Indekskontrakter. Udbetalingsperiodens længde. Forrentning af indekskonto.
| Sagsnummer: | 228/2004 |
| Dato: | 09-12-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Inge Frølich, Ole Simonsen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
|
| Ledetekst: | Indekskontrakter. Udbetalingsperiodens længde. Forrentning af indekskonto. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse imod, at udbetalingerne fra hans indekskonto hos indklagede er ophørt tidligere end forventet.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i juli 1926, indgik i 1967 en aftale med en sparekasse om oprettelse af seks indekskontrakter. Udbetalingsperioden var 12 år og grundrenten 4,25% p.a. Indekskontoen skulle forrentes med sparekassens højeste indlånsrente, der p.t. var 6,25% p.a., samt en overrente på p.t. 0,5 % p.a. Aftalen fremgår i øvrigt bl.a.:
"UDBETALING
3. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettiget til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattende indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte."
I 1991 blev indekskontrakterne overført til indklagede.
Ved skrivelse af 28. april 1993 rettede indklagede henvendelse til klageren om udbetalingerne, som skulle begynde den 1. august 1993. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Ved beregningen af størrelsen af de månedlige udbetalinger fra kontoen benyttes en såkaldt grundrente. Såfremt kontoen bliver forrentet med en rentesats, der er lig med grundrenten, vil kontoens indestående netop være opbrugt i løbet af den aftalte udbetalingsperiode. | |
2) | Størrelsen af de månedlige udbetalinger kan efter Deres valg fastsættes på to måder, a) med fast grundrente b) med variabel grundrente. |
a) | Fast grundrente: |
Såfremt De vælger den faste grundrente på 3,50% p.a., bliver de månedlige udbetalinger fra Indekskontoen (ekskl. statens indekstillæg) uændret, indtil kontoens indestående er opbrugt. | |
Deres konto bliver imidlertid forrentet med vor højeste indlånsrente + p.t. en overrente, hvilket i øjeblikket giver en forrentning på 6,50% p.a. af de første 75.000,00 kr. 7,75% p.a. af resten. | |
Fortsætter denne forrentning, vil udbetalingsperioden blive væsentlig længere end den oprindeligt aftalte. | |
b) | Variabel grundrente: |
Den variable grundrente fastsættes af Finansministeriet for et kalenderår ad gangen. Der sigtes mod at undgå en væsentlig forlængelse (eller forkortelse) af udbetalingsperioden i forhold til den aftalte. | |
De månedlige udbetalinger (ekskl. statens indekstillæg) vil ved denne metode forøges eller formindskes år for år, alt efter om grundrenten er steget eller faldet." |
Klageren valgte udbetaling med fast grundrente. Egenudbetalingerne blev beregnet på grundlag af en beregningssaldo på 161.087 kr. og grundrenten på 4,25%. Udbetalingerne fortsatte til og med juli 2004, hvor kontoens indestående var opbrugt.
I udbetalingsperioden varierede de månedlige udbetalinger fra indekskontoen i intervallet 1.352,57 kr. - 1.399,52 kr. Statens indekstillæg steg fra 1.002 kr. pr. måned i 1993 til 1.428 kr. i 2003.
Rentesatsen på indekskontoen var højere end grundrenten indtil den 16. februar 1996, hvorefter rentesatsen var mindre end grundrenten.
Parternes påstande.
Den 6. august 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en kompensation for indekssagens dårlige forløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han berettiget kunne forvente en udbetalingsperiode på 12 år. Han er derfor uforstående over for, at indklagede efter præcis 11 år meddelte, at kontoen var udgået.
Ifølge indklagede var årsagen faldende rente. Indklagede, der har et højt udviklet IT-system og et veluddannet personale, burde have kunnet forudse dette og have taget højde herfor.
De årlige udbetalinger steg fra 28.475 kr. i 1994 til 33.930 kr. i 2003. På grund af den faldende rente burde udbetalingerne i stedet være blevet nedsat, således at løbetiden på 12 år, som kontrakterne lyder på, så vidt muligt kunne overholdes.
Indklagede har tilsyneladende ikke været interesseret i at forrente og administrere kontrakterne i den fulde udbetalingsperiode i 12 år.
Indklagede har anført, at klageren i 1993 valgte at bibeholde den faste grundrente på 4,25% til brug for beregningen af de årlige udbetalinger fra indekskontoen. Valget betød en næsten fast månedlig udbetaling fra indekskontoen gennem hele perioden, indtil indeståendet var opbrugt. Afhængig af, hvordan renten på indekskontoen udviklede sig, kunne udbetalingsperiodens længde variere. Såfremt klageren i stedet havde valgt en variabel grundrente, ville den aftalte udbetalingsperiode ikke være blevet væsentligt ændret. Derimod ville de månedlige udbetalinger variere afhængig af, hvordan renten på indekskonti generelt udviklede sig.
Udbetalingerne fra indekskontoen har været nogenlunde konstant, mens statens indekstillæg løbende er blevet forhøjet.
Det følger af bekendtgørelse nr. 259 af 13. februar 2004 om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter § 15, stk. 2, at udbetalingsperioden vil blive afkortet, hvis indekskontoen i dele af ind- eller udbetalingsperioden forrentes med en rente, der er utilstrækkelig til at sikre en månedlig udbetaling, jf. § 10, stk. 4, gennem hele den aftalte udbetalingsperiode.
I 1993, hvor der blev lavet en beregning af størrelsen på de årlige udbetalinger, blev det lagt til grund, at klagerens indekskonto ville blive forrentet med minimum 4,25% i alle årene fra 1993 til 2005. Dette har dog ikke været tilfældet, da renteniveauet generelt er faldet. Klageren har derfor reelt fået udbetalt for meget hvert år, og derfor rækker opsparingen ikke til den ønskede og i 1993 forudsatte løbetid på 12 år.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges til grund, at indeståendet på klagerens indekskonto til stadighed er blevet forrentet med indklagedes højeste indlånsrente med tillæg af overrente. Indklagede har ikke været forpligtet til at forrente indeståendet med en samlet rente, som mindst svarede til den faste grundrente på 4,25% p.a., med henblik på at fastholde den forudsatte udbetalingsperiode på 12 år.
Udbetalingerne fra indekskontoen blev beregnet på grund af den i aftalen anførte grundrente på 4,25% p.a. Deraf følger, at udbetalingsperioden ville have været 12 år, såfremt rentesatsen på indekskonti i udbetalingsperioden til stadighed havde været 4,25% p.a. I det omfang renten på indekskonti har oversteget 4,25% p.a., har det medført en forlængelse af udbetalingsperioden. Omvendt medfører en forrentning på under 4,25% p.a. en forkortelse af udbetalingsperioden.
I udbetalingsperioden for klagerens indekskonto var renten i størstedelen af perioden mindre end 4,25% p.a. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået fejl ved beregningen af udbetalingerne, eller at indklagede skulle have tilsikret klageren en udbetalingsperiode på 12 år.
Klageren, der via kontoudtogene løbende har kunnet orientere sig om indekskontoens saldo, måtte påregne, at udbetalingerne ville ophøre, når kontoens indestående var opbrugt.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i udbetalingsperioden af egen drift burde have rådgivet klageren til at ændre udbetalingerne til variabel grundrente med henblik på i størst muligt omfang at fastholde den aftalte udbetalingsperiode.
Som følge heraf Klagen tages ikke til følge.