Rådgivning i forbindelse med overførsel af kapitalpension til ratepension, jf. pensionsbeskatningslovens § 41.
| Sagsnummer: | 463/1998 |
| Dato: | 27-09-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Pensionskonti - overførsel
Rådgivning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med overførsel af kapitalpension til ratepension, jf. pensionsbeskatningslovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
">Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes rådgivning af klageren i forbindelse med oprettelse af en ratepension med midler fra en kapitalpensionskonto.
">Sagens omstændigheder.Klageren, der er født i februar 1938, oprettede i december 1975 en kapitalpensionskonto hos indklagede.
Med virkning fra den 1. januar 1980 vedtog Folketinget en ændring af pensionsbeskatningsloven. Ændringen medførte, at der ved udbetaling af kapitalpensioner, som er oprettet i perioden 1. januar 1972 til 1. januar 1980, skal betales afgift med 25% af ordningens værdi pr. 31. december 1979 og med 40% af resten, jf. nu pensionsbeskatningslovens § 26a.
Ved skrivelse af 30. maj 1980 orienterede indklagede klageren om ændringen af pensionsbeskatningsloven. Under sagen er fremlagt skrivelsens side 1, hvoraf det fremgår, at værdien af klagerens kapitalpensionsordning pr. 31. december 1979 udgjorde 148.309,34 kr. Endvidere er det bl.a. anført, at skrivelsens side 4 indeholder en skematisk oversigt over de afgiftssatser, der fremtidig vil blive anvendt.
Ved en lovændring pr. 19. december 1992 blev det bestemt, at en afgiftsfri overførsel i henhold til pensionsbeskatningslovens § 41 af en kapitalpensionsordning, der var i kraft ved udgangen af 1982, skal omfatte hele ordningen.
Den 1. februar 1993 - umiddelbart inden klageren fyldte 55 år - underskrev klageren en aftale om overførsel af sin kapitalpension, som blev opgjort til 402.407,50 kr., til en nyoprettet ratepension, jf. pensionsbeskatningslovens § 41. Det blev beregnet, at klageren kunne indskyde yderligere 201.203,75 kr. på ratepensionen.
Ved skrivelse af 11. juli 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende en række forhold, herunder overførslen i februar 1993. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"På pensionsområdet havde jeg i 1992/93 forskellige drøftelser vedr. en overførsel af mit indestående på kapitalpensionskonto til en rateopsparingskonto med henblik på at reducere skatten ved en evt. senere flytning til udlandet og en forøgelse af mulighederne for senere oprettelse af ratepensionskonti efter det fyldte 55. år. Først efterfølgende blev jeg klar over, at saldoen på kapitalpension pr. 1. januar 1983 (?) kun blev beskattet med 25%, hvorfor det under ingen omstændigheder kunne betale sig at overflytte denne del af kontoen til en ratepensionskonto, hvilket banken ikke oplyste om."
Ved udgangen af 1997 udgjorde værdien af ratepensionen 640.712 kr. Klageren har skønnet værdien til 700.000 kr. ved udgangen af 1998.
I 1998 overgik klageren til efterløn.
">Parternes påstande.Den 28. december 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham, som om ratepensionen alene pålægges afgift/beskattes med 25% henholdsvis 40% ved udbetalingen. Klageren har opgjort sit erstatningskrav således:
"22% (62%-40%) af kr. 470.000: | = kr. | 154.000,00 |
15% (40%-25%) af kr. 148.309: | = kr. | 22.246,35 |
I alt | kr. | 176.246,35" |
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med overførslen undlod at rådgive om samspillet mellem private og offentlige pensioner. På grund af muligheden for at opnå efterløn, herunder muligheden for supplerende indkomst, samt afkastet på hans øvrige pensionsordninger, vil ratepensionen blive beskattet med 62%. Såfremt kapitalpensionen var blevet bibeholdt, skulle han alene have svaret afgift på 25% af de 148.309 kr. og 40% af resten. Indklagede bør som følge af den mangelfulde rådgivning erstatte hans tab herved opgjort til 176.246,35 kr. Rådgivningen blev forestået af en pensionsekspert hos indklagede, idet det var vigtigt at få alle relevante forhold belyst, inden han traf beslutning. Rådgivningen burde være sket på grundlag af skriftligt materiale eller være blevet fulgt op med en skriftlig bekræftelse. Særligt ved rådgivning om pension påhviler der indklagede en skærpet pligt til at sikre sig dokumentation for den ydede rådgivning, da konsekvenserne af rådgivningen som regel først viser sig længe efter rådgivningen blev ydet. Det bør bevismæssigt komme indklagede til skade, at det ikke nu kan dokumenteres, hvorledes der blev rådgivet. Det bestrides, at rådgivningen blev ydet med sigte på at flytte til udlandet. Det kan ikke afvises, at muligheden har været omtalt generelt, men han har ikke haft konkrete planer herom. Under alle omstændigheder burde indklagede have orienteret om konsekvenserne af overførslen ved hans forbliven i Danmark. Indklagede var bekendt med, at han i 1989 fratrådte sit ansættelsesforhold og startede et mindre firma, som var underskudsgivende. Bl.a. fordi en mindre ejendomsinvestering blev ramt af den generelle økonomiske afmatning, blev han nødsaget til at foretage udtræk fra sine pensionsordninger. Han havde 3 børn under uddannelse, og ægtefællen havde ansættelse på halv tid. Han havde endvidere fået konstateret en kronisk mavesygdom. Indklagede var bekendt med hans situation og burde derfor have indset, at det ikke var sandsynligt, at den generelt omtalte mulighed for at flytte til udlandet ville blive ført ud i livet. Indklagede måtte endvidere indse, at det ikke var realistisk, at hans økonomi ville tillade yderligere pensionsopsparing, som ikke kunne rummes inden for rammerne af de eksisterende pensionsordninger. Det var dog forventningen om fremtidige afkast fra den etablerede virksomhed, som gjorde, at han fulgte indklagedes råd. Han var på rådgivningstidspunktet ikke bekendt med, at der for så vidt angår 148.309 kr. af opsparingen alene ville blive beregnet 25% i afgift. Det forhold, at indklagede måtte have oplyst herom i 1980, kan ikke tillægges betydning. Såfremt han havde været bekendt hermed, ville han ikke have ændret kapitalpensionen til en ratepension. Overførslen kunne i hvert fald være gennemført således, at kun den del, der var afgiftsbelagt med 40%, var blevet overført til ratepensionen. Under hensyn til det af indklagede anførte om, at muligheden herfor bortfaldt den 19. december 1992 gøres det gældende, at muligheden burde have været forelagt ham under de indledende drøftelser. Indklagede bør derfor i hvert fald betale en erstatning i forhold til dette beløb, svarende til 54.874 kr.
Indklagede har anført, at mulighederne for en omlægning af klagerens pensionsordning blev drøftet under et par møder i begyndelsen af 1993, og at klageren på baggrund heraf besluttede at overføre kapitalpensionen til en ratepension. Beslutningen skulle træffes, inden klageren fyldte 55 år, idet der efter de dagældende regler ikke var mulighed for at oprette ratepensionskonti herefter. Muligheden for alene at overføre en del af kapitalpensionen bortfaldt den 19. december 1992. Klageren måtte i øvrigt på baggrund af bl.a. indklagedes skrivelse af 30. maj 1980 være bekendt med, at der for så vidt angår en del af kapitalpensionen alene skulle svares en afgift på 25%. Det erindres ikke nu, om samspillet mellem private pensioner og offentlige pensioner blev drøftet. Det må imidlertid antages, at ønsket om rådgivning var begrundet i overvejelser om fraflytning til udlandet samt mulighederne for yderligere indbetalinger efter det fyldte 55. år, jf. klagerens skrivelse af 11. juli 1997. Beskatningsretten til udbetalinger fra private pensioner er som oftest tillagt bopælslandet, mens afgiften på kapitalpensionsudbetalinger altid skal betales til Danmark. Efter de i 1993 gældende dobbeltbeskatningsoverenskomster var det derfor en skatte- og afgiftsmæssig fordel for klageren at overføre kapitalpensionen til en ratepension, selv med en afgiftssats på 25% for en del af kapitalpensionen. Ved overførslen fik klageren endvidere mulighed for at foretage yderligere fradragsberettigede indbetalinger på 201.203 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter indholdet af klagerens skrivelse af 11. juli 1997 må det lægges til grund, at en eventuel senere fraflytning til udlandet og tilvejebringelse af mulighed for yderligere fradragsberettigede indskud på en ratepension efter klagerens fyldte 55. år indgik som væsentlige momenter ved rådgivningen af klageren om overførsel af midlerne på hans kapitalpension til en ratepension. Det må efter det foreliggende lægges til grund, at det på det tidspunkt, da drøftelserne fandt sted, ikke længere var muligt alene at overføre en del af midlerne på kapitalpensionen, og det forhold, at indeståendet på kapitalpensionen pr. 31. december 1979 alene ville blive beskattet med 25%, indebar ikke i sig selv, at en overførsel af hele kapitalpensionen til en ratepension måtte anses for ufornuftig. Det må i øvrigt lægges til grund, at klageren ved indklagedes skrivelse af 30. maj 1980 var gjort bekendt med, at indeståendet pr. 31. december 1979 fortsat alene ville blive beskattet med 25%.
På denne baggrund finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagedes rådgivning af klageren har været forkert eller mangelfuld. Det af klageren anførte om, at indklagede undlod at rådgive om den betydning, en overførsel af kapitalpensionen til en ratepension kunne have for samspillet mellem på den ene side klagerens private pensioner og på den anden side offentlige pensioner og offentlige ydelser i øvrigt, kan ikke føre til et andet resultat.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.