Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering.
| Sagsnummer: | 556/1993 |
| Dato: | 18-05-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Birthe Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved slutseddel af 20. juni 1976 og skøde af 10. august 1976 overtog klageren en fast ejendom. Ifølge slutseddelen skulle klageren bl.a. overtage et lån på 124.000 kr. til indklagede "variabel rente f.t. 12,25%, 20 år". En fortrykt bestemmelse om afdragsfrihed i de første 5 år var overstreget og erstattet af med håndskrift "ANN. LÅN". I skødet, der i øvrigt gentager vilkåret om overtagelse af lånet, var tilføjet "årlig ydelse 13,5%". Uden for købesummen skulle klageren afholde byggemodningsomkostninger ved overtagelse af et lån på 12.972 kr. hos indklagede.
Den berigtigende advokat fremsendte slutsedlen til indklagede med anmodning om godkendelse heraf og fremsendelse af pantebrevsudkast. Indklagede imødekom anmodningen, og et pantebrev til indklagede på 136.972 kr. blev underskrevet af klageren. Af pantebrevet fremgår, at lånet blev forrentet med for tiden 12,25% p.a. Vedrørende ydelsen fremgår: "Den halvårlige ydelse udgør for tiden 9.246 kr. ...... Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres ydelsen tilsvarende."
På klagerens forespørgsel i maj 1993 oplyste indklagede, at lånet ville udløbe år 2001. Under en efterfølgende korrespondance med indklagede gjorde klageren gældende, at lånet havde en løbetid på 20 år, hvorfor det burde udløbe i 1996. Indklagede bestred, at en bestemt løbetid skulle være aftalt.
Under sagen er fremlagt betalingsoversigter og kvitteringer vedrørende betaling af lånets ydelser fra og med december 1976. Af disse fremgår foruden det aktuelle terminsydelsesbeløb lånets restgæld, afdrag, renter og rentesats. Af oversigterne fremgår bl.a.:
Termin Ydelse Restgæld Rente
Indklagede har fremlagt en beregning, der viser, at pantebrevslånet ville være indfriet efter 20 år, såfremt ydelsen og renten ved lånets etablering havde været gældende i hele løbetiden. Af beregningen fremgår bl.a. følgende:
Termin Ydelse Ny restgæld Rente
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er færdigbetalt med ydelsen pr. 11. december 1996.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren, der er født i 1937, har anført, at det af både slutsedlen, som indklagede godkendte, og af pantebrevet, som indklagede udarbejdede, fremgik, at løbetiden var 20 år. Klausulen i pantebrevet om ændring af ydelsen ved nedsættelse eller forhøjelse af renten må forstås således, at indklagede er forpligtet til ved renteændringer at ændre ydelsen, så lånets fastsatte løbetid fastholdes. Han har haft tillid til, at indklagedes opkrævning af ydelser var korrekt og har indrettet sig på, at lånet ville være indfriet i 1996.
Indklagede har bestridt, at der er aftalt en bestemt løbetid. En sådan er ikke nævnt i pantebrevet, som er grundlaget for retsforholdet mellem indklagede og klageren, og kan heller ikke indfortolkes heri eller i sagens øvrige dokumenter. Klageren er heller ikke på noget tidspunkt af indklagede blevet lovet, at lånet havde en præcis løbetid på 20 år eller at lånet bestod af et bestemt antal ydelser (40 eller 41). Klageren har aldrig modtaget nogen tilkendegivelse eller andet fra indklagede, der bekræfter hans nu hævdede forudsætning om en præcis løbetid på 20 år. De tilkendegivelser han eventuelt måtte have modtaget fra sælger er principelt indklagede uvedkommende, idet det bestrides, at klageren - reelt - har fået en sådan tilkendegivelse, og at de fremlagte dokumenter fra ejendomshandelen kan fortolkes således. Indklagede har ikke begået fejl, og klageren har ikke lidt noget tab. Indklagede har herved henvist til Østre Landsrets dom af 6. december 1993 (12. afd. a. s. nr. 13-0702-92). Klageren har ikke ved lånets etablering eller senere tilkendegivet særlige forudsætninger om løbetiden overfor indklagede. På tidspunktet for lånets etablering var det en typeforudsætning hos indklagedes kunder at få så lang en løbetid som muligt. Indklagedes tilkendegivelser omkring løbetiden skal derfor opfattes som en begrænsning af dette typemæssige kundeønske. Klausulen indeholdt i pantebrevet indebærer, at annuitetsydelsen - udtrykt som procent - skal ændres svarende til renteændringen. Dette indebærer, at rentefald og - stigninger i sig selv medfører henholdsvis forlængelse og forkortelse af løbetiden. Hertil kommer, at en ydelsesændring ved en bestemt termin kun tager hensyn til renteforholdene fra ændringstidspunktet indtil terminen, hvilket påvirker løbetiden. En nedsættelse af ydelsen vil indebære, at den (højere) rente, der er opsummeret i perioden fra den forudgående termin til rentereguleringstidspunktet, ikke er indkalkuleret i ydelsen. Herved forlænges løbetiden. Indklagede har ikke udvist fejl i forbindelse med reguleringen af lånets ydelser. Afvigelsen i løbetiden kan formentlig i hovedsagen henføres til den beskrevne procedure ved renteændring. Hertil kommer, at der, formentlig efter aftale med klageren, ikke er betalt afdrag på lånet i december 1976 og i juni 1977, ligesom den oprindelige ydelse i nogle perioder er fastholdt, selv om renteniveauet steg. Skulle lånet have haft en løbetid på 20 år burde ydelsen være tilpasset det aktuelle renteniveau. At dette ikke er sket, skyldes ikke systemmæssige forhold, og det er heller ikke sandsynligt, at der er tale om en fejl i forbindelse med den systemmæssige indkodning af lånet. Det kan ikke udelukkes, at ydelsen bevidst er fastholdt efter aftale med klageren.
Det er således uafklaret, hvad årsagen var til, at lånet fik en længere løbetid end forudset ved beregningen i juli 1976. Klagerens krav om kvittering af restgælden er ikke hjemlet i dansk ret. Klageren vil højst kunne påberåbe sig et kontraktsretligt erstatningsansvar overfor indklagede, men klageren har ikke påvist et ansvarsgrundlag eller at have lidt et tab. Indklagede har subsidiært gjort gældende, at klageren i hvert fald i december 1989 burde have indset, at lånet ikke kunne forventes afviklet i 1996, idet den årlige ydelse på det tidspunkt kun kunne dække selve restgælden uden tilskrivning af renter.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen og Birthe Larsen - udtaler:
Bestemmelsen i pantebrevet om, at ydelsen ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres tilsvarende, må efter en naturlig sproglig forståelse fortolkes således, at indklagede ikke alene har forbeholdt sig en ret, men tillige påtaget sig en forpligtelse over for klageren til at regulere ydelsen i takt med renteændringer, således at den løbetid, som lånet ville have ved en uændret rentesats (i det foreliggende tilfælde 20 år, jf. indklagedes beregning heraf), i hvert fald i det væsentlige fastholdes. Ud fra sammenhængen mellem de citerede afsnit i slutseddel og skøde og den skete låneoptagelse findes det endvidere sandsynliggjort, at klageren har haft denne opfattelse af meningen med klausulen. Det må antages at have været muligt for indklagede at tilrettelægge sin reguleringsprocedure i overensstemmelse med den således aftalte løbetid. Indklagedes beregning viser, at løbetiden er blevet forlænget med mere end 6 år. Det må herefter lægges til grund, at indklagede har begået fejl ved ikke at have reguleret lånets ydelse i overensstemmelse med det foran anførte.
Vi skønner dog, at klageren senest ved modtagelsen af betalingsoversigten vedrørende ydelsen pr. 11. juni 1991 burde have indset, at de opkrævede ydelser var utilstrækkelige, hvis den forudsatte løbetid skulle fastholdes. Det bemærkes herved, at det af den nævnte betalingsoversigt fremgår, at restgælden var ca. 114.000 kr., således at den halvårlige ydelse på 9.668 kr. ikke ville være tilstrækkelig til at afvikle restgælden i løbet af de sidste 11 terminer, selv om lånet havde været rentefrit. Vi finder herefter, at klagerens krav delvis bør tages til følge, således at lånets restgæld pr. 11. juni 1991 skal nedsættes til 67.752 kr., hvilket svarer til restgælden på dette tidspunkt, såfremt den halvårlige ydelse og renten fra lånets stiftelsestidspunkt uændret havde været henholdsvis 9.246 kr. og 12,25% p.a.
2 medlemmer - Allan Pedersen og Peter Stig Hansen - udtaler:
Vi finder ikke, at klageren har lidt noget tab ved, at der er sket en langsommere afvikling af gælden end det oprindelig evt. måtte være forudsat, og vi stemmer allerede af den grund for ikke at tage klagen til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf