Afgørelse

Indsigelse mod restgæld på lån, som i 1994 overgik til inkasso.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod opgørelsen af og hendes hæftelse for restgælden på et lån, som i 1994 overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder.

Den 29. oktober 1987 underskrev klageren og dennes daværende ægtefælle, M, en låneaftale med Privatbanken, nu Nordea Bank, om forhøjelse af et eksisterende privatlån med 35.000 kr. til 145.642,73 kr. Renten var variabel 15% p.a., og ydelsen var 2.700 kr. pr. måned.

I 1994 overgik lånet til inkasso.

Den 7. oktober 2002 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet vedrørende gælden. Der henvises til sagsfremstillingen i sag nr. 394/2002.

Den 3. juni 2003 traf Ankenævnet følgende afgørelse:

"Ifølge gældsbrevet af 29. oktober 1987 påtog klageren sig at hæfte som meddebitor for det samlede lån på 145.642,73 kr. Hertil kommer, at klageren ved sin underskrift af 15. februar 1998 på indklagedes skrivelse af 27. januar 1998 anerkendte at hæfte for lånets samlede restgæld. Klagerens anbringende om, at hun alene hæfter for en del af restgælden, kan herefter ikke tages til følge.

Hovedstolen ifølge gældsbrevet er alene omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er således ikke forældet.

Ved overgangen til inkasso var indklagede forpligtet til at standse den automatiske rentetilskrivning på lånet, jf. bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for pengeinstitutter § 43, stk. 7.

De efterfølgende indbetalinger på gælden er i overensstemmelse med aftalen fra 1998 anvendt til at nedbringe hovedstolen. Dette er baggrunden for, at der ikke af de fremsendte kontooversigter er fremgået noget rentebeløb, og at klageren ikke har kunnet opnå skattemæssigt fradrag for renter i forbindelse med sine indbetalinger.

Indklagede har under sagen oplyst, at rentekravet begrænses til renter af hovedstolen med den variable rentesats for almindelige privatlån i perioden fra 2. maj 1999.

Som følge af det anførte

Bestemmes:

Klagen tages ikke til følge."

Den 3. august 2009 indgav klageren en ny klage over Nordea Bank til Ankenævnet.

Banken har pr. den 13. august 2009 opgjort restgælden til 37.002,66 kr., svarende til en hovedstol på 15.431,48 kr. med tillæg af 5 års beregnede renter med variabel rentesats i intervallet 13 %-17 %, i alt 21.571,18 kr.

Parternes påstande.

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nordea Bank Danmark skal frafalde restgælden helt eller delvis.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at lånet blev stiftet i 1986 til M’s køb af en bil i 1986. Forhøjelsen på 35.000 kr. gik til betaling af termin. I 1989 blev de skilt. Hun har aldrig modtaget penge af M for salg af bil og hus.

M døde i 2004. I den forbindelse blev hans gæld afskrevet, hvilket også må gælde for hendes vedkommende.

Da der er gået mere end 20 år siden etableringen er lånet forældet.

Hun hæfter kun for forhøjelsen på 35.000 kr., som er afviklet ved hendes indbetalinger til banken, som i perioden 1. april 1998-1. juli 2009 udgjorde i alt 35.500 kr.

Hendes økonomiske forhold er vanskelige, idet hun alene modtager kontanthjælp og snart overgår til folkepension.

Banken har forsømt sin pligt til at sende en kontooversigt pr. kvartal med oplysning om renterne.

De af banken beregnede renter på 21.571 kr. kan ikke accepteres.

Nordea Bank Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens indsigelser mod sin hæftelse for gælden og gældens forældelse blev afgjort ved Ankenævnets afgørelse af 3. juni 2003 i sag nr. 394/2002.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klagen ikke bør tages til følge.

I forbindelse med lånets overgang til inkasso standsede den automatiske renteberegning. Samtidig stoppede den automatiske udsendelse af kontoudskrifter. Klagerens efterfølgende indbetalinger er blevet afskrevet på hovedstolen. Banken har derfor ikke foretaget renteindberetning til skattemyndighederne.

Den fremlagte kontoudskrift er udarbejdet alene med henblik på klagesagen og er ikke et udtryk for, at der er sket rentetilskrivning af de beregnede rentebeløb.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Den foreliggende klage handler om de samme forhold, som blev behandlet ved Ankenævnets afgørelse af 3. juni 2003 i sag nr. 394/2002. Der er ikke grundlag for at genoptage denne sag.

Klageren har ikke anført omstændigheder i forbindelse med afviklingen af gælden i perioden efter den 3. juni 2003, som kan medføre, at banken skal frafalde sit krav i henhold til lånet, hverken helt eller delvist.

Forud for ikrafttrædelsen af den nugældende forældelseslov den 1. januar 2008 var renter omfattet af den femårige forældelse efter forældelsesloven af 1908. Af overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 1, følger, at Nordea Bank ved opgørelser af sit krav mod klageren, som finder sted inden udgangen af 2010, fortsat kan gøre krav på renter af hovedstolen, der er forfalden inden for de seneste 5 år. Bankens opgørelse pr. den 13. august 2009 er i overensstemmelse hermed.

Ankenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte de anvendte variable rentesatser i intervallet 13 %-17 %.

Ankenævnet kan ikke på baggrund af klagerens økonomiske situation pålægge banken at eftergive gælden, hverken helt eller delvist.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår de spørgsmål, der blev afgjort ved Ankenævnets afgørelse af 3. juni 2003 i sag nr. 394/2002.

Klagen tages i øvrigt ikke til følge.