Alskyldserklæring. Gammel gæld. Ejerpantebrev håndpantsat til sikkerhed for samlevers gæld.
| Sagsnummer: | 436 /2000 |
| Dato: | 28-05-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Leif Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål Tredjemandspant - omfang |
| Ledetekst: | Alskyldserklæring. Gammel gæld. Ejerpantebrev håndpantsat til sikkerhed for samlevers gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om tilsidesættelse af en alskyldserklæring i forbindelse med håndpantsætning af ejerpantebrev til sikkerhed for samlevers gæld.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 21. marts 2000 ydede indklagede klagerens daværende samlever, S, et lån på 44.600 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr.
Provenuet af lånet, som udgjorde 40.000 kr., blev indsat på S' kassekredit, hvis saldo herefter var 8.668,56 kr. (negativ). S' kassekredit var etableret i januar 1999 og havde et maksimum på 40.000 kr.
Samtidig med etableringen af lånet blev der oprettet et ejerpantebrev på 80.000 kr. i klagerens ejendom, og klageren underskrev en håndpantsætningserklæring, hvorefter hun til indklagede håndpantsatte ejerpantebrevet til sikkerhed for hvad S "til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig".
Endvidere blev der indgået aftale mellem S og indklagede om tilslutning til indklagedes Homebanking Internet. I aftalen var klageren opført som opkaldsforbindelse.
Adgangen til homebanking blev ikke etableret. Om baggrunden herfor har indklagede oplyst, at man, før der kan åbnes for adgangen til homebanking, af kunden skal have oplyst en nøglekontrolværdi, som dannes af programmet ved installeringen.
Klageren og S ophævede senere i 2000 samlivet. I forbindelse hermed rettede klageren henvendelse til indklagede med henblik på at indfri sikkerhedsstillelsen med et beløb på 44.600 kr. Indklagede afslog dette under henvisning til, at sikkerhedsstillelsen tillige omfattende kassekreditten.
Klageren har under sagen fremlagt en udateret erklæring underskrevet af S. Af erklæringen fremgår:
"Angående [indklagede]
JEG [S] blev først bekendt med at [klageren] stod for kaution af min kasse kredit da vi var i [indklagede] og der har aldrig aftalt eller været aftalt at [klageren] skulle stå for kaution af min kassekredit. [klageren] skulle stå for bank lånet vi tog.
ANGÅENDE HOMEBANKING.
DER har vi rykket mange gange for at få PASSWORD men det kom aldrig."
Parternes påstande.
Den 2. november 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at sikkerhedsstillelsen alene omfatter lånet på 44.600 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede undlod at gøre opmærksom på, at sikkerheden omfattede mere end det samtidig etablerede lån på 44.600 kr. Hun var ikke vidende om, at ejerpantebrevet tillige blev stillet til sikkerhed for gammel gæld.
Homebankingforbindelsen blev ikke åbnet, og hun fik derfor ikke mulighed for at få overblik over sin og S' økonomi.
Da samlivet mellem hende og S blev ophævet, gjorde hendes nye pengeinstitut opmærksom på, at hun via den stillede sikkerhed hæftede for et beløb på 80.000 kr. med tillæg af renter.
Ifølge Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning skal pengeinstituttet altid sikre sig, at kautionisten/sikkerhedsstilleren har forstået indholdet og konsekvenserne af forpligtigelsen.
Indklagede har anført, at S i marts 2000 anmodede om et lån på 40.000 kr. til betaling af et gulv i klagerens ejendom. S fik tilsagn om lånet under forudsætning af, at klageren stillede sikkerhed for såvel kassekreditten som lånet. Sikkerheden blev stillet i form af ejerpantebrevet på 80.000 kr.
På forespørgsel fra klageren om størrelsen af ejerpantebrevet blev det oplyst, at forudsætningen for etableringen af det nye lån var, at klageren tillige stillede sikkerhed for S' eksisterende kassekredit. Klageren var således bekendt med, at sikkerhedsstillelsen omfattede såvel lånet som kassekreditten.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Imod klagerens benægtelse findes det ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med pantsætningen af ejerpantebrevet var klar over, at sikkerhedsstillelsen omfattede S' gæld i henhold til den eksisterende kassekredit. Ankenævnet finder derfor ikke, at indklagede kan gøre sikkerhedsstillelsen gældende for så vidt angår kassekreditten.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at håndpantsætningen af ejerpantebrevet på 80.000 kr. den 21. marts 2000 alene skete til sikkerhed for det samtidig hermed oprettede lån på 44.600 kr.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.