Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod saldo, spørgsmål om overtræk.

Sagsnummer: 216/1997
Dato: 05-11-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Budgetkonto - overtræk
Ledetekst: Indsigelse mod saldo, spørgsmål om overtræk.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H. Klagen vedrører klagernes indsigelse mod posteringer foretaget på deres løn- og budgetkonti hos indklagede i første halvår 1997.

Ultimo 1996 havde H en budgetkonto med et indestående på 15.484,52. Saldoen på H's lønkonto, hvortil begge ægtefællers løn indbetaltes, var på samme tidspunkt 8.351,94 kr. (positiv).

Den 6. januar 1997 oprettedes for M en lønkonto hos indklagede og den 13. s.m. en budgetkonto. I denne forbindelse aftaltes det, at der hver 14. dag skulle overføres 6.150 kr. fra M's lønkonto til M's budgetkonto. Fra H's lønkonto skulle der månedligt overføres 4.000 kr. til H's budgetkonto.

M's løn indgik i januar 1997 fortsat på H's lønkonto, hvorved M's lønkonto kom i overtræk som følge af overførsel af 3 x 6.150 kr. den 23. januar 1997. Den 24. samme måned tilbageførtes 12.300 kr.

Ifølge indklagede meddelte H, at overførslerne på 6.150 kr. hver 14. dag fra M's lønkonto blev ændret, således at beløbene fremover indsattes på H's budgetkonto, hvilket herefter skete.

Den 5. marts 1997 blev M's lønkonto opgjort. En negativ saldo på 7.213,71 kr. blev udlignet ved overførsel fra H's budgetkonto.

Den 20. maj 1997 blev H's budgetkonto ophævet. En positiv saldo på 6.521,88 kr. blev overført til H's lønkonto, hvis saldo herefter var 6.891,08 kr. (positiv).

Klagerne har den 2. juli 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede "finder de 22.000 kr. som de har trukket fra lønkonto til budgetkontoen, men som ikke er sat ind?".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har udarbejdet en oversigt over overførsler mellem M's og H's lønkonti og budgetkonti for perioden 9. januar til 7. maj 1997. Af oversigten fremgår, at der i alt er overført 52.850 kr. i kredit mellem kontiene og samme beløb i debet. Det fremgår endvidere, at der til H's budgetkonto i perioden blev overført 40.550 kr., når der ses bort fra tilbageførte overførsler. Indklagede har beregnet, at der i samme periode skulle have været overført i alt 65.200 kr.

Klagerne har fremlagt en beregning, hvorefter der i samme periode inklusiv provenuet af et lån skulle være indsat 74.036,71 kr. Med fradrag af betalte udgifter på 52.589 kr. viser beregningen en saldo på 21.447 kr.

Klagerne har anført, at de stiller sig uforstående over for, at saldoen på M's budgetkonto ved udgangen af maj måned var negativ med ca. 23.000 kr. De har forgæves anmodet afdelingen om en forklaring herpå. De mener, at den opståede situation kan have sammenhæng med skift af bankrådgiver.

Indklagede har anført, at der i den omhandlede periode er sket overførsler mellem klagernes forskellige konti, men for lidt i forhold til klagernes udgifter. Klagernes beregning forudsætter, at de samlede månedlige overførsler på 16.300 kr. rent faktisk blev foretaget. På grund af overtræk samt klagernes egne ønsker om tilbageførsler er der overført 24.650 kr. for lidt til H's budgetkonto. Af de fremlagte bilag over posteringer på klagernes konti fremgår, at der alene er anvendt beløb til betaling af klagernes udgifter samt kontanthævninger. Det erkendes, at der er opstået misforståelser i forhold til klagerne, men klagernes sagsbehandler i afdelingen har ved et møde forsøgt at forklare H sammenhængen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at der i sagen er oplyst omstændigheder vedrørende overførslerne mellem klagernes konti, der kan medføre, at klagernes krav om betaling af 22.000 kr. kan tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.