Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med omlægning af aktier til investeringsforeningsbeviser.
| Sagsnummer: | 94/2000 |
| Dato: | 04-10-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Timme Bertolt Døssing, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med omlægning af aktier til investeringsforeningsbeviser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med en omlægning af klagerens aktier til investeringsforeningsbeviser i august 1999.
Sagens omstændigheder.
Primo januar 1997 underskrev klageren en porteføljeplejeaftale med indklagede vedrørende aktiverne i sit værdipapirdepot. Ifølge aftalen skulle indklagede forestå løbende investeringer i obligationer og aktier inden for en nærmere aftalt investeringsstrategi med henblik på at opnå bedst muligt afkast for klageren.
Den 20. maj 1999 udgjorde porteføljens samlede værdi 12.667.448 kr.
Kursværdien af klagerens aktiebeholdning, der var fordelt på 9 selskaber, var pr. samme dato 1.172.618 kr. Aktierne var anskaffet i perioden juli 1997 - februar 1999 for en samlet anskaffelsessum på 1.867.185 kr.
Den 25. maj 1999 blev der afholdt et møde mellem indklagede og klageren, der blev bistået af sin advokat og revisor. Under mødet blev det besluttet at omlægge klagerens aktier til investeringsforeningsbeviser.
Ved skrivelse af 27. maj 1999 til indklagede anførte klagerens advokat bl.a.:
"På grund af det noget utilfredsstillende afkast, der har været i aktieafdelingen, blev det på mødet forleden principielt besluttet, at nedlægge min klients individuelle investering i aktier.
De aktier, der aktuelt indgår i porteføljen (i alt 9 papirer), skal principielt realiseres over en passende periode.
Realiseringen skal ske ud fra et skøn over de enkelte aktiers muligheder for at udvikle sig positivt eller fortsætte den negative udvikling, ligesom der ved realisationen skal tages hensyn til, at de ikke ubetydelige tab skattemæssigt vil kunne modregnes så vidt muligt i tilsvarende fortjenester.
.............
Medmindre der måtte være afgørende forhold, der tilsigter andet, afventer påbegyndelsen af nedbringelsen af aktieporteføljen et notat fra revisor vedrørende de enkelte aktiers anskaffelsessum m.v. og en overordnet salgsplan.
Det vurderes, hvorledes geninvestering skal ske, formodentlig i investeringsbeviser. Vi vender også tilbage med forslag til disse."
I henhold til aftale under mødet udarbejdede revisoren den 31. maj 1999 en oversigt over klagerens aktieportefølje pr. 20. maj og realiserede gevinster i 1999. I perioden 1. januar - 20. maj 1999 var der realiseret en samlet kursgevinst på aktier på 48.899 kr., som skulle beskattes som kapitalindkomst. Det urealiserede kurstab på aktiebeholdningen pr. 20. maj 1999 blev opgjort til 694.567 kr. (1.867.185 kr. - 1.172.618 kr.), heraf udgjorde tabet på klagerens beholdning af NeuroSearch aktier 98.320 kr. Revisoren påpegede muligheden for at "eliminere ovenstående realiserede kursgevinst ved salg af dele af porteføljen".
Ved skrivelse af 3. juni 1999 fulgte indklagede op på mødet over for klageren. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"På mødet aftaltes følgende:
.............
Beholdningen af aktier afvikles efterhånden som det findes optimalt under hensyn til det skattemæssige underskud. Neuro Search beholdes dog indtil videre. Provenuet fra solgte aktier geninvesteres i investeringsforeningsbeviser fra BG Invest.
Revisor fremsender skattemæssig oversigt over aktierne i beholdningen."
Klagerens advokat og revisor modtog en kopi af skrivelsen.
Ved skrivelse af 6. juli 1999 til indklagede fulgte advokaten op på skrivelsen af 27. maj 1999. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Vi har nu internt overvejet og drøftet handlingsplanen, og vi er enige om, at den iværksættes i overensstemmelse med følgende:
De individuelle aktieinvesteringer afvikles over en passende periode, jfr. nedenfor.
Ved realisation af papirerne skal dette ske ud fra en vurdering af papirets muligheder for at stige/falde indenfor en ikke alt for lang tidshorisont, og der skal afgørende tages hensyn til den skattemæssige stilling, herunder skatterelevante tab og gevinster på de eksisterende papirer.
Papirerne skal ikke nødvendigvis realiseres på meget kort sigt, men realisationen skal gennemføres i overensstemmelse med og under iagttagelse af ovenstående retningslinier.
NeuroSearch-aktien skal ikke realiseres, men den beholdes indtil videre og i hvert fald indtil anden aftale indgås.
Hver gang der disponeres, tilstilles der mig kopi af aktienotaterne.
Indgået provenu ved salg af aktier anvendes til køb af investeringsbeviser i Jyske Invest, danske aktier, således at der gennem disse investeringsbeviser bibeholdes en vis indirekte investering i aktier.
.............
For god ordens skyld skal jeg venligst bede Dem meddele mig Deres indforståelse med den nu lagte plan og rapportering, idet jeg kan bemærke, at jeg har sendt dels [klageren], dels statsautoriseret revisor [navn] kopi af nærværende skrivelse til orientering."
Ved telefonisk henvendelse til advokatens kontor den 13. juli 1999, hvor advokaten var på ferie, fik indklagede bekræftet, at investeringsforeningsbeviserne ønskedes i Jyske Invest frem for BG Invest.
Bortset fra NeuroSearch aktierne blev klagerens aktiebeholdning solgt i august 1999.
Den 3. august 1999 solgtes 220 stk. aktier i DK Topsil til kurs 130.
Den 17. august 1999 solgtes 245 stk. aktier i Novo Nordisk til kurs 805, 630 stk. aktier i GN Store Nord til kurs 230 og 360 stk. aktier i Tele Danmark A/S til kurs 380.
Den 18. august 1999 solgtes 440 stk. aktier i NKT Holding til kurs 584, 815 stk. aktier i NTR Holding til kurs 137 og 585 stk. aktier i Danisco til kurs 195.
Den 19. august 1999 solgtes 1.240 stk. aktier i Superfos til kurs 157.
Den 23. og 24. august 1999 blev der til klagerens depot indkøbt henholdsvis 4.000 stk. og 3.500 stk. investeringsforeningsbeviser i Jyske Invest Danske Aktier til kurs 155,89 og kurs 156.
Indklagede undlod at fremsende handelsnotaerne til advokaten.
Ved skrivelse af 27. august 1999 til indklagede oplyste advokaten, at klageren netop havde meddelt, at hun havde fået en del aktienotaer på salg af aktier, og at den ekspederende medarbejder havde bekræftet dette. Advokaten anførte, at der ikke var disponeret i overensstemmelse med det aftalte, og at han forbeholdt sig sin klients stilling i enhver henseende. Advokaten anmodede samtidig om en kopi af aktienotaerne samt en redegørelse for baggrunden og strategien for aktiesalgene.
Ved skrivelse af 1. september 1999 besvarede indklagede advokatens skrivelse af 27. august 1999. Indklagede anførte bl.a., at baggrunden for gennemførelsen af omlægningen var, at man anså aktiemarkedet for usikkert med risiko for kursfald, at de fleste af de solgte aktier indgik i beholdningen i Jyske Invest Danske Aktier og dermed blev genkøbt indirekte, og at følsomheden over for udsving i kursen på enkelte aktier, og dermed risikoen på aktiebeholdningen i porteføljen, blev reduceret væsentligt ved et salg inden for en overskuelig tidshorisont. Indklagede beklagede, at advokaten ikke havde modtaget kopi af aktienotaerne. Det blev beregnet, at tabet på de nu solgte aktier var reduceret med 121.000 kr. i forhold til revisorens opgørelse, at klageren ved den gennemførte omlægning havde opnået en gevinst på ca. 18.000 kr. i forhold til en omlægning pr. 31. august 1999, idet kursen på de solgte aktier siden afhændelsen var faldet svarende til ca. 10.000 kr., mens kursen på de købte investeringsbeviserne var steget svarende til ca. 8.000 kr.
Under sagen er beregningen blevet korrigeret, idet kursen på de solgte aktier rent faktisk samlet steg med ca. 3.000 kr. Gevinsten ved den faktiske omlægning i forhold til en omlægning pr. den 31. august 1999 var således ca. 5.000 kr. (8.000 kr. - 3.000 kr.).
Ved skrivelse af 18. november 1999 til klageren beregnede indklagede, at der ved det faktiske salg af aktierne i august 1999 i forhold til et salg til kursen den 16. november 1999 var lidt et kurstab på 67.605 kr. Kursen på Jyske Invest Danske Aktier var i samme periode steget, hvorved der var opnået en kursgevinst på 96.440 kr. Omlægningen var således foretaget med en gevinst pr. 16. november 1999 på 28.835 kr. (96.440 kr. - 67.605 kr.).
Ved skrivelse af 1. december 1999 fastholdt advokaten, at salget var sket i strid med det aftalte. Advokaten anførte bl.a., at aktierne i Novo Nordisk, GN Store Nord og Teledanmark var blevet solgt i modstrid med indklagedes egne anbefalinger, og at kursstigningen på disse aktier fra afhændelsestidspunktet til den 16. november 1999 oversteg kursstigningen på investeringsforeningsbeviserne med 65.285 kr.
Parternes påstande.
Den 1. marts 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på skønsmæssigt 65.000 kr. samt advokatomkostninger ca. 10.000 kr., i alt 75.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at hun som følge af indklagedes manglende overholdelse af aftalen vedrørende salget af aktieporteføljen har lidt et tab og er blevet påført advokatomkostninger.
Det var en klar aftale, at salget af aktierne skulle ske langsomt og under hensyntagen til markedet. Indklagede handlede i strid hermed ved at afhænde aktierne hurtigt, over en kort periode og i modstrid med egne anbefalinger, som fremgår af indklagedes blad "Investering". Navnlig salget af aktierne i GN Store Nord, Teledanmark og Novo Nordisk skete på tidspunkter, hvor det var stik imod alle markedsaktørers, herunder indklagedes, anbefaling at sælge.
Det forhold, at hun ønskede at mindske sin risiko ved at omlægge aktierne til investeringsforeningsbeviser er ikke uforeneligt med, at hun ønskede aktierne solgt på kursmæssigt fordelagtige tidspunkter.
Handlingsplanen blev ikke bekræftet af indklagede, og advokaten blev ikke orienteret om handlerne. Såfremt indklagede havde fremsendt aktienotaer, kunne advokaten have reageret allerede efter det første aktiesalg den 3. august 1999.
Kurstabet ved salget af aktierne blev ikke opvejet af den kursgevinst, der opnåedes på de købte investeringsbeviser. Idet hun har lagt vægt på, at i hvert fald aktierne i GN Store Nord, Teledanmark og Novo Nordisk kunne og burde have været solgt til en langt højere kurs, har hun anslået tabet til mindst 65.000 kr.
Indklagede har bl.a. anført, at omlægningen blev gennemført i overensstemmelse med det aftalte. Formålet med omlægningen var at reducere klagerens kursrisiko. Der bør derfor ikke ensidigt fokuseres på salget af den enkelte aktie men det samlede resultat. Omlægningen medførte en væsentlig reduktion af klagerens risiko og blev gennemført uden en forringelse af klagerens skattemæssige stilling.
Såfremt man havde afventet et salg af aktierne i GN Store Nord, Teledanmark og Novo Nordisk, som klageren fremhæver, ville man have udsat klageren for en større følsomhed over for kursudsving vedrørende disse tre aktier og dermed for klagerens samlede portefølje i forhold til det faktiske forløb.
Efter omlægningen var klageren fortsat ejer af aktier i selskaberne Danisco, NKT Holding, Novo Nordisk, GN Store Nord, NTR Holding og Teledanmark, nu blot via investeringsforeningen. Klageren har således efter omlægningen fortsat været eksponeret over for kursudviklingen i disse aktier, blot med en væsentlig lavere risiko, idet investeringsforeningens porteføljer omfatter væsentlig flere aktier end de nævnte.
Klageren har ikke lidt et økonomisk tab som følge af omlægningen, men har tværtimod opnået en økonomisk gevinst.
Anbefalingerne i bladet "Investering" var uden betydning, idet klagerens ønske om en omlægning med henblik på at reducere kursrisikoen gik forud for de generelle anbefalinger om aktieinvestering, som bladet indeholder.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved klagerens advokats skrivelse af 6. juli 1999 blev indklagede bemyndiget til at forestå omlægningen af klagerens aktier til investeringsforeningsbeviser i Jyske Invest danske aktier, idet det samtidig blev overladt til indklagede at skønne, på hvilket tidspunkt en omlægning af den enkelte aktiepost var mest fordelagtig. Ankenævnet finder derfor ikke, at omlægningen var uberettiget som følge af, at der ikke blev indhentet forudgående samtykke hertil fra klageren eller dennes advokat. Ankenævnet finder det heller ikke godtgjort, at indklagede ved udøvelsen af skønnet har begået faglige fejl.
På baggrund af klagerens advokats anmodning herom påhvilede det indklagede at fremsende en kopi af aktienotaerne til advokaten, hver gang der blev disponeret. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at der kan pålægges indklagede erstatningsansvar som følge af, at denne forpligtelse ikke blev opfyldt. Det bemærkes herved, at det må anses for usikkert, om advokaten rent faktisk ville have gjort indsigelse mod gennemførelsen af handlerne, og at advokaten ultimo august 1999, hvor han blev bekendt med handlerne, undlod at forlange disse tilbageført. En eventuel tilbageførsel af handlerne kunne være sket uden kurstab for klageren, uanset om den oprindelige beregning i skrivelsen af 1. september 1999 eller den under sagen korrigerede beregning lægges til grund.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.