Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9904034 /2001 |
| Dato: | 14-05-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Grit Munk, Jes Zander Brinch og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion - opgørelse
Personlig fordring - forældelse |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i januar 1986 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 200.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 265.775 kr., som fordeltes med 223.901 kr. i kolonne 2 og 41.874 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. august 1986 ejendommen for en nominel pris på 300.000 kr. Instituttet anmeldte i 1988 sit udækkede krav i anledning af en gældssaneringssag, der dog ikke blev gennemført. Instituttets advokat udtog i november 1998 stævning mod klageren. Retten udsatte i april 1999 sagen på forelæggelse for Realkreditankenævnet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Efter Nævnets opfattelse var der ikke grundlag for at nedsætte den personlige fordring, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet bemærkede, at det af tidligere indbragte sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvis forældet. Det kunne ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne til dækning af restgæld, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet bemærkede yderligere, at eventuelle rentebeløb – uanset anmeldelsen i 1988 i gældssaneringssagen - var forældede på tidspunktet for stævningens udtagelse i 1998. Flertallet stemte for, at instituttet alene kunne gøre et krav gældende, i det omfang kravet bestod af restgæld og afdrag. Mindretallet henviste til, at det i en lignende sag ved Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives, hvorfor mindretallet stemte for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for retten, og indtil betaling sker.
Tilbagesendt til retten, som havde oversendt sagen