Afgørelse

Indsigelser i forbindelse med overgivelse af billån til inkasso

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med, at hendes og hendes tidligere ægtefælles fælles billån overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, underskrev i begyndelsen af marts 2010 en låneaftale med Lægernes Pensionsbank om et billån, kontonummer -581, på 273.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.000 kr. Renten var variabel for tiden 6,35 % om året.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev klageren og M skilt.

Ydelserne på lånet blev betalt til og med september 2012.

Ved brev af 2. oktober 2012 adresseret til klageren anmodede banken om inddækning af overtræk på 5.000 kr. på kontonummer -581.

Ved brev af 16. oktober 2012 adresseret til klageren anmodede banken på ny om inddækning af overtrækket på nu 5.100 kr. inklusive et rykkergebyr på 100 kr.

Ved brev af 5. november 2012 adresseret til klageren opsagde banken lånet med en restgæld på i alt 170.376,86 kr. til fuld indfrielse. Opsigelsen skete med henvisning til brevene af henholdsvis 2. og 16. oktober 2012 og en restance på nu 10.100 kr.

Hvis restgælden ikke var betalt senest den 15. november 2012 ville sagen blive overgivet til inddrivelse ved advokat.

Klageren har anført, at hun ikke har modtaget ovennævnte breve.

I postvæsenets kvittering den 5. november 2012 for bankens afsendelse af brevet fremstår lejlighedsnummeret i klagerens adresse med et forkert tal. Endvidere fremgår en samtidig forsendelse til M.

Ved brev at 15. november 2012 til banken meddelte klageren med henvisning til bankens brev af 16. oktober 2012, at hun ”ikke har konto hos jer mere”. Klageren anførte videre, at hun ikke var i stand til hverken at afdrage på nogen gæld eller at anvise noget til sikkerhed.

Ved e-mail af 16. november 2012 til klageren kvitterede banken for modtagelsen af brevet og informerede om billånet.

Den 21. november 2012 fik banken et rekommanderet brev af 5. november 2012 til klageren retur som uafhentet.

Banken overgav sagen til en advokat, som ved brev af 31. januar 2013 anmodede klageren om at betale 176.864,77 kr. inklusive et inkassogebyr på 100 kr. og inkassoomkostninger på 4.125 kr. Hvis klageren ikke lod høre fra sig inden 10 dage, ville sagen ”straks og uden yderligere varsel” blive indbragt for retten.

Ved rekvisition af 19. februar 2013 blev sagen indbragt for fogedretten af bankens inkassoadvokat.

Ved brev af 22. februar 2013 til inkassoadvokaten gjorde klageren via sin advokat indsigelse mod inkassobrevet med henvisning til, at hun ikke havde modtaget hverken en opsigelse/ophævelse af engagementet eller et inkassovarsel.

Ved brev af 25. februar 2013 til klagerens advokat henviste inkassoadvokaten til brevene af henholdsvis 2. og 16. oktober samt 5. november 2012.

I et fogedretsmøde den 20. marts 2013 fik banken udlæg for 176.189,30 kr. med tillæg af rente 6,35 % om året i et af klageren betalt depositum vedrørende hendes lejemål. Inkassoadvokaten afregnede herefter sagen over for banken.

Af kontoudskriften for lånet fremgår, at banken indtil lånets overgang til inkasso har beregnet sig ét rykkergebyr à 100 kr.

Parternes påstande

Den 20. marts 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lægernes Pensionsbank skal anerkende, at opsigelsen af lånet er ugyldig og refundere inkassoomkostningerne.

Lægernes Pensionsbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun ikke har modtaget hverken opsigelse eller påkrav vedrørende lånet før inkassobrevet af 31. januar 2013.

Af den af banken fremlagte dokumentation for brevene til hende fremgår en fejlskrift i adressen, der tilsyneladende er årsag til, at hun ikke modtog bankens breve.

Det fremgår således tydeligt, at brevet af 5. november 2012 er forsøgt afleveret på en forkert adresse. Brevet kan derfor ikke anses for at være kommet frem til hende.

Da hun ikke har modtaget behørigt inkassovarsel, jævnfør inkassolovens § 10, bør hun ikke hæfte for renter, gebyrer og inkassoomkostninger.

Selvom hun måtte have modtaget inkassobrevet var betingelserne for at pålægge inkassoomkostningerne ikke opfyldt, idet brevet ikke specifikt indeholder en oplysning om, at manglende betaling ville medføre yderligere omkostninger.

Opsigelsen af lånet og inkassosagen har alene været rettet mod hende og ikke tillige mod M, hvilket er i strid med sædvanlig pengeinstitutpraksis.

Lægernes Pensionsbank har anført, at rykkerbrevene af henholdsvis 2. og 16. oktober 2012 og opsigelsesbrevet af 5. november 2012 blev sendt til både klageren og M. Samtlige breve til klageren blev sendt til den korrekte adresse uanset en eventuel fejlskrift vedrørende lejlighedsnummeret i indleveringsattesten.

Banken var som følge af misligholdelse af lånet berettiget til at opsige dette.

I opsigelsesbrevet af 5. november 2012 fik klageren en frist på 10 dage til at betale det skyldige beløb, hvilket er i overensstemmelse med § 10, stk. 3, i lov om inkassovirksomhed. Det kræves ikke, at et varsel om inkasso skal indeholde oplysninger om, at manglende betaling vil medføre yderligere omkostninger.

Klageren har i hvert fald modtaget rykkerbrevet af 16. oktober 2012, som hun selv henviser til i brevet af 15. november 2012.

Banken førte forhandlinger med M om afvikling af lånet, og iværksatte derfor ikke en inkassosag mod ham.

Banken har overholdt rentelovens regler om rykkerbreve og gebyrer.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren optog i 2010 et billån i Lægernes Pensionsbank sammen sin nu fraskilte ægtefælle, M, der betalte ydelserne på lånet indtil september 2012. Ved rekvisition af 19. februar 2013 blev sagen indbragt for fogedretten af bankens inkassoadvokat.

Efter en samlet vurdering finder Ankenævnet det ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren i efteråret 2012 var fuldt ud bekendt med, at lånet blev opsagt af banken som følge af misligholdelse, og at der i den forbindelse kunne påløbe inkassoomkostninger.

Dette understøttes af det videre forløb, hvor klageren ikke har formået at tilbyde en afdragsordning med henblik på at undgå, at sagen blev overgivet til inkasso i fogedretten.

De konkrete omkostninger har ikke medført en urimelig forøgelse af gælden.

Banken var berettiget til at kun at holde sig til klageren som den ene af to solidarisk hæftende debitorer for lånet.

Ankenævnet finder, at banken i sine breve til klageren, der førte til opsigelsen, burde have oplyst mere tydeligt om fordringen, og om at manglende betaling kunne medføre yderligere omkostninger, jævnfør lov om inkassovirksomhed § 10, stk. 2 og 3. Dette kan imidlertid i den konkrete sag ikke medføre et andet resultat.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.