a. 5 % 30 årigt og 4 % stående, samt rentetilpasningslån.
[M] vælger 4 % stående 10 årigt da det p.t. er det billigste.
Hvis der indfries inden udløb KAN kursen være over 100, og der SKAL indfries med obligationer.
Derudover er der et kurstab på ca. 5 point, da kursen er omkring 95, og lånet udløber til kurs 100.
…"
Den 5. marts 2008 udstedte Nordea Kredit et lånetilbud vedrørende et 10-årigt 4 % stående obligationslån med en hovedstol på 1.388.000 kr. Af lånetilbuddet fremgår i øvrigt blandt andet:
"…
Indfrielsesvilkår
Ekstraordinær indfrielse/nedbringelse kan ske på 2 måder:
1.ved at indlevere obligationer i samme serie, årgang og rentefod svarende til lånets obligationsrestgæld eller det delvise beløb, hvormed lånet ønskes nedbragt.
2.ved i perioden indtil sidste bankdag i november i det år hvor lånet forfalder i sin helhed, at betale et beløb svarende til hel eller delvis kontant indløsning af obligationerne til kurs 100 med tillæg af omkostninger – herunder eventuelle differencerenter.
…"
Af "Standardiseret Europæisk Informationsblad", der var en del af lånetilbuddet, fremgår blandt andet:
"…
12. Førtidig eller ekstraordinær indfrielse
Lånet er ydet på baggrund af inkonverterbare stående obligationer, og kan derfor alene ekstraordinært indfries helt eller delvis ved til Nordea Kredit at indlevere obligationer, svarende til obligationsrestgælden eller det delvise beløb hvormed lånet ønskes nedbragt, i samme serie, årgang og rentefod som de, hvormed lånet er effektueret.
I det sidste år i lånets løbetid kan lånet i perioden indtil den 30. november indfries helt eller delvist ved at indbetale det beløb til Nordea Kredit, der kræves til hel eller delvis indløsning af obligationsrestgælden til pari, med tillæg af omkostninger herunder eventuelle differencerenter.
…"
Teksten i "Standardiseret Europæisk Informationsblad" pkt. 12 fremgik også af pantebrevet til Nordea Kredit, som klageren og M underskrev den 9. marts 2008. Eneste forskel var, at der i pantebrevet stod "sidste bankdag i november" i stedet for "30. november".
Klageren og M underskrev endvidere en omprioriteringsaftale, en anmodning om udbetaling af lånet og erklæring om rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Endelig blev der indgået aftale om konverteringssikring, hvorefter "de inkonverterbare obligationer sælges til kurs 96,325".
Af erklæringen om rådgivningen fremgår blandt andet, at der var foretaget sammenligning med alternative lån, og at det aktuelle lån var valgt, fordi det var billigt og havde fast rente. Vedrørende væsentlige egenskaber og fordele/ulemper ved det valgte lån fremgår blandt andet, at lånet var et stående lån, at hovedstolen forfaldt til fuld indfrielse ved lånets sidste termin og ved afkrydsning, at det ikke var muligt at opsige lånet. I øvrigt fremgår blandt andet:
"…
Indfrielsesvilkår | Indfrielse af lånet kan ske frem til 30 november i året for udløb. Som udgangspunkt ved opkøb af obligationer til markedskurs. Lånet kan dog indfries til kurs 100 i året for udløb ved at betale differencerente (pari-straks) til terminen 31/12 |
…"
Lånet blev hjemtaget den 1. april 2008.
Den 9. februar 2012 solgte klageren ejendommen med overtagelse pr. den 1. juli 2012.
Klageren har oplyst, at salgsprovenuet i første omgang blev vurderet til ca. 173.000 kr. og senere ca. 126.000 kr.
Den 1. marts 2012 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken vedrørende salget. Af bankens referat fra mødet, der fremstår som sendt til klageren den 2. marts 2012, fremgår blandt andet:
"I henhold til salgsprovenuberegningen fra din ejendomsmægler [navn] får du et provenu på godt 16.000 kr.
På mødet har vi drøftet følgende:
·Generel orientering om forløbet
·Kursrisiko ved indfrielse af lån
·Mulighed for kurssikring
·Underskrift på boligskifteaftale
·Modtagelse af deponering og vilkår for deponeringskontoen
Du ønsker ikke at kurssikre nu, vi aftalte at jeg tjekker kursen d. 8, 20 og 28 marts og kontakter dig hvis kursen nærmer sig kurs 107. Nærmer kursen sig 113 er dit provenu stort set 0 og vi må så sikre, at du ikke kommer ud med et underskud, som du ikke har mulighed for at afvikle.
…"
Klageren har oplyst, at hun først modtog referatet i slutningen af marts 2012.
Banken har oplyst, at klagerens rådgiver i banken på baggrund af aftalen på mødet den 1. marts 2012 tjekkede indfrielseskursen som følger:
Dato | Kurs | |
7. marts 2012 | 111,30 | |
19. marts 2012 | 109,90 | |
29. marts 2012 | 111,52 | |
3. april 2012 | 110,70 | |
11. april 2012 | 111,35 | |
18. april 2012 | 111,00 | |
Banken kontaktede klageren telefonisk den 21. og 31. maj 2012, hvor indfrielseskursen var henholdsvis 112,3 og 113,801.
Ved mail af 1. juni 2012 oplyste banken i et svar på en henvendelse fra klagerens far, at kursen nu var ca. 115.
Den 12. juni 2012 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.
Lånet blev efterfølgende indfriet til kurs 113,77, svarende til en overkurs på 191.127 kr.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank Danmark skal godtgøre kurstabet ved oprettelsen af lånet, løbende renter, administrationsomkostninger samt overkursen ved indfrielsen.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at Nordea Bank Danmarks rådgivning var mangelfuld både i forbindelse med låneoptagelsen og i forbindelse med indfrielsen.
Hun var ikke klar over, at der var risiko for, at der ved indfrielsen af lånet skulle betales en overkurs.
Tværtimod fremgik det af indfrielsesvilkårene, der er anført i lånetilbuddet, at ekstraordinær indfrielse indtil sidste bankdag i november det år, hvor lånet forfalder, kan ske til kurs 100.
I pantebrevet var indfrielsesvilkåret anderledes, hvilket imidlertid ikke var muligt for hende at gennemskue. Banken burde have informeret om, at indfrielsesvilkårene i pantebrevet afveg fra indfrielsesvilkårene i lånetilbuddet.
Banken var klar over, at hun kun i en kortere årrække havde økonomisk mulighed for at blive i ejendommen.
Hun modtog først i slutningen af marts 2012 bankens referat af mødet den 1. marts 2012. I løbet af marts 2012 havde hun ikke mulighed for at anfægte bankens tolkning, som hun ikke er enig i. Hun blev således for eksempel ikke informeret om, at indfrielseskursen den 19. marts 2012 var 109,9. Det må påhvile banken at dokumentere, at brevet er sendt.
Banken burde have oplyst hende om, hvordan hun selv kunne følge kursudviklingen. Dette blev reelt først muligt den 4. juni 2012, hvor banken pr. mail sendte den korrekte fondskode til brug herfor.
Udover kurstabet ved indfrielsen var der et kurstab ved låneoptagelsen, ligesom hun har haft omkostninger til renter og administration. I låneperioden på 4 ½ år har lånet kostet hende i alt ca. 500.000 kr.
Nordea Bank Danmark har anført, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen i 2008. Formålet var at reducere ydelsen, således at klageren eller M kunne overtage ejendommen alene efter skilsmissen.
Der er fordele og ulemper ved alle realkreditlån. Fordelen ved et 10-årigt inkonverterbart lån er, at låntager betaler en lavere rente sammenlignet med et "almindeligt" 30-årigt obligationslån. Det er et spejl af, at obligationskøberen (långiveren) er villig til at acceptere en lavere rente, mod at være sikker på sit afkast de næste 10 år, selvom renteniveauet skulle falde. Et inkonverterbart lån er derfor et godt valg, hvis man lægger vægt på en lav fast ydelse.
Ulempen er, at man kun kan indfri lånet ved at opkøbe obligationerne til markedskursen, som kan bevæge sig op over 100, hvis renten falder i lånets løbetid. Ved lånets udløb indfries det dog altid til kurs 100.
Disse fordele og ulemper blev nøje gennemgået, og ægtefællerne valgte at fokusere på den besparelse de kunne opnå. Dette er i god tråd med, at en af dem skulle overtage huset alene.
Det fremgik af alle dokumenter, at lånet var inkonverterbart.
Klageren fravalgte kurssikring inden for intervallet 107-113. Da kursen efterfølgende bevægede sig op over kurs 113 ønskede klageren imidlertid heller ikke at kurssikre.
Banken overholdt de indgåede aftaler om opfølgning på kursudviklingen.
Den indfrielsesbestemmelse, som klageren hæfter sig ved vedrører ikke førtidig indfrielse, men indfrielse i det år, hvor lånet forfalder i sin helhed. Vilkåret er således ikke relevant for denne sag.
Der har ikke været tvivl om fondskoden på lånet.
Ankenævnets bemærkninger
Det kan ikke lægges til grund, at banken i forbindelse med klagerens overvejelser om kurssikring af indfrielsen i 2012 begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at banken er forpligtet til at godtgøre klageren overkursen, hverken helt eller delvist.
Tre medlemmer – Eva Hammerum, Erik Sevaldsen og Georg Wenning – udtaler:
Vi lægger til grund, at Nordea Bank Danmark i forbindelse med låneomlægningen i 2008 informerede klageren og dennes daværende ægtefælle, M, om forskellige låntyper og fordele og ulemper herved.
Parret valgte det omtvistede 4 % stående 10-årige lån, da det for tiden var det billigste, og blev samtidig informeret om, at der var risiko for, at en eventuel førtidig indfrielse skulle ske til overkurs, jf. bankens brev af 8. februar 2008 til klageren og M.
Informationen i brevet understøttes af sagens øvrige dokumenter, herunder lånetilbuddet, pantebrevet, kurssikringsaftalen og erklæring vedrørende rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom.
Der er ikke forskel på indfrielsesvilkårene, der er beskrevet i henholdsvis lånetilbuddet og pantebrevet. Det må imidlertid medgives klageren, at i hvert fald teksten i lånetilbuddet under overskriften "Førtidig eller ekstraordinær indfrielse" isoleret set kan misforstås på den af klageren anførte måde, således at lånet "i perioden indtil sidste bankdag i november i det år, hvor lånet forfalder i sin helhed" kan indfries til kurs 100. I pantebrevet fremgår det tydeligt, at "perioden" er begrænset til det sidste år i lånets løbetid.
På baggrund af sagens øvrige dokumenter, herunder navnlig bankens brev af 8. februar 2008 og Standardiseret Europæisk Informationsblad finder Ankenævnet, at klageren fik fyldestgørende rådgivning om de særlige indfrielsesvilkår, og at hun accepterede disse ved låneoptagelsen.
Vi finder det herefter ikke godtgjort, at Nordea Bank Danmark ved sin rådgivning af klageren har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.
To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn – udtaler:
Klageren har anført, at hendes tidshorisont for lånet var kortere end 10 år.
Da der således var uoverensstemmelse mellem klagerens lånehorisont og det forhold at lånet blev ydet på baggrund af 10-årige inkonverterbare obligationer, finder vi at der påhviler Nordea Bank en skærpet forpligtelse til at dokumentere, at bankens rådgivning om indfrielsesvilkårene var fyldestgørende.
Vi stemmer derfor for, at Nordea Bank skal godtgøre klageren overkursen pr. den 1. marts 2012, hvor klageren afslog at kurssikre indfrielsen. Vi er i øvrigt enige med det af flertallet anførte om, at teksten i lånetilbuddet kunne misforstås.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.