Afgørelse

Indsigelse vedrørende kautionsforpligtelse, der blev omlagt til forpligtelse som medhæftende debitor.

Indledning.

Denne klage vedrører en kautionsforpligtelse, som klageren påtog sig for sin daværende samlevers totalkonto hos indklagede, hvilken forpligtelse senere blev afløst af klagerens indtræden som meddebitor for totalkontoen

Sagens omstændigheder.

Ultimo oktober 2001 optog klagerens daværende samlever S hos långiveren A et pantebrevslån med et provenu på 58.000 kr. Låneprovenuet blev anvendt til indfrielse af klagerens billån i et finansieringsselskab med en restgæld på ca. 20.500 kr. samt et lån etableret i klagerens navn i pengeinstituttet N med en restgæld på ca. 22.000 kr. Det resterende beløb blev ifølge indklagede anvendt til dækning af uventede udgifter.

I forbindelse med optagelsen af pantebrevslånet gav indklagede tilladelse til, at et ejerpantebrev i S' ejendom håndpantsat til sikkerhed for dennes engagement med indklagede rykkede for pantebrevslånet, idet det var en betingelse, at der skete en forhøjelse af nedbringelsen af maksimum på S' totalkonto (kassekredit) hos indklagede, samt at klageren tiltrådte som kautionist. Totalkontoens maksimum var 94.870 kr.

Den 8. november 2001 underskrev S dokumentet vedrørende ændringen af totalkontoen. I samme forbindelse underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvorefter hun indestod som selvskyldnerkautionist for Ss forpligtelser vedrørende totalkontoen.

I januar 2002 anmodede S indklagede om ydelsesnedsættelse og udvidelse af totalkontoen. Indklagede har anført, at indklagedes medarbejder meddelte S og klageren, at som følge af ændrede kautionsregler kunne klageren ikke underskrive et kautionsdokument, men måtte i stedet indtræde som meddebitor for totalkontoen.

Den 25. februar 2002 underskrev S og klageren herefter en kreditaftale vedrørende totalkontoen på 100.000 kr., hvorpå såvel S som klageren var anført som debitorer. Umiddelbart over de to underskrifter er anført: " Som debitorer:".

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder i forbindelse med underskriften anførte, at det ville være en formssag for hende at blive løst som kautionist. Hun insisterede flere gange på at læse dokumentet inden underskrift, men medarbejderen insisterede ligeledes på, at det behøvede hun ikke, for dokumentet lød, som medarbejderen havde sagt. Indklagede bestrider klagerens sagsfremstilling.

Indklagede har anført, at S ultimo marts 2002 oplyste, at han og klagerens samlivsforhold var ophørt. S forespurgte, hvorledes klageren ville kunne blive frigivet for sine forpligtelser. Indklagede accepterede i denne forbindelse, at klagerens forpligtelse alene skulle angå 58.000 kr., uanset at klageren ifølge dokumenterne hæftede for et større beløb.

Ved skrivelse af 18. april 2002 tilbød indklagede klageren, at hun kunne blive fritaget for sin medhæftelse for S' kredit mod betaling af 29.000 kr. svarende til halvdelen af provenuet fra pantebrevslånet optaget af S i 2001. Klageren indbetalte beløbet på 29.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 1. maj 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 11.500 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at af pantebrevslånets provenu blev ca. 20.400 kr. anvendt til indfrielse af hendes billån.

Lånet hos N på 22.000 kr. var alene optaget i hendes navn, fordi S på grund af en stor gæld vurderede, at han ikke ville kunne få et lån. Provenuet af lånet gik udelukkende til forbedringer af S' hus samt køb af forskelligt løsøre, hvoraf hun ikke medtog noget ved samlivsophævelsen.

Hun og S er enige om, at han alene skal have 17.500 kr. tilbage svarende til størstedelen af billånet. De 20.000 kr. fra lånet hos N, som gik til huset, er de enige om, at hun ikke skal hæfte for, da hun intet får ved salg af huset. Indklagede bør derfor tilbagebetale hende 11.500 kr. (29.000 kr. - 17.500 kr.)

Hun stiller sig uforstående over for indklagedes krav om betalingen af 29.000, da hun på alle måder er blevet misinformeret af indklagedes medarbejder særligt ved underskriften af dokumenter den 5. februar 2002.

Hun valgte at betale de 29.000 kr., da hun ikke kunne overskue at stå med en hæftelse på 100.000 kr.

Indklagede har anført, at klageren den 5. februar 2002 underskrev kreditaftalen som meddebitor og således hæftede solidarisk med S.

Det bestrides, at rådgivningen af klageren i forbindelse med etableringen af kautionen og senere kreditaftalen var mangelfuld. Som følge af ændrede kautionsregler kunne klageren ikke længere være kautionist og indtrådte derfor som meddebitor.

Indklagede ønskede dog efterfølgende at være imødekommende og tilbudt klageren fritagelse for hæftelsen mod betaling af 29.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved kautionserklæringen af 8. november 2001 påtog klageren sig at hæfte som kautionist for sin samlevers totalkonto hos indklagede med en kreditramme på 94.870 kr. I forbindelse med forhøjelse af kreditrammen på totalkontoen til 100.000 kr. og ændring af kontoens vilkår underskrev klageren den 25. februar 2002 kreditaftalen som medhæftende debitor. Ankenævnet finder, at der ikke er godtgjort omstændigheder, som kan medføre, at klageren ikke fuldt ud hæftede for de påtagne forpligtelser som henholdsvis kautionist og medhæftende debitor. Hvad angår kreditaftalen af 25. februar 2002 bemærkes, at klageren ikke kunne være uvidende om, at hun påtog sig at hæfte som debitor, idet dette fremgår såvel af kreditaftalens første side som af angivelsen umiddelbart over klagerens underskrift. I øvrigt ville størrelsen af klagerens hæftelse have været den samme, selv om hun alene havde gentaget sin kautionsforpligtelse. Det af klageren anførte om baggrunden for, at hun påtog sig kautionsforpligtelsen af 8. november 2001, herunder om anvendelsen af provenuet af det pantebrevslån, for hvilket indklagede rykkede, kan ikke føre til en begrænsning af de forpligtelser, klageren havde påtaget sig over for indklagede.

Indklagede accepterede, at klageren kunne blive frigjort for sin hæftelse for totalkontoen mod betaling af 29.000 kr., og der foreligger efter det anførte ikke noget grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte sit krav yderligere.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har taget stilling til, i hvilket omfang klageren efter betaling af beløbet på 29.000 kr. til indklagede kan gøre et regreskrav gældende mod sin tidligere samlever.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.