Indsigelse mod ændring af rentevilkår for kredit i forbindelse med forhøjelse af kreditten, indsigelse mod opsigelse af kreditter, krav om erstatning for afvisning af frigivelse af ejerpantebrev mod tilbud om indbetaling af beløb svarende til pantebrevets hovedstol m.v.
| Sagsnummer: | 145 /2013 |
| Dato: | 02-10-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Finn Borgquist, Troels Hauer Holmberg og Kjeld Gosvig Jensen |
| Klageemne: |
Kassekredit - øvrige spørgsmål
Kassekredit - opsigelse Ejerpantebrev - frigivelse af håndpantsætning |
| Ledetekst: | Indsigelse mod ændring af rentevilkår for kredit i forbindelse med forhøjelse af kreditten, indsigelse mod opsigelse af kreditter, krav om erstatning for afvisning af frigivelse af ejerpantebrev mod tilbud om indbetaling af beløb svarende til pantebrevets hovedstol m.v. |
| Indklagede: | Alm. Brand Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod ændring af rentevilkår for kredit i forbindelse med forhøjelse af kreditten, indsigelse mod opsigelse af kreditter, krav om erstatning for afvisning af frigivelse af ejerpantebrev mod tilbud om indbetaling af beløb svarende til pantebrevets hovedstol m.v.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Alm. Brand Bank, hvor han i maj 2000 fik en boligkredit på 1 mio. kr. Klageren har fremlagt en ikke underskrevet kreditkontrakt fra år 2000, vedrørende en kredit på 1 mio. kr. med en variabel rente på for tiden 5,75 % p.a., der skulle beregnes ”efter bankens til enhver tid gældende satser og vilkår for lån/kreditter af denne art”, og som skulle henstå uden nedbringelse frem til den 2. maj 2005.
Den 21. juni 2005 underskrev klageren en kontrakt vedrørende en boligkredit, kontonummer (-423) i banken på 1 mio. kr. (herefter ”Boligkredit 1”) med en variabel rente svarende til Cibor 3 måneder med et såkaldt ”specifikt tillæg”. Renten udgjorde for tiden 3,68 % p.a. Kreditten skulle henstå uden nedbringelse frem til den 1. maj 2010. Klageren og hans daværende samlever, S, stillede sikkerhed for kreditten i et ejerpantebrev på 1 mio. kr. i deres fælles ejendom, E1. Et af klageren ejet anpartsselskab, A, stillede endvidere sikkerhed for Boligkredit 1 i et ejerpantebrev på 500.000 kr. i en industriejendom, E2.
Den 5. juli 2010 underskrev klageren som debitor og pantsætter en ny kontrakt vedrørende Boligkredit 1, hvorefter kreditten blev forhøjet til 1.250.000 kr. Kontrakten indeholdt blandt andet følgende:
”Kreditten forrentes med en variabel rente, som for tiden udgør 4,1000 pct. p.a. … Den angivne sats er den for tiden gældende for Boligkredit af denne art og banken forbeholder sig ret til at ændre satsen i overensstemmelse med bankens almindelige betingelser for lån og kreditter. …
Underskrevne debitor og pantsætter(e) erklærer samtidig:
mso-list:l0 level1 lfo1">-at have gennemlæst og modtaget kopi af nærværende dokument, herunder forannævnte ”Almindelige forretningsbetingelser - forbrugere” …mso-list:l0 level1 lfo1">-at være bekendt med og være i besiddelse af bankens ”Almindelige forretningsbetingelser …”Kontrakten blev endvidere underskrevet af S og A som pantsættere. Af kontrakten fremgik, at banken fortsat havde sikkerhed for Boligkredit 1 i ejerpantebrevene i E1 og E2. Klageren har anført, at hans mangeårige rådgiver i banken, M1, tog initiativ til kreditforhøjelsen og indkaldte ham og S til at underskrive aftalen på et møde, men at M1 udeblev fra det aftalte møde. I stedet blev han mødt af en anden af bankens medarbejdere, M2, i bankens reception. Klageren har anført, at M2 anmodede ham om straks at underskrive dokumentet, og at M2 på S’s forespørgsel bekræftede, at vilkårene for kreditten var uændrede, hvorefter klageren og S underskrev dokumentet uden at få lejlighed til at læse dette. Banken har bestridt dette og har anført, at det må lægges til grund, at banken fulgte sin normale procedure, hvorefter banken inden underskrivelse af et dokument gennemgår dette med kunden og redegør for de eventuelle ændringer.
Af bankens ”Almindelige forretningsbetingelser”, der var gældende den 5. juli 2010, fremgik blandt andet følgende:
”… Banken kan nedsætte den variable rentesats på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med én måneds varsel, hvis …
c. banken ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau. Forretningsmæssige grunde kan bl.a. være at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af bankens ressourcer eller kapacitet, eller at øge indtjeningen.
Du får oplysning om ændring af variable rentesatser ved brev, ved annoncering i dagspressen, eller når banken udsender det første kontoudtog efter annoncering. …
Opsigelse
Banken og du kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel. Udlånsaftaler (kreditaftaler) kan dog kun opsiges af banken med et varsel på 3 måneder, medmindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund. Hvis banken opsiger udlånsaftalen, har du krav på en begrundelse. …
Særlige bestemmelser for kreditter i Alm. Brand Bank
I følgende særlige situationer er banken berettiget til at opsige kreditten uden varsel og forlange hele gælden betalt straks:
… hvis du overskrider kreditrammen uden bankens tilladelse, og du ikke har betalt 8 dage efter, at banken har sendt rykkerbrev til dig …”
Renten på Boligkredit 1 blev forhøjet flere gange. Af en af banken fremlagt oversigt fremgår, at renten på kreditten udgjorde 4,1 % p.a. frem til den 13. juni 2011, 4,5 % p.a. frem til den 10. august 2011, 5 % p.a. frem til den 10. november 2011, 5,5 % p.a. frem til den 16. februar 2012 og 6 % p.a. fra den 17. februar 2012. Banken har oplyst, at renten pr. 13. januar 2013 fortsat udgjorde 6 % p.a. I sagen er fremlagt meddelelser fra banken om renteændringer af 9. maj 2011 (ændring fra 4,1 % p.a. til 4,5 % p.a. pr. den 14. juni 2011), af 11. juli 2011 (ændring til 5 % p.a. pr. den 11. august 2011), udateret meddelelse om ændring til 5,5 % fra den 11. november 2011 og meddelelse af 17. januar 2012 (ændring til 6 % p.a. fra den 17. februar 2012). Ændringerne var i meddelelserne alle begrundet i ”forretningsmæssige grunde”. I sagen er endvidere fremlagt meddelelse af 1. juli 2010 vedrørende bankens ændring af rentesatser pr. 1. oktober 2010. Banken har oplyst, at renten på Boligkredit 1 ikke blev ændret i medfør af denne meddelelse, men at renten udgjorde 4,1 % p.a. frem til og med den 13. juni 2011.
Klageren havde endvidere en kassekredit i banken, kontonummer -182 (herefter ”kassekreditten”), med et kreditmaksimum på 950.000 kr. Kassekreditten var gældende frem til den 1. juni 2012, hvor der skulle ske genforhandling. Derudover havde klageren en yderligere boligkredit i banken, kontonummer -878 (herefter ”Boligkredit 2”) med et kreditmaksimum på 4 mio. kr., der var gældende frem til september 2029. Til sikkerhed for Boligkredit 2 og kassekreditten havde banken efter det oplyste pant i henholdsvis en tredje ejendom E3 tilhørende klageren og i klagerens båd. Efter det oplyste var ejerpantebrevet i E1 tillige stillet til sikkerhed for Boligkredit 2. Boligkredit 2 og kassekreditten blev efter det oplyste begge forrentet med en rente relateret til Cibor med et tillæg. Medio marts 2012 udgjorde rentesatserne 1,74 % p.a. på Boligkredit 2 og 1,975 % p.a. på kassekreditten. For kreditterne var bankens ”Almindelige forretningsbetingelser” efter det oplyste gældende.
I et brev til banken af 28. december 2011 rejste S indsigelse mod forhøjelsen af Boligkredit 1 i 2010 og mod ændring af rentevilkårene for Boligkredit 1. S anførte blandt andet, at kreditforhøjelsen var sket på bankens initiativ, og at hun og klageren på bankens foranledning underskrev kreditkontrakten i bankens reception uden at få lejlighed til at gennemlæse kontrakten, og uden at banken oplyste om den ændrede rentebestemmelse. I e-mail af 3. januar 2012 afviste banken indsigelserne. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance, hvor klageren blandt andet anførte, at banken ikke havde været berettiget til at forhøje renten på Boligkredit 1, og at de opkrævede renter på Boligkredit 1 var årsag til, at han senere kom i misligholdelse med sit engagement.
I sagen er fremlagt korrespondance frem til november 2014 mellem klageren og banken vedrørende parternes forgæves forsøg på at finde en samlet løsning på klagerens engagement i banken samt en løsning vedrørende Boligkredit 1.
Ved e-mail af marts 2012 sendte banken diverse kontrakter til klageren.
Klageren har oplyst, at han på et møde den 3. oktober 2012 tilbød banken at indbetale 1 mio. kr. på Boligkredit 1 mod nedskrivning af Boligkredit 1 med 1 mio. kr. og frigivelse af ejerpantebrevet i E1, når han havde solgt sin ideelle anpart i E1. I e-mail af 28. november 2012 anførte klageren blandt andet:
”… [S] foreslår at overtage [E1] og indfri ejerpantebrevet med kr. 1.000.000 til banken – hvis de andre forhold som skitseret bliver en realitet. ”
I brev af 10. januar 2013 meddelte banken, at klagerens tre kreditter var i overtræk, og at banken forbeholdt sig at opsige klagerens engagement, hvis parterne ikke kunne finde en samlet løsning.
Den 17. marts 2013 meddelte klageren, at købesummen på 1 mio. kr. for S’s køb af hans andel af E1 ville blive deponeret i et andet pengeinstitut, P til frigivelse, når skødet var lyst anmærkningsfrit mod bankens frigivelse af ejerpantebrevet i E1.
Ved et brev af 22. marts 2013 til klageren opsagde banken klagerens engagement i sin helhed til indfrielse inden tre måneder. Banken henviste til, at boligkreditterne var i overtræk. Banken har den 18. februar 2015 oplyst, at Boligkredit 1 fortsat er opsagt, at opsigelsen af Boligkredit 2 er trukket tilbage, blandt andet fordi klageren efterfølgende inddækkede overtrækket, og at kassekreditten er overdraget til inkasso men at inkassosagen er sat i bero og afventer Ankenævnets afgørelse.
Den 8. april 2013 meddelte klageren blandt andet, at salget af hans andel af E1 til S var sat i gang, og at S ville indfri pantebrevet med 1 mio. kr. til delvis dækning af Boligkredit 1 mod at få frigivet pantebrevet. I brevet forholdt klageren sig endvidere til en række andre punkter vedrørende sit engagement i banken og de stillede sikkerheder. I et brev af 23. april 2013 anmodede banken klageren om at sende en kopi af overdragelsesdokumentet, så banken som ufyldestgjort panthaver kunne tage stilling til overdragelsen. Banken gjorde samtidig opmærksom på, at ejerpantebrevet i E1 lå til sikkerhed for både Boligkredit 1 og Boligkredit 2. Af brevet fremgik endvidere, at Boligkredit 1 fortsat var i overtræk, og at banken fastholdt opsigelsen vedrørende kassekreditten og Boligkredit 1. Endvidere anførte banken, at den som betingelse for at stille yderligere likviditet til rådighed for klageren krævede en ændring af sikkerhedsstillelsen, så de pantsatte effekter blev lagt til sikkerhed for ethvert mellemværende mellem banken og klageren.
Klageren har anført, at han den 21. maj 2013 tilbød banken at indbetale 1 mio. kr. på Boligkredit 1 mod at få frigivet pantebrevet.
I brev af 5. juli 2013 erkendte banken, at ejerpantebrevet i E1 skulle frigives ved bankens modtagelse af 1 mio. kr., dog således at klageren fortsat hæftede for det resterende beløb på Boligkredit 1. Banken meddelte endvidere, at kassekredittens overtræk var inddækket, men at banken forbeholdt sig at sende kassekreditten, som var udløbet den 1. juni 2012, til inkasso, da der ikke var enighed mellem parterne om vilkårene for forlængelse af kreditten, herunder vedrørende sikkerhedsstillelsen. Banken meddelte derudover, at Boligkredit 1 fortsat var i overtræk, at banken forbeholdt sig at opsige Boligkredit 1 til fuld indfrielse.
I brev af 21. juli 2013 meddelte klageren, at Boligkredit 1 ville blive indfriet fuldt ud mod bankens frigivelse af begge ejerpantebreve i E1 og E2. Den 30. juli 2013 meddelte banken, at Boligkredit 1 kunne indfries ved betaling af 1.301.501,60 kr. senest den 15. august 2013, men at banken skulle modtage en betaling på i alt 1,5 mio. kr., hvis banken skulle frigive begge ejerpantebrevene. Banken meddelte endvidere, at den ikke ønskede at fortsætte kassekreditten på uændrede vilkår, blandt andet under hensyn til usikkerheden om værdien af den pantsatte båd.
I et brev af 31. juli 2013 meddelte klageren, at Boligkredit 1 ville blive nedbragt med 1 mio. kr. mod bankens udlevering af ejerpantebrevet i E1. Den 2. august 2013 meddelte banken, at beløbet på 1 mio. kr. ville blive brugt til at nedbringe såvel Boligkredit 1 som Boligkredit 2, da ejerpantebrevet lå til sikkerhed for begge kreditter. Den 3. august 2013 fastholdt klageren, at beløbet på 1 mio. kr. alene skulle anvendes til nedbringelse af Boligkredit 1, og at ejerpantebrevet i E1 skulle udleveres efter indbetalingen. Den 13. august 2013 meddelte banken, at en frigivelse af ejerpantebrevet i E1 mod en indbetaling på 1 mio. kr. alene til nedbringelse af Boligkredit 1 var betinget af en nedskrivning af Boligkredit 1 til 250.000 kr., og at ejerpantebrevet på 500.000 kr. i E2 skulle ændres til at ligge til sikkerhed for ethvert mellemværende med banken. Alternativt kunne klageren indbetale 1,5 mio. kr., hvorefter begge ejerpantebreve ville blive frigivet.
I e-mail af 1. oktober 2013 meddelte klageren, at S ville indbetale 1 mio. kr. til nedbringelse af Boligkredit 1 alene, mod bankens udlevering af ejerpantebrevet på 1 mio. kr. i E1. I sagen er fremlagt en e-mail af 20. november 2013 fra P til klageren, hvoraf fremgår, at banken havde meddelt P, at frigivelse af ejerpantebrevet kunne ske i henhold bankens mail af 13. august 2013. I e-mail til banken af 22. december 2013 rejste klageren indsigelse mod bankens vilkår for frigivelse ejerpantebrevet og fremsatte krav om en erstatning på 4,38 % p.a. af 1 mio. kr. fra den 3. oktober 2011.
Den 29. januar 2014 sendte banken ”oplæg til forlig og samlet løsning”. Parterne kunne imidlertid ikke nå til enighed om en forligsmæssig løsning.
Klageren har endvidere fremsat krav om erstatning for tab i forbindelse med hans salg af to garager. Klageren har anført, at salget var nødvendiggjort af bankens renteforhøjelser på Boligkredit 1.
Klageren har fremlagt en opgørelse af de opkrævede renter på Boligkredit 1 og beregnede renter på Boligkredit 1 ved en rentesats baseret på Cibor.
Den 9. januar 2015 indbetalte klageren 500.000 kr. til banken. I et brev af samme dato til klageren bekræftede banken, at beløbet var indsat på Boligkredit 1, der samtidig var nedskrevet til 750.000 kr., og at ejerpantebrevet på 500.000 kr. i E2 ville blive frigivet.
Parternes påstande
Den 30. april 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Bank skal anerkende, at rentesatsen for Boligkredit 1 skal udgøre Cibor3 med tillæg af 1 %, subsidiært med tillæg 1,5 %, at den for meget opkrævede rente på Boligkredit 1 skal tilbageføres, og at banken skal dække en eventuel forhøjelse af renter og øgede gebyrer ved flytning af hans engagement til andet pengeinstitut, hvis banken fastholder opsigelserne. Banken skal godtgøre ham tabet ved bankens manglende accept af tilbuddet om indbetaling af 1 mio. kr. på Boligkredit 1 samt erstatte ham tabet ved hans salg af garagerne. Banken skal endvidere anerkende, at opsigelserne af kreditterne var uberettigede.
Alm. Brand Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han ikke er bundet af kreditkontrakten af juli 2010. Aftalen er ugyldig. Banken ændrede rentevilkårene uden at informere ham. Renten på Boligkredit 1 havde altid tidligere været baseret på Cibor 3, ligesom hans øvrige kreditter i banken. Hans rådgiver i banken gennem 16 år, M1, kontaktede ham telefonisk og tilbød uopfordret en forhøjelse af Boligkredit 1. Banken brugte tilsyneladende kreditforhøjelsen som lokkemad. Han havde ikke brug for en kreditforhøjelse.
Han fik ikke som tidligere sendt kontrakten til underskrift. Dette tyder på, at M1 bevidst ville undgå, at han gennemlæste kontrakten. M1 sagde ”kom forbi til en kop kaffe, så kan I underskrive”. M1 udeblev fra det aftalte møde og sendte i stedet M2 ned i bankens reception. S spurgte, om vilkårene var uændrede. M2 bekræftede dette. Han antog derfor, at den angivne rentesats i kontrakten på 4,1 % var Cibor med det sædvanlige boligkredittillæg. M2 sagde ”I skal blot underskrive der” og pegede på kontraktens underskrift rubrikker. De underskrev herefter kontrakten uden at gennemlæse den.
Han modtog ikke en kopi af aftalen i forbindelse med underskrivelsen. M2 oplyste, at han først ville sende en kopi af aftalen, når denne var underskrevet af M1. Han modtog først en kopi af aftalen med bankens almindelige forretningsbetingelser den 2. marts 2012, hvilket var 19 måneder og 27 dage efter underskrivelse af aftalen. Aftalen var fortsat ikke underskrevet af M1, men var alene påtegnet af ét vitterlighedsvidne.
Banken har efterfølgende forhøjet renten gang på gang. Renten er mere end fordoblet, selvom både Cibor og Nationalbankens rente er faldet. Da han blev opmærksom på de uretmæssige rentestigninger, udbad han sig et møde med M1, der afviste at ændre renten med henvisning til, at banken betalte en høj rente på sit lån hos staten. Boligkredit 1 var med sikkerhed indenfor 40 % af pantets værdi og burde derfor have været forrentet med Cibor 3 og et tillæg på 1 % p.a.
Af samtlige varslingsbreve, som han modtog fra banken, fremgik, at rentestigningerne ikke vedrørte konti, der fulgte markedsrenten. De varslede rentestigninger angik således ikke Boligkredit 1.
Banken var ikke berettiget til at opsige kreditterne. Overtrækket skyldtes alene de uberettigede renter, som banken opkrævede på Boligkredit 1. Han betalte sine kreditter til og med december 2012.
Banken glemte at indkalde til genforhandling af kassekreditten. Banken havde altid tidligere indkaldt ham til genforhandlinger.
S tilbød at købe hans anpart af E1 for 1 mio. kr. kontant. Beløbet stod til disposition i P til nedbringelse af Boligkredit 1. Banken krævede uberettiget, at beløbet skulle anvendes til nedbringelse af Boligkredit 2 og modsatte sig at frigive ejerpantebrevet som ønsket af ham. På et møde den 3. oktober 2012 tilbød han banken at indbetale 1 mio. kr. mod nedskrivning af Boligkredit 1 med 1 mio. kr. og frigivelse af ejerpantebrevet i E1., når han havde solgt sin ideelle anpart i E1. Han gentog tilbuddet den 28. november 2012, den 17. marts 2013, den 8. og 9. april 2013 og den 21. maj 2013. Den 30. juli 2013 fremsatte banken krav om en indbetaling 1,5 mio. kr. Den 31. juli 2013 fastholdt han, at banken skulle frigive ejerpantebrevet mod hans indbetaling på 1 mio. kr., til nedbringelse af Boligkredit 1. Den 2. august 2013 meddelte banken, at indbetalingen skulle anvendes til nedbringelse af begge boligkreditter. Den 3. august 2013 og den 22. december 2013 fastholdt han, at indbetalingen alene skulle anvendes til nedbringelse af Boligkredit 1. Den 13. august 2013 meddelte banken, at pantsætningen skulle ændres. S kunne ikke tiltræde dette. Banken bør betale ham en godtgørelse svarende til renten af 1 mio. kr. fra hans første skriftlige tilbud.
Han var nødsaget til at sælge to af sine garager med tab for at undgå overtræk på sine konti som følge af bankens uberettigede renter. Banken bør erstatte ham tabet ved salget.
Bankens forskellige forligstilbud var et forsøg på bondefangeri. Banken forlangte pludselig den 28. marts 2014 uigenkaldelige salgsfuldmagter og truede løbende med at opsige kreditterne.
Han gjorde opmærksom på, at beløbet på 500.000 kr., der blev indbetalt den 9. januar 2015, skulle fordeles med 250.000 kr. til Boligkredit 1 og 250.000 kr. til kassekreditten, men banken har ikke fordelt indbetalingen.
Alm. Brand Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at kreditkontrakten af juli 2010 er gyldig. Det forhold, at klageren valgte at underskrive kreditkontrakten uden gennemlæsning og blot gik ud fra, at renten fortsat var relateret til Cibor uden at søge dette forhold nærmere afklaret, enten forud for underskriften af aftalen eller umiddelbart herefter, kan ikke lægges banken til last. Banken har ikke tilsidesat en oplysnings- eller rådgivningsforpligtelse. Det må lægges til grund, at banken også i denne sag fulgte sin faste, normale procedure, hvorefter banken inden kundens underskrivelse af et dokument gennemgår dokumentet sammen med kunden og redegør for de eventuelle ændringer samt udleverer en kopi af dokumentet sammen med bankens almindelige forretningsbetingelser. Dokumenter vedrørende tidligere forhøjelser eller andre ændringer i klagerens engagement blev ikke sendt til forudgående godkendelse inden underskrift, men blev fremsendt med henblik på returnering i underskrevet stand.
Hvis klageren umiddelbart efter underskrivelsen havde gennemlæst kontrakten og konstateret, at rentevilkårene var ændrede, kunne klageren have gjort brug af sin fortrydelsesret, jf. kreditaftalelovens § 19, hvorefter klageren havde mulighed for at fortryde aftalen inden 14 dage efter modtagelsen af aftalevilkårene. Klageren har gjort gældende, at han først modtog de nødvendige oplysninger til udnyttelse af fortrydelsesretten 19 måneder og 27 dage efter underskrivelse af aftalen. Dette afvises. Det må efter det foreliggende og bankens normale procedurer vedrørende underskrivelse af dokumenter lægges til grund, at klageren ved underskriften den 5. juli 2010 fik udleveret en kopi af aftalen, og der i 2012 alene blev sendt en kopi til klageren. Klageren havde også sit øvrige engagement hos banken. Det er på baggrund heraf ikke sandsynligt, at klageren ikke tidligere havde modtaget bankens almindelige forretningsbetingelser. Klageren undlod endvidere at gøre fortrydelsesretten gældende de 19 måneder og 27 dage efter underskrivelse af aftalen, hvorfor aftalen også af denne grund må stå ved magt. Det forhold, at aftalen alene er påtegnet af et vitterlighedsvidne, er uden betydning for gyldigheden.
Klagerens påstand om, at forhøjelsen af Boligkredit 1 skete på bankens initiativ er udokumenteret og er i øvrigt sagen uvedkommende. Der er ikke grundlag for at antage, at klageren ikke ønskede kreditforhøjelsen. Det må antages, at kreditforhøjelsen blev drøftet, da Boligkredit 1 skulle genforhandles i maj 2010. Klageren underskrev aftalen og accepterede derved kreditforhøjelsen og aftalens øvrige vilkår. Banken har således været berettiget til at opkræve renter i overensstemmelse med kreditkontrakten fra 2010, hvorefter renten igen blev ændret til at følge den til enhver tid gældende rentesats for boligkreditter af denne art. I årene fra 2000 til 2005 var renten på klagerens kredit heller ikke relateret til Cibor, hvilket fremgår af den af klageren fremlagte kontrakt fra 2000.
Klageren modtog meddelelser om renteforhøjelser, både i form af bankens generelle meddelelser og i form af bankens særskilte meddelelser, der blev sendt elektronisk til klageren via netbank, som klageren havde adgang til og altid havde benyttet sig af. De fremlagte meddelelser fandt anvendelse på klagerens kredit, der ikke var baseret på markedsrente. Klagerens renteberegning bestrides.
Banken var berettiget til at opsige kreditterne, som var misligholdt ved gentagne overtræk. Kreditterne kunne ifølge bankens ”Almindelige forretningsbetingelser” opsiges med tre måneders varsel med en saglig begrundelse, og uden varsel i tilfælde af misligholdelse. Kassekreditten udløb endvidere den 1. juni 2012. En genforhandling blev forsøgt, men det lykkedes ikke at nå til en tilfredsstillende løsning med henblik på en videreførelse af kreditten. Banken ønskede ikke at fortsætte kassekreditten på uændrede vilkår, blandt andet under hensyn til usikkerheden om værdien af sikkerhedsstillelsen.
Banken og klageren har løbende drøftet mulighederne for at finde en samlet løsning af klagerens mellemværende med banken. Som led heri stillede banken krav om uigenkaldelige salgsfuldmagter, hvilket klageren ikke kunne tiltræde. Banken og klageren har endvidere søgt at finde en forligsmæssig løsning vedrørende Boligkredit 1. Uigenkaldelige salgsfuldmagter var ikke i sig selv et krav fra bankens side vedrørende en forligsmæssig løsning vedrørende Boligkredit 1 alene.
Klageren stillede vilkår for frigivelse af ejerpantebreve, der lå til sikkerhed for en del af hans øvrige engagement, hvorfor banken stillede vilkår for frigivelse af sikkerhederne. Banken har ikke stillet krav om at kreditterne skulle lægges sammen, men har ønsket, at de stillede sikkerheder fremover skulle dække ethvert mellemværende mellem klageren og banken. Klageren kunne ikke tiltræde vilkårene, hvorfor en løsning ikke var mulig.
Klagerens frivillige salg af garagerne er banken uvedkommende. Banken har ikke haft sikkerhed i og har ikke foretaget retsforfølgning i garagerne. Klageren har i øvrigt ikke dokumenteret et tab ved salget af garagerne.
Indbetalingen på 500.000 kr. den 9. januar 2015 skete til indsættelse på og nedbringelse af Boligkredit 1, da der skete en samtidig frigivelse af ejerpantebrevet på 500.000 kr. i E2.
Alm. Brand Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens synspunkter i vid udstrækning er baseret på samtaler og møder med M1 og M2. En stillingtagen til sagen kræver dermed en vidneførsel, der ikke kan finde sted i Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Alm. Brand Bank. Den 21. juni 2005 underskrev klageren en kontrakt vedrørende en boligkredit på 1 mio. kr. med en variabel rente svarende til Cibor 3 måneder med et såkaldt ”specifikt tillæg”. Kreditten udløb den 1. maj 2010.
Den 5. juli 2010 underskrev klageren en ny kontrakt vedrørende en boligkredit (Boligkredit 1), hvorefter kreditten blev forhøjet til 1,25 mio. kr., og hvorefter renten var variabel, for tiden 4,1 % p.a., hvilket ifølge kontrakten var den for tiden gældende for bankens boligkreditter af denne art.
Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at ændre rentevilkårene som betingelse for at forlænge Boligkredit 1 ved dennes udløb i maj 2010. Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at der foreligger omstændigheder, der kan føre til, at han ikke er bundet af aftalen af 5. juli 2010. Banken var således berettiget til at opkræve renter af Boligkredit 1 i henhold til aftalen af 5. juli 2010. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte de i sagen oplyste rentesatser for Boligkredit 1 som urimelige.
Klageren havde endvidere en anden boligkredit, Boligkredit 2 og en kassekredit i banken. Kassekreditten var efter det oplyste udløbet uden fornyelse i juni 2012. Den 22. marts 2013 opsagde banken klagerens engagement i sin helhed til indfrielse inden tre måneder med henvisning til, at boligkreditterne var i overtræk. Banken trak efterfølgende opsigelsen af Boligkredit 2 tilbage. Ankenævnet finder ikke, at banken var forpligtet til at forlænge kassekreditten, der var udløbet i 2012. Ankenævnet finder endvidere, at banken var berettiget at opsige Boligkredit 1, der var i overtræk.
Ejerpantebrevet på 1 mio. kr. i klagerens og S’s fælles ejendom, E1 var efter det oplyste stillet til sikkerhed for såvel Boligkredit 1 som Boligkredit 2. Ankenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at banken var berettiget til at stille krav om, at den tilbudte indbetaling på 1 mio. kr. skulle anvendes til nedbringelse af begge kreditter som betingelse for frigivelse af pantebrevet.
Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan begrunde et erstatningsansvar for banken i sagen.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.