Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bidragsforhøjelse.

Sagsnummer: 21005066/2010
Dato: 23-11-2010
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Maria Hyldahl, Mads Svaneklink, Karen Havers-Andersen, Mads Laursen
Klageemne: Bidrag - forhøjelse
Ledetekst: Bidragsforhøjelse.
Indklagede: BRFkredit a/s
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i juli 2005 et lånetilbud til klageren, hvoraf det fremgik, at bidragssatsen udgjorde 0,12659 pct. pr. termin af lånerestgælden. Af LånGuiden, som var vedlagt lånetilbuddet fremgik det, at bidragssatsen eller bidragsmetoden i eksisterende låneforhold kunne ændres af forretningsmæssige eller markedsmæssige grunde, herunder for at opretholde eller styrke kapitalgrundlaget. Pantebrevet indeholdt ligeledes forbehold for bidragsændringer. Instituttet meddelte i marts 2010 klageren, at bidragssatsen med baggrund i de økonomiske konjunkturer samt stigende omkostninger til at yde realkreditlån ville blive forhøjet med 0,14964 pct. pr. 1. juli 2010. Klageren protesterede forgæves over bidragsforhøjelsen. Klageren rettede i april 2010 henvendelse til Finanstilsynet med henblik på at få oplyst, hvorvidt Tilsynet havde godkendt bidragsændringen. Finanstilsynet meddelte klageren, at Tilsynet ikke skal godkende ændringer af bidragssatserne, og at Tilsynet således heller ikke havde godkendt den aktuelle ændring. Tilsynet henviste til, at sådanne ændringer er reguleret i aftalegrundlaget, og henviste endvidere til reglerne om god skik.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at forhøje bidragssatsen for eksisterende lån, herunder klagerens lån. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at det af instituttet var gjort til et vilkår i den indgåede aftale, at instituttet i lånets løbetid kunne forhøje bidragssatsen. Nævnet henviste til, at Nævnet i sin praksis generelt ikke har fundet at kunne tilsidesætte sådanne vilkår som urimelige. Baggrunden er, at aftaler om realkreditlån er langvarige aftaleforhold, som ikke kan opsiges af instituttet, hvorfor der må levnes instituttet en vis mulighed for at ændre enkelte elementer i sådanne aftaler. Afgørende for, om Nævnet efter offentligretlige og formueretlige regler kan tilsidesætte bidragsforhøjelser i en sag som denne er efter Nævnets opfattelse, om bidragsforhøjelsen fremstår som vilkårlig og urimelig. Instituttet havde i brev i marts 2010 til klageren begrundet bidragsforhøjelsen med de økonomiske konjunkturer, stigende omkostninger til at yde realkreditlån, herunder til kapitalfremskaffelse, og voksende tab. Det var ikke muligt for Nævnet at foretage en konkret bevismæssig efterprøvelse af instituttets begrundelse for bidragsforhøjelsen, og Nævnet var derfor henvist til at foretage en mere overordnet vurdering af økonomiske forhold, der forelå på realkreditområdet på tidspunktet for bidragsforhøjelsen. Nævnet fandt ikke på baggrund af en sådan vurdering at kunne fastslå, at bidragsforhøjelsen var vilkårlig eller urimelig, og frifandt derfor realkreditinstituttet.