Ekspeditionstid.
| Sagsnummer: | 322/1994 |
| Dato: | 14-12-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Ekspeditionstid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Primo oktober 1993 henvendte klagerne sig til indklagedes Værløse afdeling med henblik på omprioritering af deres ejendom, idet to lån i Realkredit Danmark og 4 lån i Nykredit ønskedes indfriet i forbindelse med hjemtagelse af et 30-årigt kontantlån.
På indklagedes anbefaling blev det besluttet at indhente tilbud på et kontantannuitetslån baseret på 6% 30-årige obligationer hos Unikredit. På grund af forskellige ikke nærmere oplyste omstændigheder hos indklagede og/eller Unikredit fremkom lånetilbuddet først den 21. januar 1994. Realkreditinstituttet tilbød et kontantlån på 838.000 kr. baseret på 5% 30-årige obligationer.
Den 4. februar 1994 underskrev klagerne pantebrev og omprioriteringsaftale på baggrund af det tilbudte lån. I omprioriteringsaftalen er der vedrørende hjemtagelse af lånet sat kryds ved "afventer nærmere" og tilføjet "efter tinglysning". Der er sat kryds ved "nej" ud for spørgsmålet, om kurskontrakt ønskes.
Den 25. februar 1994 kom pantebrevet retur fra tinglysning.
Ifølge et internt notat af indklagedes medarbejder blev det under en telefonsamtale den 4. marts 1994 aftalt at "have is i maven", og at klagerne skulle ringe tilbage 15.-20. marts 1994.
Lånet blev hjemtaget medio maj 1994 på basis af 8% obligationer til kurs 95,8.
På baggrund af klagernes utilfredshed med omprioriteringssagens forløb tilbød indklagede en kulancemæssig godtgørelse på 11.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af sagen, hvilket klagerne ikke accepterede.
Ifølge indklagede har kursudviklingen på 30-årige 6% obligationer været som følger:
Dato: | Kurs: | Dato: | Kurs: |
2.12.1993 | 87,450 | 20.1.1994 | 92,150 |
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at tabet er opstået som følge af for lang ekspeditionstid, dårlig rådgivning vedrørende kurssikring og indklagedes undladelse af som aftalt at kontakte dem, så snart pantebrevet var tinglyst. Såfremt sagen ikke var blevet forhalet af indklagede, ville lånet være blevet hjemtaget i januar 1994, hvilket havde været deres hensigt ved lånesagens start. De har ikke accepteret forsinkelsen af sagen. Kurssikring blev nævnt, men bankrådgiveren anbefalede dem at have "is i maven", da der netop var kommet 5% obligationer på markedet, og da kursen på disse forventedes at stige. Såfremt de var blevet tilrådet kurssikring, og indklagede havde oplyst om vilkårene herfor, ville de have fulgt indklagedes råd. På trods af aftale herom undlod indklagede at kontakte dem umiddelbart efter, at pantebrevet var tinglyst.
Indklagede har anført, at lånesagen frem til den 1. januar 1994 blev væsentligt forsinket, men at klagerne accepterede forsinkelsen. Denne er også uden indflydelse på det kurstab, klagerne har lidt. Lånetilbudet forelå på det tidspunkt, hvor obligationskursen var på det absolutte højdepunkt i denne periode. Også på det tidspunkt, hvor omprioriteringsaftalen blev indgået, og hvor kurssikring blev drøftet, var kursen høj. I stedet for at fastlåse kursen i forbindelse med modtagelsen af lånetilbuddet eller i forbindelse med underskrivelse af omprioriteringsaftalen, valgte klagerne at satse på yderligere kursstigninger. Den forsinkede orientering om pantebrevets tinglysning har ligeledes været uden betydning for kursfastsættelsen, idet kursen den 25. februar 1994 var den samme som den 4. marts 1994, hvor klagerne endnu engang valgte at se tiden an. Kursniveauet ved sagens start i oktober 1993 var ca. 87,5, svarende til det niveau, der var gældende primo marts 1994. Klagerne kunne derfor frem til dette tidspunkt have opnået samme kurs, som var gældende ved deres beslutning om at omprioritere. På tidspunktet for låneansøgningen var 6% den laveste nominelle rentesats; i januar 1994 blev der skabt mulighed for at udstede 5% obligationer, hvorfor lånetilbuddet var baseret herpå. Klagerne kunne imidlertid indtil kurssikring eller udbetaling af lånet frit vælge blandt de åbne serier. Tilbudet om en kulancemæssig godtgørelse på 11.000 kr. blev afslået af klagerne, hvorved tilbudet faldt bort.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af den omprioriteringsaftale, som klagerne underskrev under mødet i indklagedes afdeling den 4. februar 1994, at en stillingtagen til tidspunktet for hjemtagelse af det tilbudte realkreditlån skulle afvente pantebrevets tinglysning, og at klagerne ikke ønskede at foretage kurssikring. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder har begået fejl i forbindelse med sin rådgivning af klagerne vedrørende spørgsmålet om kurssikring. Det bemærkes herved, at klagerne måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at de derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Det må endvidere lægges til grund, at det tab, klagerne har lidt, er en følge af deres beslutning om ikke at foretage kurssikring den 4. februar 1994. Kursniveauet denne dag var fortsat stort set som gennemsnittet for januar 1994, og den forudgående forsinkelse med fremskaffelsen af lånetilbudet - hvis baggrund i øvrigt ikke er nærmere oplyst - kan derfor ikke begrunde klagernes erstatningspåstand. Det samme gælder det forhold, at indklagede ikke kontaktede klagerne straks efter, at pantebrevet var modtaget tilbage fra tinglysning den 25. februar 1994, idet kursniveauet den 4. marts 1994, da klagerne blev kontaktet, var det samme som den 25. februar 1994.
Det bemærkes, at Ankenævnet - uanset at der efter det anførte ikke er grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar - finder det naturligt, at indklagede vedstår det tidligere fremsatte tilbud om at betale klagerne en kulancemæssig godtgørelse på 11.000 kr.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.