Overførsel af kapitalpension til ratepension, jf. pensionsbeskatningslovens § 41.
| Sagsnummer: | 578/1994 |
| Dato: | 23-08-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Ole Just, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - overførsel
Ratepension - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Overførsel af kapitalpension til ratepension, jf. pensionsbeskatningslovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren henvendte sig i efteråret 1992 til indklagede vedrørende sin kapitalpension. Henvendelsen skete på baggrund af, at klageren havde søgt førtidspension. Værdien af kapitalpensionen hos indklagede var ca. 940.000 kr. Ifølge klageren oplyste han indklagede om, at han ønskede 800.000 kr. overført til en nyoprettet ratepension, medens 170.000 kr. med fradrag af skat skulle udbetales kontant. Ifølge indklagede besluttede klageren primo januar 1993 at overføre hele kapitalpensionen til en ratepension.
Af sagen fremgår, at klageren har underskrevet en erklæring dateret 7. januar 1993, hvorefter indklagede anmodes om, at kapitalpensionen "overføres til en ratepension via pensionsbeskatningslovens § 41, hvorefter udbetaling vil blive indkomstbeskattet." Af "Aftale om ratepension" dateret 7. januar 1993 fremgår, at der for klageren er oprettet en ratepension, hvis udbetalinger påbegyndes 1. april 1999 med en udbetalingsperiode på 10 år. Aftalen, der er underskrevet af klageren, bærer en individuel udformet påtegning om, at den er oprettet som følge af overførsel af klagerens kapitalpension efter pensionsbeskatningslovens § 41, og at overførslen udgør 941.503,74 kr.
Ved skrivelse af 14. januar 1993 meddelte pensionsnævnet i Ballerup kommune, at der var bevilget klageren mellemste førtidspension. Den 21. januar 1993 overførte indklagede efter salg af kapitalpensiondepotets værdipapirer beløbet til ratepensionen.
Ifølge erklæring af 1. februar 1993 underskrevet af klageren anmodede denne om en deludbetaling fra ratepensionen på 170.000 kr. Indklagede afgiftsberigtigede herefter det udbetalte beløb efter pensionsbeskatningslovens § 29 og tilbageholdt jf. lovens § 48 70% af 170.000 kr., eller 119.000 kr., medens 51.000 kr. indsattes på klagerens konto hos indklagede. Ved skrivelse af samme dato fremsendte indklagede kopi af afgiftsberegningen til klageren. Blanketten vedrørende afgiftsberegningen er nederst påtrykt:
"Afgiftsberegningen kan inden 4 uger begæres efterprøvet, jf. § 39 i lovbekendtgørelse nr. 436 af 25. juni 1986 med senere ændringer".
Den 1. marts 1993 påbegyndtes udbetalingerne fra ratepensionen, jf. pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 1, nr. 5.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført principalt, at udbetalingen på 170.000 kr. ikke er hævet i utide, hvorfor indklagede ikke skulle have tilbageholdt 70% i skat men alene 25/40%. Han er påført tab som følge heraf på 51.000 kr. Klageren har nærmere begrundet dette med, at de fremlagte erklæringer af 7. januar 1993 ikke er rigtigt dateret, men dateret efterfølgende. Han kunne ikke den 7. januar 1993 underskrive aftalen om oprettelse af ratepensionen, idet han først efterfølgende vidste, at førtidspensionen var bevilget. Kontantudbetalingen fandt sted, før ratepensionen var trådt i kraft, hvorfor der også af denne grund ikke kan være tale om hævning af beløb i utide. Han protesterede over tilbageholdelsen af de 70%, men fik af indklagedes medarbejder oplyst, at det ikke ville have den store betydning, idet han i 1994 ville få modregnet differencen mellem 70 og 40%, eller 51.000 kr.
Subsidiært har klageren anført, at indklagede har ydet klageren mangelfuld og utilstrækkelig vejledning. Indklagede var bekendt med baggrunden for hans bevilling af førtidspension, nemlig hjerneskade, og at han ikke havde kendskab til skattelovgivningen. Af denne grund havde indklagede en skærpet pligt til at vejlede ham og burde ikke have indgået aftale med ham uden han havde en bisidder med. Han bestrider, at han skulle have oplyst at have planer om at flytte permanent til Spanien eller andet steds i udlandet. Han har muligt nævnt, han ville tage et par måneder til Spanien i løbet af foråret 1993, men at han skulle være hjemme igen i maj samme år til sin datters dimissionsfest. Han blev ikke vejledt om, at indklagede ville tilbageholde 70% ved udbetalingen af de 170.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren blev oplyst om konsekvenserne af at overføre kapitalpensionen til en ratepension, nemlig at udbetalingerne af ratepensionen ville være indkomstskattepligtige. Hertil oplyste klageren, at han havde planer om at flytte til Spanien, hvilket han mente ville medføre en lempeligere beskatning. Da denne begrundelse samt eventuelt andre grunde som ikke blev diskuteret kunne forklare klagerens ønske, gik man ikke ind i en yderligere diskussion heraf. Såvel ratepensionsaftalen som erklæringen af 7. januar 1993 er dateret hos indklagede i overværelse af klageren på de anførte datoer. Klageren anmodede først efter, at kapitalpensionen var overført til ratepensionen, om delvis udbetaling. I medfør af pensionsbeskatningslovens § 48, jf. § 29, var indklagede derfor forpligtet til at tilbageholde en foreløbig skat og afgift på 70%. Det tilbageholdte beløb behandles skattemæssigt på lige fod med andre betalte foreløbige skatter. Klagerens personlige indkomst for 1993 er forhøjet med udbetalingen på 170.000 kr., og klagerens tilbageholdte foreløbige skatter er tilsvarende forhøjet med de 119.000 kr., som indklagede tilbageholdt. Indklagede afviser, at man har pådraget sig erstatningspligt over for klageren i anledning af sagen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at indklagede skulle have forsynet erklæringen om, at kapitalpensionen skulle overføres til en ratepension, eller aftalen om ratepension, med urigtig datering. Allerede som følge heraf forkaster Ankenævnet klagerens anbringende om, at udbetalingen på 170.000 kr. ikke er sket i utide.
Det fremgår af aftalen om ratepension, at hele kapitalpensionskontoens indestående på ca. 940.000 kr. blev overført til den nyoprettede ratepensionsordning. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at klageren forinden skulle have anmodet om at 170.000 kr. af kapitalpensionen blev udbetalt forinden. Ankenævnet finder det herefter sandsynligt, at klageren først bestemte sig for at få de 170.000 kr. udbetalt efter, at kapitalpensionen var overført til ratepension. Det fremgår af erklæringen af 7. januar 1993 fra klageren om anmodning om overførsel af kapitalpension til ratepension, at udbetalingerne herefter vil blive indkomstbeskattet. Det findes herefter godtgjort, at indklagede har vejledt klageren herom.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.