Forlænget løbetid som følge af opkrævning af for lav låneydelse
| Sagsnummer: | 258/2004 |
| Dato: | 22-12-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen, Astrid Thomas, Hans Daugaard |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Forlænget løbetid som følge af opkrævning af for lav låneydelse |
| Indklagede: | Tandslet Andelskasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om godtgørelse for forlænget løbetid på et billån hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
I juli 1999 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et billån på 242.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.750 kr. Renten var variabel og p.t. 7,75%. Af lånets almindelige bestemmelser fremgår, at indklagede er berettiget, men ikke forpligtet til at forhøje ydelsen i takt med stigende renteniveau. Af oplysning om lånets afvikling fremgår, at sidste ydelse skulle betales 31. maj 2006.
Af en oversigt over lånets afvikling fremgår, at ydelsen i forbindelse med renteforhøjelser i marts, juni og oktober 2000 blev hævet.
I januar 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om nedsættelse af lånets rente, som da var 9,75%. Indklagede indvilgede heri, hvorefter der blev etableret et nyt gældsbrev med en restgæld på 201.896,72 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.900 kr. Lånets rente blev nedsat til p.t. 8,75% p.a. Vilkårene svarede i øvrigt til gældsbrevet etableret i 1999. Af låneoplysningerne fremgår, at lånet med en rentesats på 8,75% ville være afviklet 31. maj 2006.
Indklagede har anført, at ved en fejl blev lånets ydelse fra og med januar 2001 opkrævet med 3.470 kr. og ikke 3.900 kr.
Klageren har anført, at han primo 2004 rettede henvendelse til indklagede vedrørende restgælden, som da var 116.278,336 kr. Beløbet svarede ikke til låneoplysningerne i gældsbrevet fra 2001, hvorefter restgælden ved udgangen af 2003 skulle være 100.512,71 kr.
Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede med krav om kompensation, hvilket indklagede afviste.
Af en oversigt over renteændringer fremgår, at lånets rente har været faldende siden januar 2001.
Indklagede har oplyst, at saldoen på klagerens budgetkonto i perioden fra 2001 til 2004 stort set har været i debet det meste af tiden. Hvert år er der trukket en debetrente på mellem 119 kr. og 1.029 kr. Debetrentesatsen på budgetkontoen er højere end billånets rentesats.
Parternes påstande.
Klageren har den 10. september 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med krav om, "nedskrivning af gæld til det aftalte samt renters rente ca. 20.000 kr.".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke har overholdt lånets aftalte løbetid og derfor bør reducere restgælden.
Som forbruger må han kunne forvente, at når renten stiger, stiger enten løbetiden eller ydelsen, ligesom han modsat ved et rentefald må kunne forvente, at løbetiden eller ydelsen ændres. Han måtte derfor kunne forvente, at løbetiden var uændret i forhold til lånedokumentet.
Indklagede har anført, at som følge af at man i 2001 skiftede til ny bogføringscentral, var der ikke mulighed for automatisk at ændre lånets ydelse i forbindelse med renteændringer.
Indklagede har været berettiget, men ikke forpligtet til at ændre låneydelsen i takt med udviklingen i renteniveauet. Lånedokumentets kreditoplysninger afgivet i henhold til kreditaftaleloven er kun et eksempel og forudsætter en uændret rentesats i hele løbetiden.
Indklagede begik en fejl ved fra januar 2001 alene at opkræve 3.470 kr. om måneden og ikke som aftalt 3.900 kr. Da debetrentesatsen på budgetkontoen er højere end rentesatsen på billånet, har klageren ikke lidt noget tab som følge af denne fejl. Klageren vil opnå en uberettiget vinding, såfremt klagen tages til følge.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede begik en fejl ved fra januar 2001 alene at opkræve en ydelse på 3.470 kr. om måneden, selv om ydelsen var fastsat til 3.900 kr. i gældsbrevet af januar 2001. Det må lægges til grund, at det var denne fejl, som var årsag til, at lånets løbetid blev forlænget.
Ved Højesterets dom af 1. november 1995, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 200, er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede forventninger.
Selv om der i den foreliggende sag ikke er tale om en beregningsfejl, men om en fejl af en anden karakter, må det følge af Højesterets dom, at klageren ikke kan få medhold i sin påstand, hverken helt eller delvis.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.