Afgørelse

Omprioritering. Efterstående lån. Nedbringelse.

Klageren havde i sin ejendom et 5 pct. obligationslån til det indklagede realkreditinstitut, et privat pantebrev og et ejerpantebrev, som lån til sikkerhed for lån i klagerens pengeinstitut. Realkreditinstituttet fremsendte den 14. oktober 2008 et lånetilbud til klageren på et tilpasningslån. Af lånetilbuddet fremgik det, at der efter indfrielse af det gamle lån var anslået et beløb til udbetaling på 163.347 kr. Klageren indgik dagen efter en fastkursaftale. Af denne fremgik det, at det gamle realkreditlån skulle indfries, og at det private pantebrev og ejerpantebrevet skulle respektere det nye lån eller aflyses af tingbogen. Den 16. oktober indgik klageren en tinglysningsaftale, hvori han gav instituttet fuldmagt til at indhente samtykke hos rettighedshavere i ejendommen. Disse samtykker var ifølge aftalen en forudsætning for, at lånesagen kunne. Efter udbetalingen af lånet afviste kreditor for det private pantebrev at rykke og krævede hele det overskydende provenu indbetalt til sig. Efterfølgende forsøg på at formå den private panthaver til helt eller delvis at rykke var forgæves.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarligt for de ekstraomkostninger, som låneomlægningen havde medført ham. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det i forbindelse med en låneomlægning påhviler instituttet konkret at rådgive låntageren om konsekvenserne af, at efterstående panthavere ikke ønsker at rykke for det nye lån. En sådan rådgivning har det formål at give låntageren et grundlag for at vurdere, om låneomlægningen er i låntagerens interesse, hvis efterstående lån ikke rykker. Nævnet lagde til grund, at instituttet ikke havde givet klageren den fornødne konkrete rådgivning om konsekvenserne af, at en efterstående panthaver nægtede at rykke. Låneomlægningen havde ikke påført klageren et tab, idet de kvartalsvise ydelser ikke var større end før omlægningen. Nævnet fandt det imidlertid ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren ikke ville have omlagt lånet, hvis instituttet havde rådgivet ham om rykningsproblematikken, således at den kunne have været undersøgt inden omlægningen. Ifølge Nævnet burde den manglende rådgivning have den konsekvens, at instituttet skulle tilbagebetale klageren det opkrævede vederlag for låneomlægningen. Nævnet tilpligtede derfor instituttet at tilbagebetale vederlaget på 11.467 kr.