Rente, henstand.
| Sagsnummer: | 156 /1992 |
| Dato: | 16-09-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Rente, henstand. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved løsørepantebrev af 17. oktober 1986 med pant i en samtidig købt bil ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af 4 pengeinstitutter, klageren et lån på 148.178 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.331 kr., første gang den 1. december 1986. Renten, der var variabel, udgjorde p.t. 13,3% p.a. og varierede som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private. Af den samtidig udleverede ydelsestabel fremgik, at et lån på 150.000 kr. ved en rentesats på 12,6% p.a. kunne afvikles over 60 måneder med en månedlig ydelse på 3.382 kr. I lånedokumentet var endvidere anført:
"[Indklagede] forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende".
Klageren har oplyst, at lånets løbetid aftaltes til 60 måneder. Indklagede har oplyst, at med en rente på 13,38 p.a. og en månedlig ydelse på 3.331 kr. aftaltes løbetiden til 5 år.
Den 15. oktober 1986 fremsendte indklagede en omkostningsnota vedrørende etableringsomkostninger for lånet. Det fremgik bl.a. heraf, at stempel af løsørepantebrevet udgjorde 2.222 kr, som var medregnet i lånebeløbet. Den 20. oktober 1986 fremsendte indklagede en omkostningsnota vedrørende stempel, hvoraf fremgik, at stemplet yderligere udgjorde 3.705 kr., som var debiteret lånet.
For ydelserne den 1. december 1987 og 1. september 1988 accepterede klageren indklagedes tilbud om ydelsesoverspring.
Under henvisning til generelle rentestigninger meddelte indklagede den 22. november 1989, at ydelsen på lånet med virkning fra 1. december 1989 forhøjedes til 3.498 kr.
I januar 1991 meddelte indklagede klageren, at renten med virkning fra 2. januar 1992 skulle reguleres i forhold til Danmarks Nationalbanks udlånsrente til pengeinstitutter.
Den 16. januar 1992 meddelte indklagede klageren, at man havde gennemgået hendes lån og var kommet frem til, at man ønskede at tilbyde klageren en rentegodtgørelse på 3.948 kr., som krediteredes lånet, ligesom man havde nedsat den aktuelle rentesats til 13,75% p.a. med virkning fra 2. januar 1992. Efter at indklagede påny havde gennemgået klagerens lån fra etableringstidspunktet, meddelte indklagede ved skrivelse af 24. februar 1992 klageren, at man var blevet opmærksom på, at restgælden pr. 31. december 1991 udgjorde 21.178,38 kr. mere end forventet ved lånets etablering, hvilket svarede til 6,3 ydelser. Dette skyldtes dels, at lånet den 20. oktober 1986 var forhøjet med 3.705 kr. i korrektion af stempeludgiften, dels at klageren havde benyttet sig af muligheden for at springe to ydelser over. Derudover var indklagede blevet opmærksom på, at lånet fejlagtigt var blevet forrentet med 0,5% for meget, hvorfor klagerens lån yderligere skulle krediteres med 915,75 kr., hvorfor restgælden var 22.064,68 kr. svarende til 6,75 ydelser.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene skal betale 60 ydelser på lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med, at man tilbød hende ydelsesoverspring, undlod at oplyse, hvad det ville koste klageren. Det var i forbindelse med lånet aftalt, at løbetiden skulle være 5 år, og indklagede har den 1. december 1989 hævet ydelsen under henvisning til, at lånets løbetid skulle overholdes.
Indklagede har anført, at ydelsesforhøjelsen den 1. december 1989 havde baggrund i en markant stigning i renteniveauet i efteråret 1989. Forhøjelsen blev foretaget med henblik på at undgå en - grundet rentestigningen - forlænget løbetid, men niveauet har været stigende og renten har i hele perioden ligget over etableringsrenten. Ydelsesforhøjelsen, der havde baggrund i forudgående rentestigning, har ikke kunnet kompensere for de efterfølgende rentestigninger. Det fremgår af lånedokumentet, at indklagede forbeholder sig ret til ved renteændringer at ændre ydelsen, men der er ikke pligt hertil. Alle indklagedes kunder fik tilbud om at springe ydelser over, hvilket for så vidt angår klageren blev accepteret. Konsekvensen heraf er, at lånets restgæld i den efterfølgende periode til stadighed har været større med de oversprungne ydelser, samt et større rentebeløb. Klageren har accepteret og til stadighed været fuldt orienteret om, hvilke dispositioner der er foretaget på lånet, og renteændringer er i henhold til lovgivningen offentliggjort i førende dagblade.
Ankenævnets bemærkninger:
Løsørepantebrevet indeholder ingen angivelse af lånets løbetid, og det er ikke godtgjort, at indklagede har tilsikret klageren en bestemt løbetid, men udfra oplysningerne om lånets oprindelige ydelse og rente må det antages, at en løbetid på 5 år har været tilsigtet.
Indklagede har ved den citerede bestemmelse i pantebrevet forbeholdt sig en ret til at regulere ydelsen med henblik på at fastholde denne løbetid, men har ikke påtaget sig en forpligtelse hertil. Klageren måtte således påregne, at lånets løbetid kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelsen. Klageren måtte endvidere indse, at den efterfølgende forhøjelse af lånet med den yderligere stempeludgift samt fritagelsen for at betale nogle af de månedlige ydelser ville medføre en forlængelse af løbetiden. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren kan gøre noget krav gældende i anledning af, at lånets løbetid er blevet forlænget af de nævnte grunde.
Som følge heraf
Den indgivne klage taget ikke til følge.