Krav om erstatning som følge af at funktionen ”Spar Ekstra Op” ikke virkede på bankens hjemmeside.
| Sagsnummer: | 82/2023 |
| Dato: | 15-11-2023 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Janni Visted Hansen, Andreas Moll Årsnes, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn. |
| Klageemne: |
Netbank - øvrige spørgsmål
Pensionskonti - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om erstatning som følge af at funktionen ”Spar Ekstra Op” ikke virkede på bankens hjemmeside. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen omhandler krav om erstatning som følge af, at funktionen ”Spar Ekstra Op” ikke virkede på bankens hjemmeside.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde netbankadgang. Klageren havde en ratepension i Danica Pension.
I bankens netbank var der en funktion ”Spar Ekstra Op”, hvor man via et link i netbanken kunne tilgå Danica Pension og foretage ekstraordinære indbetalinger på sin pensionsordning.
Banken har oplyst, at klageren i løbet af november eller december 2022 forsøgte at tilgå Danica Pension via funktionen, men at linket ikke virkede korrekt i netbanken, og i stedet for at blive ledt direkte til siden i forbindelse med funktionen, blev klageren ledt til Danica Pensions hjemmeside.
Klageren har i forlængelse heraf oplyst, at idet linket ikke virkede, og stadig ikke virker, var han nødsaget til at foretage en overførsel, da det var sidste udkald for 2022.
Klageren har fremlagt et screenshot af Danica Pensions hjemmeside, hvoraf det fremgår at ”siden findes desværre ikke”, ”Den side som du forsøgte at tilgå findes desværre ikke” og ”Det kan skyldes et forældet link eller en tastefejl”.
Banken har oplyst, at ”Spar Ekstra Op” også fremgår af Danica Pensions hjemmeside, og har fremlagt et screenshot af Danica Pensions hjemmeside, hvoraf det fremgår, at der under fanen Pension er en underkategori, der hedder ”Optimér din pension”, og herunder funktionen ”Spar Ekstra Op”.
Banken har oplyst, at klageren den 11. december 2022 afgav en betalingsordre med overførsel af 59.200 kr. med gennemførselsdag den 29. december 2022 via bankens mobilbank-app.
Banken har endvidere oplyst, at der på tidspunktet for gennemførslen af overførslen ikke var nogen aftale om ekstra indbetaling på klagerens pensionsordning i Danica Pension, og at det er et krav efter pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 1, at der kun kan gives fradrag for indbetalinger, der er forfaldne.
Klageren gjorde krav på, at banken skulle godtgøre ham hans manglende fradragsret, hvilket banken afviste.
Parternes påstande
Den 31. januar 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham hans manglende fradragsret opgjort til ca. 10.000 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han ikke er enig i, at sagen er et mellemværende mellem ham og Danica Pension, da Danske Bank og Danica Pension er forbundne, og da han lavede pensionsopsparingen igennem Danske Bank.
Banken står ikke ved sit ansvar. Han har for mange år siden tegnet en pensionsopsparing og løbende indbetalt, som regel sidst på året på samme måde. At banken ændrer procedure uden at opdatere sin hjemmeside og link er bankens ansvar.
Han har altid foretaget indbetalinger igennem bankens link, og det er bankens ansvar at linket virker. Han har gjort, som han plejer og brugt samme kontonummer til Danica Pension. Det eneste, der var anderledes var, at linket på bankens hjemmeside ikke virkede, og ham bekendt stadig ikke virker.
Han har dokumenteret sit tab. Han havde i 2022 en indkomst på 690.107 kr., hvoraf han skulle betale topskat af ca. 80.000 kr., og derfor indbetalte 59.200 kr. til sin ratepension for at undgå at betale 15 % af dette beløb. Da de ikke ville godkende betalingen som ellers var rettidig, er han blevet yderligere beskattet med 15 % af 59.200 kr., som udgør et tab på 8.880 kr.
Fradraget for 2023 dækker ikke hans tab for 2022.
Danske Bank har til støtte for sin afvisningspåstand anført, at klageren forsøgte at tilgå en service/funktion der er udbudt af Danica Pension, hvor klageren har sin pensionsordning. Klageren lavede en overførsel til Danica Pension, hvorefter Danica Pension har oplyst, at der ikke kan opnås fradragsret for indbetalingen, da den ikke opfylder kravene for at få fradrag efter pensionsbeskatningslovens § 18, stk.1, da klageren ikke havde en forudgående aftale med Danica Pension om indbetalingen, og indbetalingen derfor ikke er forfalden.
Klagerens tvist må derfor rettelig anses som værende mellem Danica Pension og ham, og ikke med banken, der blot behandlede betalingsoverførslen.
Det faktum, at banken havde et link til Danica, som ikke virkede, kan ikke føre til andet resultat.
Det Finansielle Ankenævn er således ikke rette klagenævn for denne klage, der burde behandles af Ankenævnet for Forsikring, da det omhandler et pensionsprodukt og indbetaling hertil. Det Finansielle Ankenævn har ikke kompetence til at behandle klager over pensionsselskaber eller pensionsprodukter, jf. Ankenævnets vedtægter § 2.
Alternativt bør klageren klage til Skattestyrelsen over reglerne i Pensionsbeskatningsloven.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren ikke henvendte sig hverken til banken eller til Danica Pension i forsøg på at finde en måde, han kunne tilgå Spar Ekstra Op eller få rådgivning om, hvordan han kunne foretage en ekstraordinær indbetaling på sin pensionsordning i Danica Pension.
På tidspunktet for gennemførslen af overførslen var der ikke nogen aftale om ekstra indbetaling på klagers pensionsordning i Danica.
Det er et krav efter Pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 1, at der kun kan gives fradrag for indbetalinger, der er forfaldne. Da der ikke bestod en aftale om ekstra indbetaling, var der ikke tale om noget forfaldent beløb.
Kravet om at beløbet skal være forfaldent følger af lovgivningen. Banken har ikke mulighed for at ændre herpå, og de kan derfor ikke sørge for, at klageren kan fradrage sin indbetaling i sin skattepligtige indkomst.
Selvom linket i netbanken ikke virkede, dirigerede linket klageren over til Danica Pensions hjemmeside, hvorfra man under fanen ”Pension” havde mulighed for at gå ind på ”Spar Ekstra Op”.
Klageren havde mulighed for at kontakte enten banken eller Danica Pension for at få hjælp, vejledning eller rådgivning, og da klageren ikke har gjort dette, kan banken ikke blive ansvarlig for klagerens manglende overholdelse af skattereglerne.
Klageren har ikke iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, da han den 11. december 2023 konstaterede, at linket ikke virkede i netbank. Han burde derfor have kontaktet enten banken eller Danica Pension for hjælp, eller som minimum have kigget på Danica Pensions hjemmeside og se, om han kunne finde informationen der.
Klageren har ikke dokumenteret et tab.
Selv hvis klageren måtte anses at have lidt et tab, så er tabet opstået som følge af klagerens egne handlinger, og ikke nogen ansvarspådragende handlinger eller forsømmelser fra bankens eller Danica Pensions side. Det var klagerens handlinger/mangel herpå, der betød at kravene i skattelovgivningen ikke var opfyldt, hvorfor han ikke kunne få fradrag.
Det relevante er ikke, om klageren har indbetalt rettidigt, men at klageren har indbetalt uden at have en aftale herom, hvorved der efter pensionsbeskatningsloven ikke kan gives fradrag i klagerens personlige indkomst.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende i sagen, da klageren blev viderestillet til Danica Pensions hjemmeside, hvorfra han uden besvær kunne have tilgået Danica Pensions ”Spar Ekstra Op” i løbet af to klik på hjemmesiden, som virkede helt korrekt, og at klageren ikke benyttede den mulighed, eller bad om hjælp og rådgivning, kan aldrig være bankens ansvar. Det var klagerens handlinger, der medførte, at han ikke levede op til reglerne i skattelovgivningen for fradrag for pensionsindbetalinger.
Banken bemærker i den forbindelse, at klageren også i 2023 har mulighed for at få fradrag for indbetaling til sin pensionsordning, hvilket klageren kunne vælge at gøre for at modsvare et eventuelt påstået tab.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde netbankadgang. Klageren havde en ratepension i Danica Pension.
Klageren havde i sin netbank adgang til funktionen ”Spar Ekstra Op”, hvor han via et link i netbanken skulle kunne tilgå Danica Pension og foretage ekstraordinære indbetalinger på sin pensionsordning.
Klageren forsøgte i november eller december 2022 at benytte linket, som ikke virkede, og har anført, at han derfor var nødsaget til at foretage en netbankoverførsel til Danica Pension, da det var sidste udkald for 2022.
Banken har oplyst, at klagerens indbetaling ikke var fradragsberettiget, idet den ikke opfyldte kravene i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 1, og anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende.
Ankenævnet lægger til grund, at det er ubestridt, at linket på bankens hjemmeside ikke virkede på tidspunktet for klagerens forsøg på anvendelse af dette.
Ankenævnet finder, at ovenstående ikke i sig selv kan begrunde, at banken har handlet ansvarspådragende.
Ankenævnet bemærker i den forbindelse, at funktionen kunne tilgås direkte fra Danica Pensions hjemmeside, hvortil klageren var blevet viderestillet via linket, og at klageren i perioden fra den 11. december 2022 og til udgangen af år 2022 havde mulighed for at kontakte banken for at få vejledning og rådgivning til at foretage den ekstraordinære indbetaling på sin pensionsopsparing på en sådan måde, at den opfyldte skattelovgivningens krav til fradragsberettigelse.
Ankenævnet finder, at banken ikke på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens manglende fradragsret.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold.