Forkerte oplysninger om størrelsen af forventet udbetaling ved overførsel af en kapitalpension i et pengeinstitut til en livrente i et forsikringsselskab
| Sagsnummer: | 574/2012 |
| Dato: | 18-09-2013 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Christian Bremer, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
Forsikring - rådgivning |
| Ledetekst: | Forkerte oplysninger om størrelsen af forventet udbetaling ved overførsel af en kapitalpension i et pengeinstitut til en livrente i et forsikringsselskab |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav mod Nordea Bank begrundet i forkerte oplysninger om størrelsen af forventet udbetaling ved overførsel af kapitalpension til livrente.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er født i 1948, og som er kunde i Nordea Bank, havde i 2009 i et andet pengeinstitut en kapitalpension, som han ønskede at overføre til en livrente.
Nordea Bank indhentede et tilbud af 29. oktober 2009 på en livrente i Nordea Liv og Pension. Banken foretog i den forbindelse en fejlindtastning, der betød, at livrentetilbuddet blev baseret på to indbetalinger á 318.000 kr. i stedet for korrekt én.
Af tilbuddet fremgår, at klageren fra den 1. marts 2013 ville få en livsvarig årlig udbetaling på 44.077 kr. Endvidere fremgår to indbetalinger á 318.000 kr., henholdsvis et kapitalindskud den 1. december 2009 og en såkaldt § 41 overførsel.
Klageren accepterede tilbuddet, hvorefter kapitalpensionsmidlerne blev overført til livrenten.
Den 18. december 2009 sendte Nordea Liv og Pension en pensionsoversigt til klageren. Af pensionsoversigten fremgår en livsvarig årlig udbetaling på 22.155 kr., beregnet på grundlag af en § 41 overførsel på 302.170 kr.
Som bilag til både tilbuddet af 29. oktober 2009 og pensionsoversigten af 18. december 2009 modtog klageren oplysninger om fortrydelsesret, jf. § 34 D og § 97 A i lov om forsikringsaftaler.
I slutningen af 2011 henvendte klageren sig til banken og Nordea Liv og Pension, idet han nu havde konstateret, at de kommende udbetalinger fra livrenten var halveret i forhold til tilbuddet.
Den 4. december 2012 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.
Parterne har på forespørgsel fra Ankenævnet oplyst, at de ikke kan fremlægge alternative livrentetilbud, som klageren indhentede i 2009 i forbindelse med tegningen af livrenten i Nordea Liv og Pension.
Klageren har anført, at han via et andet pengeinstitut modtog et livrentetilbud på cirka 26.000 kr. Hans "hjælper" i det pågældende pengeinstitut mener også, at tilbuddet var der omkring. Nordea Bank er ikke fremkommet med bemærkninger hertil.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank skal stille ham således, at han får livrenteudbetalinger på livsvarigt årligt 44.077 kr. som anført i tilbuddet af 29. oktober 2009.
Nordea Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse og afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han i efteråret 2009 indhentede tilbud på livrente fra flere selskaber. Efter rådgivning fra Nordea Bank valgte han tilbuddet fra Nordea Liv og Pension, da det var klart bedst af alle tilbud.
Den garanterede årlige udbetaling på 44.000 kr. var et udmærket supplement til folkepensionen.
Han havde ikke andre midler end kapitalpensionen at indskyde på livrenten, hvilket banken vidste.
Der blev indgået en bindende aftale om en livsvarig årlig udbetaling på 44.000 kr.
Da han i december 2009 modtog en ny pensionsoversigt tænkte han ikke over og blev heller ikke gjort opmærksom på, at der kunne være sket ændringer, hverken med hensyn til ind- eller udbetaling. Han hæftede sig heller ikke ved bilaget om fortrydelsesret, som han også tidligere havde modtaget.
Han har ikke fået nogen opkrævning på den efter bankens opfattelse manglende kontante indbetaling.
Det kan ikke bebrejdes ham, at han ikke var opmærksom på indbetalinger, som han ikke havde aftalt, og som han heller ikke havde midler til.
Nordea Bank har anført, at banken rådgav klageren om pensionsoverflytningen på vegne af Nordea Liv og Pension. Som følge af bankens fejlindtastning formodede Nordea Liv og Pension, at der – udover en § 41 overførsel af 318.000 kr. – ville blive indbetalt yderligere 318.000 kr. på livrenten. Da beløbet ikke blev modtaget, sendte selskabet en ny korrigeret pensionsoversigt til klageren, hvor kun det faktisk overførte beløb, der udgjorde 302.170 kr., dannede grundlag for beregningen af de årlige udbetalinger. Det fremgik, at klageren havde mulighed for at fortryde overflytningen af pensionen, hvilket imidlertid ikke skete.
Klageren var således fuldt ud oplyst om den årlige udbetaling, og klagerens manglende udnyttelse af fortrydelsesretten var udtryk for, at han accepterede det anførte i pensionsoversigten, herunder at den årlige udbetaling på 22.155 kr.
Klageren kunne ikke være i tvivl om, at pensionsoversigten, der blev sendt den 19. december 2009, indeholdt relevante oplysninger om hans pensionsforhold.
Klageren kan ikke støtte ret på en tidligere fejlbehæftet begæring og tilbudsoversigt, som efterfølgende blev tilrettet og accepteret af klageren.
Klageren har ikke lidt et tab som følge af fejlindtastningen. Klageren fik overført sin kapitalpension som ønsket, og de årlige udbetalinger afspejler ordningens størrelse.
Hvis klageren får medhold, vil han opnå en uberettiget berigelse på bankens bekostning.
Klageren har udvist passivitet ved først at henvende sig efter cirka to år.
Til støtte for afvisningspåstanden har Nordea Bank anført, at fejlindtastningen ikke har medført tab for klageren. Klageren har fået overført sin kapitalpension, som han ønskede. Udbetalingerne fra livrenten afspejler den indeholdte kapital fra kapitalpensionen. Der eksisterer dermed ikke en formueretlig tvist mellem klageren og banken, og sagen bør derfor afvises.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.
I 2009 rådgav Nordea Bank på vegne Nordea Liv og Pension klageren om overførsel af hans kapitalpension i et andet pengeinstitut til en livrente i Nordea Liv og Pension. Banken indhentede et tilbud hos Nordea Liv og Pension, men som følge af en fejlindtastning i banken viste tilbuddet livsvarige udbetalinger til klageren på årligt cirka 44.000 kr., hvilket var det dobbelte af, hvad klagerens faktiske indbetaling berettigede til.
Klageren har oplyst, at han indhentede tilbud fra flere selskaber, og at det omhandlede tilbud fra Nordea Liv og Pension "var klart bedst af alle tilbud". Ankenævnet finder ikke, at dette i sig selv kan medføre, at klageren burde have indset, at tilbuddet beroede på en fejl.
I forbindelse med modtagelsen af pensionsoversigten fra Nordea Liv og Pension af 18. december 2009 med de ændrede og korrekte beløb, blev klageren ikke på tydelig måde gjort opmærksom på fejlen i det oprindelige tilbud, og den betydelige ændring, som korrektionen af fejlen havde medført.
Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at banken skal godtgøre klageren dennes tab i forhold til det af klageren oplyste alternative livrentetilbud med en årlig udbetaling på cirka 26.000 kr., som ikke er bestridt af banken.
Ankenævnet finder herefter, at Nordea Bank ved indbetaling på klagerens nuværende livrente eller på anden måde skal stille klageren som om han ved tegningen af livrenten i slutningen af 2009 havde opnået udbetalinger på årligt cirka 26.000 kr. i stedet for de faktiske udbetalinger på årligt cirka 22.000 kr.
Ankenævnets afgørelse
Nordea Bank skal inden 30 dage stille klageren som ovenfor anført.
Klageren får klagegebyret tilbage.