Opsigelse.
| Sagsnummer: | 663/1993 |
| Dato: | 18-05-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Birthe Larsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kassekredit - opsigelse
|
| Ledetekst: | Opsigelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren har krav på udbetaling af et dagpengebeløb samt et børnebidrag indbetalt på klagerens kassekredit, umiddelbart forinden indklagede opsagde kreditten.
Den 2. september 1993 var klageren til møde i indklagedes Svinninge afdeling, hvor klagerens kassekredit på 75.000 kr. drøftedes. Kreditten var ydet i juni 1993 og skulle tages op til behandling den 31. august 1993 med henblik på aftale om afvikling. Ifølge indklagede meddelte klageren, at hun ikke så sig i stand til at betale renter og afdrag på kreditten, hvis saldo efter indbetaling af dagpengebeløb på 3.544 kr. den 31. august og indbetaling af 1.200 kr. den 2. september, som udgjorde børnebidrag fra hendes barns far, var 71.726,54 kr. Ifølge klageren gjorde hun som ved tidligere lejligheder opmærksom på, at hun ikke så sig i stand til at betale den høje rente eller afvikle kreditten, da hun var på understøttelse; hun meddelte derfor, at hun ikke kunne betale rente den 30. september 1993. Medarbejderen oplyste, at han ville forelægge sagen for sin overordnede, og det kom ikke på tale, at kreditten skulle opsiges her og nu, men at det nok ville blive udgangen.
Ved skrivelse af 3. september 1993 til klageren opsagde indklagede kreditten til fuld indfrielse under henvisning til, at klageren den 2. september havde meddelt, at hun ikke for tiden så sig i stand til at afvikle eller betale renter på kreditten. Ved skrivelse af 13. september 1993 fra klageren til indklagedes direktion oplyste klageren, at hun stillede sig uforstående overfor, at kassekreditten var nedskrevet med indbetalingerne på 1.200 kr. og 3.544 kr., idet indklagede uanset sin modregningsret ikke kunne modregne i den del af løn m.v., som måtte anses som nødvendig til dækning af almindelige leveomkostninger. Endvidere anførte klageren, at børnetilskuddet ikke tilkom hende, men hendes søn, hvorfor modregning i beløbet var udelukket.
Ved skrivelse af 23. september 1993 fra indklagedes advokat til klageren meddeltes, at indklagedes krav var overgivet til inkasso.
Efter yderligere korrespondance mellem klagerens advokat og indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.200 kr. og 3.544 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede ved at afskære hende fra yderligere træk på kreditten samt at opsige denne til omgående indfrielse har forhindret hende i at råde over det indbetalte børnebidrag samt dagpengebeløbet. Indklagede har ikke respekteret almindelige inddrivelsesprincipper, hvorefter der af lønindkomster skal overlades debitor et rimeligt beløb til dækning af almindelige leveomkostninger. Hun har regelmæssigt holdt afdelingen orienteret om sine økonomiske problemer og har viljen til at afvikle sin gæld, men på nuværende tidspunkt ikke evnen. Det bestrides, at hun den 2. september 1993 skulle have oplyst, at hun ville opgive det hele og gå på bistandshjælp. Det var indklagedes medarbejder, som opfordrede klageren til at søge bistandshjælp.
Indklagede har anført, at klageren ved mødet i afdelingen meddelte, at hun ikke så sig i stand til at betale renter og afdrag, hvorfor engagementet blev opsagt. Klageren oplyste, at hun ville opgive det hele og gå på bistandshjælp, hvilket hun mente, der ville være en økonomisk fordel ved. Det bestrides, at opfordringen hertil kom fra indklagedes medarbejder. På mødet blev mulighederne for at gennemføre en afdragsordning drøftet, men da hverken mulighederne eller klagerens vilje syntes at være til stede, blev hun orienteret om, at kreditten blev sendt til inkasso.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset om klageren på mødet den 2. september 1993 måtte have meddelt, at hun overvejede at gå på bistandshjælp, finder Ankenævnet det berettiget, at indklagede opsagde klagerens kassekredit, idet klageren, hvilket er ubestridt, oplyste, at hun ikke var i stand til at betale renter på kreditten. Da de omtvistede beløb allerede var bogført på klagerens konto, finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at udbetale disse beløb uanset karakteren af beløbene.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.