Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fristen iagttaget.

Sagsnummer: 120/1993
Dato: 20-09-1993
Ankenævn: Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst: Fristen iagttaget.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med samlivsophævelse i 1986 mellem klageren og dennes samlever eller ægtefælle blev et fælles lån ydet af indklagedes Holbølls Plads afdeling, Aalborg opdelt i to separate lån på hver 50.000 kr., hvor parterne påtog sig gensidig selvskyldnerkaution. Den 10. september 1986 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist for samleverens lån, som skulle afvikles med 850 kr. månedligt. Ydelsen skulle hæves fra debitors budgetkonto sidste dag i måneden.

Debitor havde endvidere en privat kredit, hvorpå debitors løn indbetaltes, og hvorfra der hver 14. dag overførtes 3.700 kr. til debitors budgetkonto.

I oktober 1990 skiftede debitor pengeinstitut. Sidste lønoverførsel til debitors private kredit blev foretaget den 18. oktober 1990, og den 23. oktober 1990 hævede debitor 9.700 kr., hvorefter kontoens saldo var negativ med 3.185,97 kr. Ydelserne på kautionslånet pr. 31. oktober og 30. november 1990 blev fortsat debiteret debitors budgetkonto; ydelsen pr. 31. december 1990 debiteredes ligeledes budgetkontoen, men tilbageførtes den 7. januar 1991.

Ved skrivelse af 3. april 1991 rykkede afdelingen debitor for kautionslånets restance i alt opgjort til 3.680 kr. Ved skrivelse af 23. april 1991 til klageren opfordrede afdelingen klageren til at foranledige kautionslånets restance indbetalt.

Ved overførsler af 30. maj, 31. juli og 4. november 1991 fra debitors nye pengeinstitut til indklagede, overførtes i alt 4.500 kr. Af overførslerne fremgik, at beløbene skulle indsættes på debitors budgetkonto. Den 3. juli, 3. september samt 2. oktober 1991 overførtes endvidere maskinelt til debitors budgetkonto i alt 4.500 kr. Budgetkontoens saldo var herefter den 5. november 1991 3.725,32 (positiv).

Ved skrivelse af 29. november 1991 fra afdelingen til klageren oplystes, at kautionslånets restance udgjorde 9.770 kr.; samtidig oplystes, at afdelingen havde ført forhandlinger med debitor om lånets betaling. Forhandlingerne forventedes snart afsluttet, hvorefter afdelingen ville kontakte klageren påny.

Ved overførsler af 29. november 1991, 3. januar 1992 og 2. april 1992 fra debitors pengeinstitut til indklagede overførtes i alt 5.700 kr. Af overførselsbilagene fremgik, at beløbene skulle indsættes på debitors budgetkonto. Ved maskinelle overførsler af 3. februar, 5. marts, 30. april og 2. juni 1992 indbetaltes på debitors budgetkonto i alt 7.800 kr.

Ved skrivelse af 18. juni 1992 anmodede afdelingen klageren om at foranledige kautionslånets restance på i alt 14.220 kr. indbetalt. Efter at debitor havde henvendt sig til afdelingen, meddelte afdelingen ved skrivelse af 23. juli 1992 klageren, at der var indgået aftale om, at kautionslånet skulle forhøjes med restancen på 15.895 kr., som herefter skulle nedbringes med en månedlig ydelse på 600 kr. indtil 30. juni 1996, hvorefter den månedlige ydelse skulle forhøjes til 900 kr. Afdelingen ville underrette klageren, når debitor havde underskrevet de fornødne dokumenter.

Den 24. september 1992 underskrev debitor dokument om forhøjelse af kautionslånet med 18.049 kr. til 52.387,25 kr., som skulle afvikles med 1.200 kr. månedligt, første gang 30. september 1992. Ved skrivelse af 1. oktober 1992 til afdelingen meddelte klageren, at hun ikke ønskede at underskrive det nye gældsbrev, men alene et gældsbrev, hvor hun som enedebitor skulle afvikle en del af gælden. Alternativt tilbød klageren at betale 15.000 kr. til endelig afgørelse af mellemværendet. Indklagede afslog ved skrivelse af 6. oktober 1992 dette. Det er i skrivelse af 12. januar 1993 fra indklagede til klagerens advokat oplyst, at debitor siden oktober 1992 hver måned havde indbetalt 1.200 kr. på kautionslånet.

Efter ved sin advokat at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at klagerens kautionshæftelse er bortfaldet, subsidiært at kautionshæftelsen ikke kan overstige kautionslånets restgæld i oktober måned 1990.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at debitor den 23. oktober 1990, hvor debitor hævede sit indestående hos indklagede og overflyttede engagementet til andet pengeinstitut, misligholdt kautionslånet. Indklagede underrettede først klageren den 23. april 1991, hvorved indklagede har overskredet 6-månedersfristen i bank- og sparekasselovens § 41. Indklagedes forsøg på at få omlagt restancerne til en særlig tillægsaftale må tages som udtryk for, at indklagede var indforstået med, at en udvidelse af klagerens kautionshæftelse udover den kautionssikrede hovedstol krævede en særlig tillægsaftale. Hertil kommer, at debitor har forsøgt at få lov til at foretage direkte indbetalinger på kautionslånet, men at indklagede har afslået dette. Dette bekræftes af en af debitor den 11. februar 1993 underskrevet erklæring. Af erklæringen fremgår, at debitor i foråret 1991 anmodede om at fortsætte med at betale 850 kr. på kautionslånet, hvilket indklagede afslog med henvisning til, at man ikke ønskede at modtage indbetalinger separat på kautionslånet.

Indklagede har anført, at kautionslånet først misligholdtes i forbindelse med tilbageførsel af ydelsen pr. 31. december 1990. Indklagede orienterede klageren ved anbefalet skrivelse af 23. april 1991, hvorfor underretningen i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 er sket rettidigt. Det bestrides, at der foreligger omstændigheder, som klart indicerer, at debitor skulle have forsøgt at få lov til at foretage direkte indbetalinger på kautionslånet, og at indklagede skulle have afslået dette. De til indklagede overførte beløb skete enten ved bankoverførsel eller maskinelt til kredit for budgetkontoen; debitor valgte således selv, hvordan beløbene skulle anvendes. Indklagedes ønske om oprettelse af nye dokumenter skyldtes den omstændighed, at hverken debitor eller klageren havde indbetalt restancen på kautionslånet.

Ankenævnets bemærkninger:

Da kautionslånet i hvert fald under ingen omstændigheder kan anses som misligholdt før 31. oktober 1990, findes fristen i bank- og sparekasselovens § 41 ikke overtrådt ved, at klageren først fik underretning om misligholdelsen den 23. april 1991.

Da Ankenævnet desuden ikke finder det godtgjort, at kautionslånets debitor forgæves har forsøgt at foretage indbetalinger på kautionslånet, eller at indklagede skulle have afslået at modtage sådanne indbetalinger, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor

Den indgivne klage tages ikke til følge.