Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i ekspeditionsfejl, forhold til Ankenævnets tidligere kendelse mellem samme parter.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav mod indklagede i anledning af en fejl begået af indklagede vedrørende klagerens kapitalpensionskonto.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med klagerens skilsmisse blev det ved en bodelingsaftale i 1987 bestemt, at halvdelen af den fraskilte ægtefælles kapitalpensionsordning hos indklagede skulle overdrages til klageren, jf. pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2. Indklagede afviste i tiden herefter med urette klagerens anmodning om udbetaling af kapitalpensionen, idet indklagedes afdeling ikke var opmærksom på en lovændring fra 1986, der tillod en sådan udbetaling mod sædvanlig efterbeskatning. Klageren fik først opgjort pensionsordningen i 1994 og rejste derfor krav om erstatning over for indklagede, idet hun i samme periode havde haft et lån hos indklagede, som hun, hvis hun havde fået kapitalpensionsordningen udbetalt i 1988, ville have nedbragt med provenuet fra den ophævede ordning. Indklagede erkendte at have pådraget sig erstatningsansvar i denne forbindelse og tilbød en erstatning, som klageren imidlertid ikke accepterede.

Klageren indbragte i 1997 sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle betale erstatning.

Af Ankenævnets kendelse af 14. november 1997 fremgår:

"Efter sagens særlige omstændigheder fastsætter Ankenævnet skønsmæssigt den erstatning, der tilkommer klageren til 60.000 kr., inkl. advokatomkostninger afholdt inden sagens indbringelse for Ankenævnet. Det bemærkes, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at bestemme, at nogen del af erstatningsbeløbet skal indbetales til nedbringelse af klagerens lån hos indklagede, medmindre dansk rets almindelige betingelser for modregning måtte være opfyldt."

Ved skrivelse af 12. december 1997 meddelte indklagede klageren, at det samlede erstatningsbeløb inkl. renter til dato udgjorde 63.315 kr. Heraf havde man foreløbig reserveret 12.500 kr. til dækning af klagerens advokatomkostninger, hvilket beløb efter modtagelse af faktura ville blive sendt til klagerens advokat. Af det resterende beløb på 50.815 kr. havde indklagede beregnet, at klageren skulle betale skat med 23.807 kr., som indklagede samtidig vedlagde i check. Til nedbringelse af klagerens lån hos indklagede var overført et beløb på 27.008 kr.

Efterfølgende rettede klageren henvendelse til indklagede og gjorde gældende, at hun mente fortsat at have et krav mod indklagede.

Den 8. oktober 1999 blev der afholdt et møde hos indklagede med deltagelse af klageren og dennes advokat. Efter klagerens opfattelse sluttede mødet med, at "hvis jeg fik 100.000 kr. samt blev gældfri, ville jeg godt kunne lukke denne sag". Indklagede bestrider, at klageren på mødet blev tilbudt en erstatning på 100.000 kr., eller at indklagede frafaldt tilgodehavendet hos klageren.

Efter, at klageren på ny havde rettet henvendelse til indklagede, meddelte indklagede ved skrivelse af 30. november 1999, at en erstatning på 100.000 kr. til klageren under ingen omstændigheder kunne komme på tale. Imidlertid tilbød indklagede pr. kulance at eftergive klageren gælden til indklagede på ca. 64.000 kr. forudsat, at klageren tiltrådte, at mellemværendet med indklagede herefter var fuldt og endeligt afviklet, samt at hver part skulle bære egne omkostninger. Tilbuddet var gældende indtil 15. december 1999. Klageren accepterede ikke tilbuddet.

Af en skrivelse af 13. april 2000 fra klagerens advokat til klageren fremgår, at advokaten ikke kunne afgive erklæring om, at indklagede på mødet den 8. oktober 1999 skulle have givet tilsagn om at betale 100.000 kr. til klageren.

Indklagede har oplyst, at pr. 30. september 2003 udgør indklagedes krav på klageren i alt 117.478,19 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 26. februar 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke skylder indklagede yderligere beløb samt at betale mindst 70 % af det på mødet den 8. oktober 1999 tilbudte beløb på 100.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Indklagede har under sagens forberedelse meddelt, at man fortsat er indstillet på, at sagen kan afsluttes ved, at begge parter frafalder ethvert krav mod den anden part.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det var meningen med mødet den 8. oktober 1999, at parterne skulle arbejde sig frem til en afslutning af sagen i forbindelse med afdelingens fortielse af reglerne om, at en pension kan udbetales i utide.

I denne forbindelse ønsker hun oplyst, hvem der hæfter for en advokatregning på ca. 23.000 kr., der var resultatet af indklagedes fejl.

Ved mødets start den 8. oktober 1999 kom indklagedes medarbejder H med et udspil til en afslutning, men dette kunne hun ikke acceptere. De fortsatte herefter dialogen, som sluttede med, at hvis hun fik 100.000 samt blev gældfri, kunne hun godt lukke sagen.

H sluttede med at spørge, om H, når H skulle forelægge sagen, måtte sige, at pengene skulle gå til vedligeholdelse af klagerens sommerhus, hvilket de blev enige om.

Umiddelbart efter mødet drøftede hun sagen med sin advokat, som over for hende gav udtryk for, at det havde kunnet betale sig for hende at vente, da H selvfølgelig var klar over, hvor langt H kunne gå vedrørende et erstatningsbeløb.

Klagen bør ikke afvises som følge af Ankenævnets kendelse fra 14. november 1997.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører forhold, der er taget endelig stilling til ved Ankenævnets kendelse af 14. november 1997.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ikke på mødet den 8. oktober 1999 gav tilsagn om at frafalde sit tilgodehavende hos klageren og betale en erstatning på 100.000 kr.

Indklagede hæfter ikke for advokatomkostninger afholdt af klageren ud over de omkostninger, der allerede er indregnet i erstatningsbeløbet tilkendt klageren ved Ankenævnets tidligere kendelse.

Der er ikke i øvrigt forhold, der kan begrunde, at klageren har et krav mod indklagede.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved Ankenævnets kendelse af 14. november 1997 i sag 109/1997 tog Ankenævnet stilling til klagerens krav om erstatning som følge af, at indklagede fejlagtigt havde afslået klagerens anmodning om udbetaling af hendes andel af den kapitalpension, som var blevet overdraget til hende i forbindelse med hendes skilsmisse. Ankenævnet bestemte, at indklagede skulle betale 60.000 kr., hvilket indklagede efterkom. Erstatningsbeløbet var inklusiv advokatomkostninger afholdt inden sagens indbringelse for Ankenævnet.

Klageren gør nu gældende, at indklagede på et møde den 8. oktober 1999 skulle have stillet hende i udsigt, at hun ud over at blive fritaget for sin gæld til indklagede skulle modtage et kontantbeløb på op til 100.000 kr. Indklagedes påstand om afvisning kan ikke tages til følge, da klagerens krav er baseret på omstændigheder, der har fundet sted efter Ankenævnets kendelse.

Ankenævnet finder ikke godtgjort, at indklagede på mødet den 8. oktober 1999 stillede klageren i udsigt, at hun ville modtage et kontantbeløb. For så vidt angår klagerens påstand om, at indklagede skal anerkende, at hun ikke skylder indklagede yderligere beløb, finder Ankenævnet ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre hertil. Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at tilkende klageren advokatomkostninger udover de omkostninger, der allerede er indregnet i erstatningen på 60.000 kr. som tilkendt ved Ankenævnets kendelse af 14. november 1997.

Indklagede har under sagens forberedelse oplyst, at man fortsat er indstillet på, at sagen kan afsluttes ved, at begge parter frafalder ethvert krav mod den anden part. Ankenævnet bemærker, at klageren, såfremt dette tilbud ønskes accepteret, bør meddele indklagede dette inden for rimelig tid efter afsigelsen af denne kendelse.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.