Opgørelse af restgæld på misligholdt lån.
| Sagsnummer: | 316 /1998 |
| Dato: | 18-12-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Rente - udlån Udlån - indfrielse |
| Ledetekst: | Opgørelse af restgæld på misligholdt lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører opgørelsen af restgælden på et lån ydet af indklagede i 1985.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 29. november 1985 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et lån på 130.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.100 kr. første gang den 31. december 1985. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 60.000 kr. i klagerens og ægtefællens ejendom. Endvidere blev lånet sikret ved kaution.
Af lånets almindelige bestemmelser fremgår bl.a.:
"1. | Låntager og banken kan når som helst opsige låneaftalen til indfrielse med 4 ugers varsel. Dette gælder uanset, hvad der i øvrigt er aftalt med hensyn til lånets afvikling. I misligholdelsestilfælde kan lånet opsiges uden varsel. |
2. | Rente- og provisionsbetingelser og terminer for betaling af disse og lignende ydelser og gebyrer fastsættes af banken, og ændringer heri kan foretages uden varsel. |
3. | Enhver indbetaling på dette lån - herunder beløb, som hidrører fra sikkerhed stillet af låntager eller af andre, og beløb, som indbetales af kautionister - anvendes først til dækning af renter og provision. |
Hvad låntager ellers indbetaler, anvendes dernæst til dækning af forfaldne afdrag." |
Hvad låntager ellers indbetaler, anvendes dernæst til dækning af forfaldne afdrag."
Af kontoudskrifterne for lånet fremgår, at der løbende blev trukket beløb herpå indtil den 20. februar 1986, hvor saldoen var 130.000 kr. Afviklingen med den aftalte ydelse på 2.100 kr. blev påbegyndt den 30. juni 1986, hvor saldoen efter tilskrivning af rente den 30 marts og 30. juni 1986 var 139.025 kr. Kontoudskrifterne viser i øvrigt følgende afviklingsforløb:
År | Rentesats | Betalte ydelser | Tilskrevet rente | Saldo 31.12. |
1986 | 14% | 14.700 kr. | 18.409 kr. | 133.709 kr. |
1987 | 15% | 23.100 kr. | 19.252 kr. | 129.861 kr. |
1988 | 15,25% | 25.200 kr. | 18.924 kr. | 123.677 kr. |
1989 | ? | 8.400 kr. | 20.452 kr. | 135.729 kr. |
1990 | ? | 23.100 kr. | 2.157 kr. | 114.953 kr. |
1991 | 17,75-18,25% | 14.700 kr. | 21.421 kr. | 129.464 kr. |
1992 | 18,25-18,75% | 9.100 kr. | 24.566 kr. | 144.931 kr. |
1993 | 16,25-20,75% | 5.100 kr. | 27.739 kr. | 167.570 kr. |
1994 | 16% | 12.000 kr. | 27.454 kr. | 183.025 kr. |
1995 | 15,50-17% | 10.900 kr. | 31.111 kr. | 203.236 kr. |
1996 | 14,50-15,25% | 13.000 kr. | 29.606 kr. | 219.842 kr. |
1997 | 14,75% | 11.700 kr. | 32.905 kr. | 241.048 kr. |
1998 | ? | 6.500 kr. | 17.903 kr. | 252.451 kr. |
(pr. 01.07.) | (pr. 01.07) | (pr. 01.07.) |
Indbetalingerne på kontoen skete til og med januar 1993 hovedsagelig ved betalinger af 2.100 kr. Fra og med den 1. oktober 1993 sketeindbetalingerne ved ydelser af 1.000 kr. Pr. 9. oktober 1995 forhøjedes ydelserne til 1.300 kr.
Den 3. maj 1991 fremgår en debitering på 7.590 kr. "IFLG. NOTA".
Indklagede har oplyst, at lånet blev misligholdt i 1989, hvor det til sikkerhed for lånet deponerede ejerpantebrev blev tabt på tvangsauktion. Renten blev i 1990 stillet i bero indtil den 31. december 1990, hvor der blev tilskrevet 2.157,41 kr. i renter.
I august 1998 rettede klageren henvendelse til indklagede om restgælden på lånet, i hvilken forbindelse indklagede oplyste, at lånets aktuelle saldo var 251.151 kr.
Parternes påstande.
Den 24. september 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere en væsentlig del af renterne på lånet.
Indklagede har under sagen erklæret sig indstillet på at tilbageføre renter på i alt 44.826 kr. svarende til den del af de i perioden 1. januar 1991 til 31. december 1993 tilskrevne renter, der ikke har kunnet dækkes af de i disse år foretagne indbetalinger. Beløbet er for 1991 opgjort til 6.721 kr. (21.421 kr. ÷ 14.700 kr.), 1992 15.466 kr. (24.566 kr. ÷ 9.100 kr.) og for 1993 22.639 kr. (27.739 kr. ÷ 5.100 kr.). Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun nu ønsker at indfri lånet, men at hun ikke kan acceptere indklagedes opgørelse af restgælden, idet indklagede har beregnet sig urimelige beløb i renter. Indklagede har erklæret sig indstillet på at refundere en del af renterne for årene 1991 til 1993. Indklagede bør herudover refundere halvdelen af renterne på i alt 131.211 kr. for årene 1994 til 1998, svarende til 65.605 kr.
Indklagede har anført, at man ikke er forpligtet til at tilbageføre nogen del af de i årene 1994 til 1998 tilskrevne renter. Lånets rentesats har ligget en anelse over rentesatsen for blancolån, hvilket var begrundet i misligholdelsen i 1989.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Renter, der har været forfaldne i mere end 5 år, er forældede efter forældelsesloven af 1908. Renterne på lånet til og med 1990 er betalt med de indbetalte ydelser i denne periode. For så vidt angår årene 1991 - 93 har indklagede erklæret sig indstillet på at tilbageføre de tilskrevne renter i det pågældende år i det omfang, de ikke har kunnet dækkes af årets indbetalinger. Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at refundere yderligere.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.