Afgørelse

Spørgsmål om erstatingsansvar for rådgivning i forbindelse med tegning af ulykkesforsikring. Invaliditet / erhvervsevnetab.

Sagsnummer:	172 /2005
Dato:	02-11-2005
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:	Forsikring - rådgivning
Ledetekst:	Spørgsmål om erstatingsansvar for rådgivning i forbindelse med tegning af ulykkesforsikring. Invaliditet / erhvervsevnetab.
Indklagede:	Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes tegning af en ulykkesforsikring.

Sagens omstændigheder.

Den 13. januar 1999 tegnede klageren via indklagede en ulykkesforsikring med en dødsfaldsdækning på 260.000 kr. og en invaliditetsdækning på 1 mio. kr. i forsikringsselskabet F. Den årlige præmie for forsikringen var på 1.725 kr.

Af forsikringsbetingelserne fremgår bl.a.:

"…

[F] følger samme praksis som Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af, om det, der er sket,

1.	er et ulykkestilfælde,
2.	har medført lidelsen eller døden,
3.	har medført varigt mén (invaliditet), og da af hvilken størrelse.

Ménfastsættelsen sker efter reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 33, stk. 1, 2 og 4.

…

1 Erstatning ved invaliditet

1.1 Har skaden medført invaliditet på 5% eller derover, bliver der udbetalt invaliditetserstatning.

Invaliditetserstatningen udgør lige så mange procent af forsikringssummen, som invaliditeten er fastsat til i procent.

1.2 Invaliditetens omfang bliver fastsat på grundlag af skadens medicinske art og omfang. Herudover tages der hensyn til de ulemper, som skaden har forvoldt i forsikredes personlige livsførelse.

…

Den 25. februar 1999 kom klageren til skade ved en ulykke. Skaden blev anmeldt til F.

Klagerens varige mén som følge af ulykken blev i 2000 af Arbejdsskadestyrelsen fastsat til 10 % og i 2003 forhøjet til 15 %. Klagerens erhvervsevnetab blev fastsat til 65 %.

På baggrund af ménfastsættelsen udbetalte F i alt 150.000 kr., men afviste et krav fra klageren om erhvervsevnetabserstatning.

Klageren indgav en klage over F til Ankenævnet for Forsikring, som den 14. marts 2005 udtalte følgende:

"…

Nævnet har gennemgået sagen og finder, at selskabets afgørelse er i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne. En afgørelse til gunst for klageren kan derfor kun ske, hvis det godtgøres, at der er ydet klageren utilstrækkeligt eller forkert rådgivning ved forsikringens tegning.

Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at bankens medarbejder ved forsikringens tegning har tilkendegivet, at en forsikring som den omhandlede dækker ved tab af erhvervsevne. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at bankens personale efterfølgende har givet klageren tilsagn herom.

På det foreliggende grundlag finder nævnet derfor ikke at kunne pålægge selskabet at udbetale klageren en yderligere erstatning, hvorfor

b e s t e m m e s:

Klagen kan ikke tages til følge."

Indklagede har under sagen fremlagt et internt notat om kundeforholdet med klageren. Af notatet, der er dateret den 27. maj 1997, fremgår bl.a.: "Vi har forgæves forsøgt at tegne TAE til kunden, på grund af dårlig ryg." Indklagede har oplyst, at TAE betyder forsikring dækkende tab af erhvervsevne.

Parternes påstande.

Den 16. juni 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal erkende, at han har fået ukorrekt/dårlig rådgivning.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han under et møde med indklagedes forud for tegningen af forsikringen anmodede om en "løntabsforsikring", således at han ikke ville gå væsentligt ned i indtægt i tilfælde af længerevarende sygdom eller invaliditet. Baggrunden herfor var, at han havde opnået en god løn og tilsvarende høje udgifter. Bl.a. havde han en gæld til indklagede på ca. 120.000 kr., som han ikke ville være i stand til at afvikle, hvis han blev uarbejdsdygtig. Indklagede anbefalede en forsikring med dækning ved tab af erhvervsevne og forklarede, at denne ville supplere en eventuel pension, således at levestandarden ikke ville blive væsentligt reduceret. Det bestrides, at han bad om en engangsydelse i tilfælde af erhvervsevnetab. Han understregede, at han ønskede månedlig supplering til en eventuel pension.

Det bestrides, at han tidligere havde anmodet om en erhvervsevnetabsforsikring, og at han skulle have fået afslag herpå, idet han før ulykken i februar 1999 aldrig havde haft helbredsmæssige problemer, herunder dårlig ryg.

Efter mødet modtog han en police for en ulykkesforsikring. Han var uforstående over for, at erhvervsevnetab ikke blev nævnt i policen, og medbragte derfor denne til et nyt møde hos indklagede. Han fik forklaret, at udtrykket erhvervsevnetab var erstattet af invaliditet, som betød nøjagtigt det samme, og at forsikringen således dækkede ved erhvervsevnetab. Om betegnelsen ulykkesforsikring blev det forklaret, at der var tale om en ulykkesforsikring med udvidet dækning, da den ud over at dække ved varigt mén også dækkede ved invaliditet (erhvervsevnetab). Forskellen mellem méngrad og invaliditet blev forklaret omhyggeligt.

Policens tekst er svær at forstå og direkte misvisende på det omhandlede punkt, idet der både er brugt udtrykket méngrad og invaliditet. Han havde derfor ikke grund til at betvivle indklagedes forklaring.

Indklagede bekræftede endvidere flere gange på forespørgsel fra ham, at forsikringen dækkede ved erhvervsevnetab.

I forbindelse med det efterfølgende skadesforløb måtte han konstatere, at invaliditet var det samme som méngrad, og at ulykkesforsikringen ikke omfattede erhvervsevnetab. Han fik derfor ikke den forsikringsudbetaling, som han berettiget havde forventet.

Indklagede må vedstå sit ansvar for den ukorrekte/dårlige rådgivning, som har medført, at han ikke opnåede den ønskede forsikringsdækning.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke vedrører en konkret formueretlig tvist. Det er uklart, hvad klageren ønsker at opnå med klagen ud over en stillingtagen til, om rådgivningen var korrekt. Klageren har ikke fremsat noget økonomisk krav.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren anmodede om en forsikring, der kunne give ham en sum penge i tilfælde af, at han skulle komme til skade. Klageren gav ikke udtryk for et ønske om en forsikring, der dækkede tab af erhvervsevne (eller en "løntabsforsikring"), og klageren ville næppe have kunnet få en sådan forsikring, idet klageren, jf. notatet, tidligere havde fået afslag herpå som følge af en bestående ryglidelse.

Klageren fik oplyst, at han via den tegnede forsikring ville få udbetalt et beløb i tilfælde af, at han blev erklæret invalid med en vis procent. Det bestrides, at den pågældende medarbejder skulle have tilkendegivet, at forsikringen dækkede tab af erhvervsevne. Sagen blev varetaget af en erfaren medarbejder med et indgående kendskab til ulykkes- og erhvervsevnetabsforsikringer.

Det er denne sag uvedkommende, om der eventuelt på grund af misforståelse af klagerens forespørgsler blev givet ukorrekte oplysninger om forsikringsdækningen efter klagerens tilskadekomst.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet forstår klagen således, at klageren ønsker, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning skal betale en erstatning, hvorved klageren stilles, som om han den 13. januar 1999 havde tegnet en erhvervsevnetabsforsikring. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med tegningen af forsikringen ydede fejlagtig eller mangelfuld rådgivning om forsikringsdækningen, og indklagede findes heller ikke at have tilsikret klageren dækning for erhvervsevnetab.

Klagen tages derfor ikke til følge.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.