Indsigelse mod gyldigheden af kautionsforpligtelser.
| Sagsnummer: | 390/1997 |
| Dato: | 14-09-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod gyldigheden af kautionsforpligtelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører kautionsforpligtelser, som klagerne M og H, der er ægtefæller, i marts 1995 og senere påtog sig over for indklagede i forbindelse med en kassekredit ydet til klagernes datter. Sagen angår endvidere klager M's kaution i januar 1996 for en kassekredit ydet af indklagede til klagernes daværende svigersøn.
Sagens omstændigheder.
I.
Den 8. marts 1995 ydede indklagedes Kolding afdeling klagernes datter en kassekredit på 100.000 kr. Datteren drev en detailhandel. Klagerne underskrev samme dag som selvskyldnerkautionister på kassekreditkontrakten, idet det fremgik, at kautionen var maksimeret til 50.000 kr. Ud for klagernes underskrift var fortrykt:
"Idet jeg forstår forpligtelsens indhold og konsekvenser, der nøje er gennemgået."
Klagernes og debitors underskrift fandt sted i afdelingen. Klagerne, der er født i 1929 og 1934, har oplyst, at indklagedes medarbejder på intet tidspunkt vejledte eller informerede om kautionens retlige konsekvenser. De var sammen med deres datter kørt til mødet hos indklagede. Klager H blev siddende i bilen, mens datteren og klager M gik ind i afdelingen, hvor M blot blev bedt om at underskrive "dér" med en pegende finger på linien. Indklagedes medarbejder forespurgte derpå efter klager H, som også skulle underskrive. Klager H blev hentet ind i afdelingen og på samme måde bedt om at underskrive. Indklagede har anført, at kautionsforpligtelsernes omfang blev gennemgået med klagerne.
Ved skrivelse af 26. juni 1995 fremsendte indklagede en selvstændig kautionserklæring til klagerne med anmodning om underskrift. Det oplystes, at indklagede ville bevilge et overtræk på 80.000 kr. på datterens kassekredit mod, at kautionsforpligtelsen blev forhøjet til 90.000 kr. Den 27. s.m. underskrev klagerne den fremsendte kautionserklæring. Kassekredittens saldo var samme dag 32.036,14 kr. (negativ).
Den 5. oktober 1995 underskrev klagerne i deres eget pengeinstitut en kassekreditkontrakt, hvorefter datterens kassekredit blev forhøjet til 200.000 kr. Kautionsforpligtelsen var fortsat 90.000 kr. Kassekredittens saldo var samme dag 171.348,85 kr. (negativ). Ved skrivelse af 12. s.m. fremsendte indklagede kopi af kassekreditkontrakten til klagerne. Klagerne bestrider at have modtaget skrivelsen.
Den 7. marts 1996 underskrev klagerne i deres eget pengeinstitut en kassekreditkontrakt, hvorefter datterens kassekredit blev forhøjet til 300.000 kr. Klagernes kautionsforpligtelse var maksimeret til 150.000 kr. Kassekredittens saldo, som den 1. marts havde været ca. 159.000 kr. (negativ), var s.d. 246.493,47 kr. (negativ). Den 13. s.m. fremsendte indklagede kopi af kassekreditkontrakten til klagerne. Klagerne bestrider at have modtaget denne.
Ved skrivelse af 8. august 1996 meddelte indklagede klagerne, at man s.d. havde opsagt datterens kassekredit på grund af misligholdelse. Ved skrivelse af 27. s.m. meddelte indklagede, at man havde erklæret sig indforstået med en afviklingsordning, hvorefter kredittens saldo, som da var 325.995,72 kr. (negativ), pr. 1. december 1996 skulle nedbringes til 300.000 kr.
Ved anbefalet skrivelse af 26. november 1996 til klagerne oplyste indklagede, at man s.d. havde opsagt datterens kassekredit som misligholdt. Kassekredittens saldo var da 334.875,58 kr. (negativ).
Ved anbefalet skrivelse af 4. december 1996 til klagerne krævede indklagede kautionsforpligtelsen på 150.000 kr. indbetalt. Ved skrivelse af 13. s.m. til klagerne oplyste indklagede, at man havde aftalt en afviklingsordning med datteren.
I august 1997 overgav indklagede klagernes kautionsforpligtelse til inkasso.
II.
Den 5. januar 1996 underskrev klager M som selvskyldnerkautionist på en kassekreditkontrakt, hvorefter indklagede ydede klagerens daværende svigersøn en kredit på 85.000 kr. Klagerens kautionsforpligtelse var begrænset til 30.000 kr. To andre kautionister kautionerede med hver 15.000 kr. Umiddelbart oven for kautionisternes underskrifter er anført "Som selvkautionister:" samt en erklæring som anført foran ad kassekreditten af 8. marts 1995.
Svigersønnen drev virksomhed som statsautoriseret ejendomsmægler. Kreditten blev ydet i forbindelse med etablering af denne virksomhed.
Klager M har anført, at han forinden var blevet anmodet om at underskrive et dokument vedrørende et depositum for svigersønnen. Først da sagen overgik til inkasso, blev han bekendt med, at der var tale om en kassekredit. Ved mødet, hvor han underskrev, deltog svigersønnen. Mødet forløb som følge af svigersønnens bekendtskab med indklagedes medarbejder i en kammeratlig og familiær atmosfære. Han forespurgte om beløbsstørrelsen ud for de to andre kautionister og fik oplyst, at det var uden praktisk betydning, da han blot skulle underskrive for et depositum i forbindelse med opstarten af den ny forretning. Han modtog ikke kopi af dokumentet. Indklagede har oplyst, at medarbejderen ikke kan genkende klagerens beskrivelse af omstændighederne ved underskrivelsen. Dokumentet blev gennemgået og forklaret, herunder de retlige forhold, såfremt kautionen blev effektiv. Klageren modtog kopi af kontrakten.
Ved anbefalet skrivelse af 6. januar 1997 meddelte indklagede klageren, at man s.d. havde opsagt kassekreditten til indfrielse på grund af misligholdelse.
I august 1997 overgav indklagede klagerens kautionsforpligtelse til inkasso.
Parternes påstande.
Klagerne har den 30. oktober 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at ingen af klagernes kautionsforpligtelser kan gøres gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Vedrørende I:
Klagerne har bl.a. anført, at de ikke ejer aktiver udover M's faste ejendom. De har arbejdet på fabrik og har ikke særlige forudsætninger for at forstå konsekvenserne af en kaution. Den i dokumenterne indføjede bemærkning ud for deres underskrift strider mod god banketik, når indklagede ikke lever op til det skrevne. Indklagede kan ikke ved at anføre teksten unddrage sig sit ansvar. Indklagede har undladt at informere dem. I forbindelse med forhøjelsen af kautionsforpligtelsen fik de blot oplyst, at der lå papirer i deres eget pengeinstitut, der skulle underskrives. Kautionen er delvis stillet for gammel gæld. De modtog ikke information eller vejledning om, hvad de underskrev, eller kopi heraf, men dette ville heller ikke have bibragt dem en forståelse af kaution. De havde ikke økonomisk grundlag for at påtage sig kautionsforpligtelserne, hvilket indklagede vidste eller burde have vidst. En indfrielse af kautionen vil tvinge dem fra deres hjem, da de ikke har indtægter udover folkepension og efterløn. Låneoptagelse til en indfrielse er urealistisk, da de ikke kan afvikle et sådant lån. De har udvist blind tillid til indklagede og til familien, men det bør ikke medføre, at de er forpligtet af kautionerne.
Indklagede har bl.a. anført, at det fastholdes, at kautionsforpligtelsens omfang blev gennemgået med klagerne, som efterfølgende fik udleveret kopi af kassekreditkontrakten. Indklagede havde fra klagernes svigersøn modtaget oplysning om, at klageren havde en friværdi i ejendommen. Med hensyn til de senere forhøjelser, hvor underskrift skete i klagernes pengeinstitut, har indklagede ikke forsøgt at lægge ansvaret for orientering af klagerne over på deres eget pengeinstitut. Indklagede fremsendte efterfølgende kopi af de underskrevne dokumenter til klagerne. Den fortrykte tekst ved underskriftsfeltet er udarbejdet på baggrund af Forbrugerombudsmandens etiske retningslinier. Teksten skærper indklagedes pligt omkring orientering af kautionisterne, og kautionisterne gøres på denne måde opmærksom på, at de har krav på en orientering samt på, at forpligtelsen kan få økonomiske konsekvenser. Det bestrides, at der er tale om kaution for gammel gæld. Klagernes tilsagn om forhøjelse af kautionsforpligtelsen i marts 1996 blev givet mundtligt af datteren på et møde den 26. februar 1996 vedrørende forlængelse og forhøjelse af kreditten. Da aftalen herom var på plads, tillod indklagede den 4. marts 1996, at der betaltes to regninger på hver ca. 40.000 kr. Klagerne tiltrådte i alt 4 gange inden for et år kautionen, hvilket taler for, at de var vidende om forpligtelsen. Det bestrides, at klagerne ikke er skriftligt orienteret om indklagedes krav. Det bestrides, at en aktualisering af kautionsforpligtelsen vil tvinge klagerne til at sælge ejendommen. Denne har en betydelig friværdi, som vil kunne belånes. Klagerne er således ikke uformuende.
Vedrørende II:
Klager M har anført, at han fastholder, at han forinden underskriften var orienteret om, at der var tale om et depositum. Han havde reelt ingen anelse om, hvad der foregik ved underskriften eller senere, for han hørte aldrig noget. Han havde ingen forbindelse til medkautionisterne, og indklagede berørte ikke dette spørgsmål. Hans opfattelse af forløbet støttes af en efterfølgende erklæring af 8. januar 1998 indhentet fra hans tidligere svigersøn. Han blev først bekendt med indklagedes krav ved skrivelsen af 6. januar 1997.
Indklagede har anført, at det fastholdes, at dokumentet forinden underskrift blev gennemgået og forklaret, herunder de retlige forhold, såfremt kautionen blev effektiv. Klageren modtog en kopi. Under hensyn til kautionens størrelse blev det ikke omtalt, at det kunne blive nødvendigt at sælge fast ejendom. Klageren tilkendegav, at han var indforstået med indholdet af kontrakten og de retlige krav, dette kunne medføre. Herved skal tages i betragtning, at det var 4. gang i løbet af 10 måneder, at klageren kautionerede eller udvidede en kautionsforpligtelse for sin datter og svigersøn. Det bestrides, at indklagede har oplyst, at der var tale om et depositum. Denne forståelse af dokumentet kan muligt bero på svigersønnens orientering af klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerne underskrev i perioden marts 1995 til marts 1996 4 erklæringer om kaution for deres datters kassekredit, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse erklæringerne for uforbindende som følge af manglende kendskab til forpligtelsernes karakter og mulige konsekvenser. Heller ikke det oplyste om klagernes økonomiske forhold og indklagedes kendskab hertil giver grundlag for at anse kautionserklæringerne for ugyldige.
Det må lægges til grund, at indklagede på mødet den 26. februar 1996 fik oplyst, at klagerne var villige til at forhøje deres kautionsforpligtelse til 150.000 kr., og at det var i tillid hertil, at indklagede i begyndelsen af marts 1996 tillod et overtræk i forhold til kassekredittens hidtidige maksimum på 200.000 kr. Det forhold, at kassekredittens saldo udgjorde ca. 246.000 kr. den 7. marts 1996, da klagerne ved underskrivelsen af den ny kassekreditkontrakt om forhøjelse af kreditten fra 200.000 kr. til 300.000 kr. påtog sig at forhøje deres kautionsforpligtelse fra 90.000 kr. til 150.000 kr., kan på denne baggrund ikke anses for stridende mod klagernes forudsætninger.
Det fremgik klart, at klager M's underskrift af kassekreditkontrakten af 5. januar 1996 vedrørende kreditten på 85.000 kr. til klagerens daværende svigersøn skete som selvskyldnerkautionist, og Ankenævnet finder ikke heroverfor at kunne lægge vægt på det af klageren anførte om, at han troede, at dokumentet vedrørte et depositum.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.