Den 30. december 1985 indgik klageren med indklagede aftale om tilbagebetaling af klagerens studielån, hvis restgæld udgjorde 124.110,99 kr. Ifølge aftalen skulle klageren afvikle lånet med en månedlig ydelse på 1.520 kr., første gang 31. marts 1986. Afviklingsperioden var angivet til ca. 15 år svarende til statens garantiperiode. Indklagede har under sagen fremlagt en beregning, hvorefter lånet med den aftalte ydelse ville være afviklet efter 15 år og 2 måneder.
Klageren er under lånets afvikling blevet bevilget rentetilskud fra staten.
I 1992 blev indklagede opmærksom på, at klagerens egenydelse i forbindelse med indkodningen var blevet fejlberegnet, således at den samlede månedlige indbetaling var mindre end det forudsatte. Som følge heraf meddelte indklagede ved skrivelse af 15. april 1992 klageren, at hans egenindbetaling, som da var 710 kr. månedligt, forhøjedes til 1.900 kr. månedligt. Klageren protesterede herimod.
Af fremlagte kontooversigter pr. 31. december for årene 1986 - 1992 tilsendt klageren er lånets saldo samt de årlige betalte ydelser oplyst således:
År Ydelser Rente Saldo
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld, således at klageren ved betaling af 1.520 kr. månedligt kan afvikle lånet inden for den aftalte løbetid på 15 år. Subsidiært bør indklagede tilpligtes at fastholde lånets ydelse på det oprindeligt aftalte niveau.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han og indklagede har aftalt en månedlig afvikling med 1.520 kr., hvorfor indklagede uberettiget har forhøjet ydelsen til 1.900 kr. Klageren finder ikke, at indklagede ensidigt kan ændre tilbagebetalingsvilkårene, da der er tale om et statsgaranteret studielån.
Indklagede har anført, at den oprindelige ydelse på 1.520 kr. svarer til en afvikling over 15 år og 2 måneder ved uændret rente. Klageren har modtaget underretning om det årlige rentetilskud og har været bekendt med, at den resterende del af ydelsen udgjorde hans egenindbetaling. Klageren burde i forbindelse med, at den månedlige indbetaling blev nedsat betydeligt, have indset, at lånet ikke ville kunne afvikles indenfor 15 år. Klageren burde derfor have rettet henvendelse til indklagede. Da de oprindelige forudsætninger for beregningen er bristet, må indklagede være berettiget til at kræve lånets ydelse forhøjet, således at lånet i hele afviklingsperioden er dækket af statens garanti. Det er et kendt vilkår, at afviklingsperioden for sådanne studielån højst er 15 år, svarende til statens garantiperiode. Hertil kommer, at klageren ikke har lidt noget tab ved indklagedes fejl.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de grunde, der er anført af indklagede, finder Ankenævnet, at klageren allerede ved modtagelsen af kontooversigten for 1987 var eller burde være blevet opmærksom på, at der var begået en fejl, som bevirkede, at den samlede månedlige indbetaling på studielånet var væsentligt mindre end det forudsatte beløb 1.520 kr., således at gælden ikke blev nedbragt. Da klageren på trods heraf undlod at rette henvendelse til indklagede med henblik på at få fejlen berigtiget, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens principale påstand til følge. Under henvisning til tidsbegrænsningen af statsgarantien findes der endvidere heller ikke grundlag til at tage klagerens subsidiære påstand til følge.
Herefter