Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for låntagers bristede forudsætninger.

Sagsnummer: 210 /2010
Dato: 04-04-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Maria Hyldahl, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Astrid Thomas
Klageemne: Udlån - stiftelse
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar for låntagers bristede forudsætninger.
Indklagede: Handelsbanken
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører, om det var en forudsætning for klagernes optagelse af et lån, hvis provenu skulle indbetales til virksomheden W, at Handelsbanken ikke anvendte provenuet til at nedbringe W’s gæld til banken.

Sagens omstændigheder.

Klagerne M og H’s søn drev i 2009 en virksomhed W, der havde en kassekredit i Handelsbanken med et træk på 1.660.000 kr. W drev virksomhed med istandsættelse af biler.

I sommeren 2009 ønskede klagerne at indskyde 500.000 kr. i virksomheden, hvor likviditeten var dårlig. Pengene skulle gå til dækning af ubetalte lønninger, regninger m.v.

Den 5. juli 2009 skrev H en mail til Handelsbanken, hvoraf fremgår:

"…

Da der lige nu er likviditetsproblemer i firmaet, men aktiverne ser rigtig fornuftige ud. Selvfølgelig ud fra, at [W] kassekredit får et passende maksimum, så [klagernes søn] har god likviditet til at køre firmaet da rigtig mange biler blot mangler lidt for at blive afleveret og deraf følgende indtægter…"

Af bankens e-mail af 8. juli 2009 fremgår:

"Jeg er principielt enig i dit forslag, men de kr. 500.000 bliver ikke stillet fuldt ud til rådighed som likviditet. Kassekreditten er i dag markant overtrukket, hvorfor der skal ske en nedbringelse heraf. Derudover kan der frigives likviditet til driften når jeg har et overblik over det aktuelle behov…"

H svarede dagen efter, at hun godt kendte firmaets situation og at de ikke krævede et stort råderum i likviditet, blot" likviditet til at få alt klaret her og nu, og at biler kan færdiggøres og leveres med deraf kommende indtægter."

Den 8. juli 2009 modtog banken fra W et likviditetsbudget, der viste et likviditetsbehov på 615.175 kr. i perioden til og med august 2009.

Af bankens e-mail af 9. juli 2009 fremgår:

"….Men kort, så afventer jeg lige de detaljerede oplysninger så jeg kan komme med et udspil til kredittens maksimum. Men et bud vil være omkring tkr. 1.350, hvis jeg skal finansiere indskuddet på de tkr. 500. Anderledes vil det se ud hvis i selv finansierer tkr. 500, så kan jeg fortsætte med en kredit på tkr. 1.500 foreløbig indtil 1/9 hvor biler forventes solgt til nedskrivning af kreditten."

H besvarede e-mailen samme dag kl. 18.50. Af e-mailen fremgår:

"Når jeg regner alle beløb sammen incl. nuværende gæld på kassekreditten, har [klagernes søn] behov for en kassekredit på 1,6, som du så kan nedskriveefterhånden som penge for biler indgår.

Du kan gå med til 1,5 som forslag, men så kan [klagernes søn] ikke få bugt med al sin gæld, og der påløber yderligere renter og gebyrer, så det bliver en endnu sværere situation. Det er netop den situation [klagernes søn] har været i det sidste halve år, fordi der ikke vat likviditet på kassekreditten, og det er derfor gælden er blevet så stor.

Dit forslag hedder: 1.500.000 indtil 1/9 .....
Mit forslag hedder 1.600.000

Men mit forslag er det der skal til forvirksomhedens drift, og det der skal til, for at vi vil indskyde 500.000...

Lad os tale sammen fredag formiddag, kan vi aftale, at du ringer kl. 9.30 til mig på [ ]."

Den 10. juli 2009 underskrev klagerne en låneaftale med banken med en hovedstol på 500.000 kr. Det fremgår af aftalen, at provenuet skulle anvendes fuldt ud til indskud på W’s kredit i banken. Samme dag blev der holdt et møde i banken med W, hvor maksimum på W’s kassekredit blev nedskrevet til 1.400.000 kr.

Den 1. september 2009 skulle W’s kreditgenforhandles. I den forbindelse blev der holdt et møde i banken den 10. september 2009, hvor M eller H eller dem begge deltog. På mødet afslog banken at hæve W’s kassekredit til 1.600.000 kr.

Efterfølgende klagede klagerne over forløbet og banken afviste klagen.

Den 7. december 2009 blev W erklæret konkurs.

Parternes påstande.

Klageren har den 5. april 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken skal tilbageføre 200.000 kr. af det lån, som klagerne har optaget i banken samt tilbagebetale de gebyrer, der blev opkrævet i forbindelse med lånets etablering, herunder gebyrer opkrævet af W for W’s kredit.

Handelsbanken har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det var aftalt med banken, at det maksimale træk på W’s kassekredit skulle sættes til 1.600.000 kr., således at klagerens indskud på 500.000 kr. på nær 60.000 kr. ville gå til virksomhedens driftsudgifter og ikke til nedbringelse af virksomhedens gæld til banken.

De 1.600.000 kr. blev aftalt med banken telefonisk den 10. juli 2009.

Klagerne deltog ikke i W’s møde med banken og underskrev derfor låneaftalen alene ud fra bankens mundtlige tilsagn samme formiddag om, at det med max. 1.600.000 kr. var ok.

Banken var klar over, at virksomheden ikke kunne løbe rundt, når pengene ikke var til stede, da banken havde fået kopi af likviditetsregnskab af 8. juli 2009. Bankens medarbejder lavede efterfølgende sit eget regnestykke, hvor han udelod en række væsentlige poster med det formål at kunne bruge halvdelen af indskuddet til at nedbringe gammel gæld til banken.

Den manglende aktivitet i virksomheden fra 10. juli 2009 og fremefter skyldtes, at der ikke kom den likviditetstilførsel, som var forudsat. Således kunne virksomheden ikke betale alle lønninger, den kunne ikke få frigivet en bil, som stod hos en autolakerer, da regningen ikke var blevet betalt, den kunne ikke købe reservedele eller betale terminsrestancer og skat.

M havde lovet banken at følge op på virksomhedens drift efter indskuddet af de 500.000 kr., men undlod dette, da pengene var brugt til nedbringelse af gæld til banken i stedet for betaling af lønninger m.v. Da lønningerne ikke var blevet betalt, kom medarbejderne ikke på arbejde og det var derfor formålsløst at følge op på virksomhedens drift. Før den 1. juli 2009 havde M ikke indsigt i virksomhedens drift.

Banken brugte deres nye penge til at inddække gammel bankgæld mod deres aftale. Det kan sidestilles med, hvis banken den 10. juni 2009 havde dækket den gamle bankgæld med en kaution for gammel gæld mod deres vilje.

Handelsbanken har anført, banken hele tiden har krævet, at overtrække på kassekreditten skulle inddækkes i forbindelse med en forhøjelse af kreditten.

I forbindelse med lånets etablering og indskud på kassekreditten var der "luft" således, at W kunne færdiggøre biler og dermed kunne nedbringe kreditten yderligere.

Den lovede aktivitet fandt ikke sted, og klagernes søn "levede" alene af likviditetstilførslen, indtil denne var opbrugt den 21. august 2009.

Banken stillede de kreditfaciliteter til rådighed, som var blevet lovet og klagerne var fuldt bekendt med W’s økonomiske situation. Klageren deltog i mødet hos banken og har derfor kendskab til den aftale, der er indgået med W. Det bemærkes, at det er korrekt, at W’s kreditkontrakt ikke blev udleveret til klageren.

Klageren overtog ikke de administrative opgaver i W, som var blevet stillet banken i udsigt. W’s konkurs kan alene henføres til den manglende aktivitet i selskabet, og at den lovede færdiggørelse og afhændelse af biler aldrig fandt sted på trods af kapitaltilskuddet. Efter indsættelse af provenuet på W’s konto var der 170.000 kr. til rådighed.

Det bestrides, at der ikke er udbetalt lønninger, idet to checks på henholdsvis 50.000 kr. og 20.655 kr. er betalt til en bogholder og en mekaniker.

Begge klagerne var ansat i den finansielle branche, og var derfor klar over behandlingen af ubevilgede overtræk.

Der er så divergerende opfattelse af hændelsesforløb og hvilke kreditter, der er stillet i udsigt mellem klagerne og banken, at belysningen af dette vil kræve parts- og vidneafhøring.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ud fra H’s e-mail af 9. juli 2009 lægger Ankenævnet til grund, at klagerne på dette tidspunkt betingede sig, at optagelse af lån i Handelsbanken med henblik på at indskyde provenuet i W forudsatte, at maksimum på W’s kassekredit blev sat til 1.600.000 kr., hvilket Handelsbanken var bekendt med.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at det påhviler Handelsbanken at godtgøre, at klagerne efterfølgende accepterede, at banken i stedet indgik en aftale med W om en kassekredit på 1.400.000 kr.

Handelsbanken har ikke godtgjort, at dette var tilfældet, og skal derfor mod at klagerne giver Handelsbanken transport i klagernes krav mod W stille klagerne, som om de alene havde optaget et lån på 300.000 kr.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Mod at klagerne inden 8 uger fra denne afgørelses dato giver Handelsbanken transport i deres krav mod W for så vidt angår 200.000 kr., skal Handelsbanken stille klagerne, som om de kun havde optaget et lån på 300.000 kr.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.