Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr for udfærdigelse af dokument til ikke effektueret lån.

Sagsnummer: 195/1989
Dato: 23-08-1989
Ankenævn: Peter Blok, Mogens Hvelplund, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen
Klageemne: Gebyr - ikke-effektueret lån
Ledetekst: Gebyr for udfærdigelse af dokument til ikke effektueret lån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 6. marts 1989 henvendte klageren sig i indklagedes Brønshøj afdeling og anmodede om et forbrugslån på 12.000 kr.

Den 15. marts forelå gældsbrevet sammen med en kapitalpensionsaftale klar til underskrift, og klageren anmodede afdelingen om at få udleveret gældsbrevet til gennemgang på sin bopæl.

Den 21. marts meddelte klageren afdelingen, at han ikke ønskede at optage lånet, da han havde accepteret et lånetilbud fra et andet pengeinstitut. Samme dag debiterede afdelingen klagernes konto 200 kr. til dækning af ekspeditionsgebyr.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale det debiterede gebyr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at det først efter nogen diskussion lykkedes ham at få udleveret kopi af gældsbrevet. Først da blev han opmærksom på, at indklagede for at yde lånet krævede 250 kr. i kreditprovision og 200 kr. i ekspeditionsgebyr. Afdelingen stillede tillige som betingelse for at yde lånet, at han oprettede en kapitalpensionskonto. Da han samtidig fik et mere fordelagtigt lånetilbud fra et andet pengeinstitut, valgte han at acceptere dette.

Da han først ved udlevering af kopi af gældsbrevet fik oplysning om, hvilke omkostninger der var forbundet med optagelsen af lånet, har indklagede ikke været berettiget til at opkræve et ekspeditionsgebyr, da gældsbrevet må opfattes som et lånetilbud.

Afdelingen havde et godt kendskab til hans økonomi, da han har haft lønkonto dér i 14 år, og behøvede derfor ikke at foretage en kreditvurdering for at kunne yde lånet.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at afdelingen ikke havde større kendskab til klagerens økonomi, idet han alene fører økonomikonto og selvpensioneringskonto med et mindre indskud i afdelingen. Afdelingen anmodede derfor i overensstemmelse med sædvanlig praksis klageren om at indlevere seneste årsopgørelse, lønseddel og forskudsskema til brug for kreditvurderingen.

Da klageren indleverede dette materiale i afdelingen, fik han oplyst, at såfremt låneprovenuet skulle udgøre 12.000 kr., ville selve lånet blive lidt større på grund af afdelingens beregning af ekspedititonsgebyr og kreditprovission m.v. Samtidig gav afdelingen oplysning om muligheden for oprettelse af en kapitalpension.

Dagen efter henvendte klageren sig påny i afdelingen, og den ekspederende medarbejder meddelte, at indklagede var villig til at yde ham det ønskede lån. Ved denne lejlighed accepterede klageren såvel lånetilbudet som tilbudet om oprettelse af en kapitalpensionskonto og anmodede afdelingen om at udfærdige de fornødne dokumenter med henblik på underskrift heraf.

Både da klageren fik udleveret gældsbrevet, og da han meddelte, at han alligevel ikke ønskede at optage lånet, blev han gjort opmærksom på det allerede påløbne ekspeditionsgebyr på 200 kr. Adgangen til at beregne et ekspeditionsgebyr følger af indklagedes almindelige forretningsbetingelser.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må efter det foreliggende lægges til grund, at udfærdigelsen af lånedokumentet skete efter anmodning fra klageren. Denne måtte være forberedt på, at indklagede ville kræve et gebyr for det hermed forbundne arbejde, og da gebyrets størrelse ikke kan anses for urimelig, tages klagen ikke til følge.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.