Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Banks nægtelse af at nytegne aktier med henvisning til 20%-reglen.

Sagsnummer: 500 /2009
Dato: 19-01-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen og Jørn Ravn
Klageemne: Kapitalpensionskonti - 20%-reglen
Ledetekst: Banks nægtelse af at nytegne aktier med henvisning til 20%-reglen.
Indklagede: Djurslands Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens adgang til nytegning af aktier i et selskab, hvis aktier klageren havde i sit pensionsdepot.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Djurslands Bank, hvor klageren har en kapitalpension samt en selvpensioneringskonto med tilknyttede depoter. Klageren havde medio marts 2009 3.500 aktier i SAS AB i sit kapitalpensionsdepot.

Den 19. marts 2009 fremsendte Djurslands Bank en meddelelse til klageren om en aktieudvidelse i SAS AB med oplysning om, at klageren havde mulighed for at tegne 49.000 nye aktier.

Banken har oplyst, at tegning af de nye SAS aktier skete i forholdet 1:14 og med en foreløbig anslået tegningskurs på ca. 1,76.

Den 27. marts 2009 underskrev klageren en blanket om aktieudvidelsen. Ved afkrydsning angav klageren et ønske om at nytegne 49.000 aktier.

Banken har fremlagt en beregning af den samlede værdi af klagerens kapitalpension og selvpension ultimo marts 2009. Beregningen viser en samlet værdi på 364.312,92 kr. for kapitalpensionen og selvpensionen beregnet som kursværdien af depoternes indhold med tillæg af indestående på tilhørende kontantkonti.

Den 30. marts 2009 modtog Djurslands Bank klagerens udfyldte tegningsblanket.

Den 30. marts 2009 solgte Djurslands Bank 28.565 af klagerens SAS tegningsretter til kurs 0,17. Tegningsretterne kunne ifølge banken ikke udnyttes, idet værdien af klagerens beholdning af SAS aktier så ville komme i strid med reglen i § 12, stk. 14 i bekendtgørelse nr. 1464 af 13. december 2006 om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer mv., hvorefter værdien af værdipapirer udstedt af en enkelt emittent ikke må overstige 20 % af værdien af en kundes pensionsordning. Banken beregnede samtidig, at klageren kunne nytegne 20.435 nye aktier.

Den 31. marts 2009 blev banken opmærksom på, at der den foregående dag var solgt 15.950 SAS tegningsretter for meget, som derfor blev tilbagekøbt uden omkostninger for klageren. På opfordring fra banken solgte klageren samme dag sine 3.500 SAS aktier til kurs 2,75, med et afregningsbeløb på 9.596 kr.

Den 2. april 2009 blev den endelige tegningskurs for de nye SAS aktier fastlagt til 1,819233 kr. pr. aktie.

Den 3. april 2009 afregnede banken klagerens køb af 36.385 SAS aktier til kurs 1,819233 kr., svarende til en kursværdi på 66.192,79 kr.

Den 6. april 2009 rettede klageren henvendelse til banken og anførte, at hun havde ønsket at udnytte alle tegningsretter til køb af SAS aktier, hvilket banken havde ændret. Klageren henviste til, at en udnyttelse af tegningsretterne ikke kunne anses for en nytegning, men en investering for at holde depotet intakt samt for undgå et kurstab. Ved brev af 28. samme måned meddelte banken, at bankens handlemåde var i overensstemmelse med 20 % reglen i bekendtgørelsen.

I § 12, stk. 1, nr. 3, og stk. 14 i bekendtgørelse om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer mv. hedder det bl.a.:

"…

§ 12. Opsparingen i den enkelte ordning skal anbringes på en eller flere af følgende måder:

3)

I aktier, konvertible obligationer, erhvervsobligationer samt i tegningsretter knyttet til aktier, der allerede indgår i opsparingen.

Stk. 14. Anvendes midler i særskilte depoter til anbringelse i de i stk. 1, nr. 3, 6-7, 9 og 10 nævnte aktiver, må værdien af værdipapirer udstedt af en enkelt emittent ikke overstige 20 pct. af kundes opsparing i samme pengeinstitut placeret på kontantforrentede indlånskonti samt i særskilte depoter.

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 11. maj 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at hun ønsker "ret til udnyttelse af resterende 12.615 tegningsretter".

Djurslands Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at 20 % reglen ikke kan være gældende i den foreliggende situation, hvor der er tale om en vedligeholdelse af depotet og ikke nyanskaffelse af aktier.

Hun ønsker ret til at udnytte de resterende tegningsretter, da en eventuel overskridelse af 20 % loftet må sidestilles med en kursgevinst.

Tegningsindbydelsen nævnte intet om problemer vedrørende 20 % reglen og tog ikke nogen forbehold herom, hvilket må anses som udtryk for manglende rådgivning.

Det er en generel kendsgerning, at et selskab, der foretager en emission for at styrke kapitalgrundlaget, vil falde i værdi efter offentliggørelse af emissionsbetingelserne.

Djurslands Bank har anført, at bankens fortolkning af 20 % reglen er korrekt. Reglen skal overholdes på tegningstidspunktet.

Den samlede værdi af klagerens pensionsdepoter inden der skete handel med SAS aktier og tegningsretter var i alt 364.312,92 kr. 20 % heraf udgjorde 72.862,58 kr. På denne baggrund beregnede banken, at klageren kunne købe 36.385 nye aktier til en anslået nytegningskurs på 1,76, hvortil kommer værdien af et tilsvarende antal tegningsretter til 8.732,40 kr., svarende til i alt 72.770 kr.

Det bemærkes, at den børsnoterede værdi af klagerens aktier den 3. april 2009 udgjorde 90.398,53 kr.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at værdien af klagerens pensionsordninger i Djurslands Bank på tidspunktet for beregningen af, hvor mange aktier klageren kunne nytegne i SAS AB, var 364.312,92 kr.

Klageren kunne herefter på baggrund af bestemmelsen i § 12, stk. 14, jf. § 12, stk. 1, nr. 3 i bekendtgørelse nr. 1264 af 13. december 2006 højst anvende midler til at nytegne aktier således, at værdien af klagerens aktuelle beholdning af SAS aktier og værdien af nye aktier, samlet ikke oversteg 72.862,58 kr. Efter det oplyste udgjorde værdien af klagerens SAS aktier efter gennemførelsen af emissionen i SAS ikke under 72.862,58 kr.

Ankenævnet finder ikke, at det ved fortolkningen af bestemmelsen i § 12, stk. 14, kan tillægges betydning, at klagerens ejerandel i SAS AB i forbindelse med emissionens gennemførelse er blevet relativt mindre. Herefter, og da klageren ikke med pensionsmidler kunne tegne flere aktier i SAS end sket, tages klagerens påstand ikke til følge.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e:

Klagen tages ikke til følge.