Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod placering af aktier i åbent depot frem for kreditorbeskyttet pensionsdepot.

Sagsnummer: 291/2007
Dato: 27-02-2008
Ankenævn: Peter Blok, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Depot - indsigelse vedr. dispositioner
Ledetekst: Indsigelse mod placering af aktier i åbent depot frem for kreditorbeskyttet pensionsdepot.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et ansvar over for klageren ved at placere en aktiepost i et åbent depot frem for i et kreditorbeskyttet pensionsdepot.

Sagens omstændigheder.

Klageren havde en erhvervsvirksomhed, som i 1994 trådte i betalingsstandsning. Der blev i forbindelse hermed udbetalt dividende på ca. 17 % til virksomhedens kreditorer. Klageren havde herefter en betydelig gæld til bl.a. skattevæsenet.

I 1995 blev klageren kunde hos Jyske Bank, som oprettede et åbent depot og en Totalkonto til klageren.

Den 18. januar 2002 indestod der 102.381,70 kr. på totalkontoen. Af indeståendet blev 50.000 kr. overført til en nyoprettet Jubilæumskonto, og yderligere 8.925 kr. blev anvendt til klagerens køb af 50 stk. aktier i Jyske Bank til kurs 178,50. Aktierne blev indlagt i klagerens åbne depot.

Ved et aktiesplit den 15. oktober 2004 blev beholdningen af aktier ændret til 100 stk.

Den 22. maj 2007 foretog Skat udlæg i aktierne. Udlægget blev noteret af banken den 1. juni 2007, og depotet blev samme dag spærret.

Klageren gjorde indsigelse imod udlægget, idet det var hans opfattelse, at depotet var et pensionsdepot, som var beskyttet imod kreditorforfølgning, jf. retsplejelovens § 512, stk. 3.

Parternes påstande.

Den 25. oktober 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal holde ham skadesløs.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Jyske Bank fra etableringen af engagementet kendte hans økonomiske situation.

Da han fik oparbejdet et større indestående på Totalkontoen, rådede banken ham til bl.a. at investere i værdipapirer med henblik på at få et bedre afkast. Han fremhævede i den forbindelse over for banken, at han ønskede at beskytte sig mod udlæg fra sine kreditorer. Banken foreslog på den baggrund, at der blev oprettet en pensionsordning, som på grund af forsørgelsesøjemedet var undtaget fra kreditorforfølgning.

Han husker tydeligt, at han underskrev særlige dokumenter om en pensionsordning i banken. Genparterne af dokumenterne, som han fik udleveret, er imidlertid bortkommet i forbindelse med flytninger.

Banken bør bekræfte, at depotet er en pensionsordning, som ikke kan være genstand for udlæg, eller holde ham skadesløs for det tab, han lider som følge af bankens adfærd.

Jyske Bank har anført, at klageren i 2002 anmodede om en højere forrentning på Totalkontoen. Der kunne på daværende tidspunkt opnås en højere rente på en Jubilæumskonto, hvis man var aktionær i banken. Der blev derfor oprettet en Jubilæumskonto og gennemført et køb af Jyske Bank aktier, som blev indlagt i klagerens eksisterende depot, hvor der ikke tidligere var blevet indlagt værdipapirer.

Det bestrides, at klageren skulle have fået oplyst, at aktierne var undtaget fra kreditorforfølgning.

Banken er ikke i besiddelse af dokumenter, der skulle dokumentere oprettelsen af en pensionsordning.

Hvis klageren havde haft til hensigt at oprette en ordning, som kreditorerne ikke kunne gøre udlæg i, har det formodningen imod sig, at han valgte at gøre dette for kun 8.925 kr. af indeståendet på 102.381,70 kr.

Klageren har ikke lidt noget tab ved Skats udlæg i værdipapirerne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at der i forbindelse med klagerens køb af aktier den 18. januar 2002 blev indgået en aftale om oprettelse af en pensionsordning til klageren. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at Jyske Bank bibragte klageren en berettiget forventning om, at aktierne i depotet var beskyttet imod kreditorforfølgning.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.