Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for kautionsløfte.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod hæftelsen for et kautionsløfte afgivet i 1986.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 27. januar 1986 ydede et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, klagerens søn et lån på 32.000 kr., som skulle afvikles med 500 kr. hver 14. dag, første gang 6. februar 1986. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist på gældsbrevet den 26. februar 1986.

Ved påtegning på gældsbrevet den 23. september 1986 blev lånet forhøjet med 9.500 kr. til 35.853,06 kr. Klageren tiltrådte ved påtegning samme dag, at kautionen omfattede det forhøjede lån. Lånets ydelse blev samtidig ændret til 600 kr. hver 14. dag, første gang 2. oktober 1986.

Ved skrivelse af 21. oktober 1987 meddelte indklagede klageren, at kautionslånet var i restance med 8.310 kr., som indklagede opfordrede klageren til at berigtige. Ved skrivelse af 4. november 1987 rykkede indklagede for lånets restance, som nu var på i alt 9.510 kr.

Ved skrivelse af 16. december 1987 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionsforpligtelsen.

Indklagede overgav sagen til inkasso. Af påtegning på fogedrekvisition af 12. april 1988 fremgår, at sagen den 15. februar 1989 blev foretaget i fogedretten, hvor der blev afgivet insolvenserklæring af klageren og debitor, idet gælden blev opgjort til 46.881,34 kr.

Den 11. august 1989 afregnede indklagedes advokat sagen under henvisning til den afgivne insolvenserklæring.

Under sagen er fremlagt kopi af årlige skrivelser pr. 31. december til klageren, hvori indklagede har oplyst størrelsen af klagerens forpligtelse i henhold til kautionen.

Ved skrivelse af 20. januar 2003 meddelte indklagede klageren, at kautionsforpligtelsen kunne opgøres således:

Indklagede anmodede samtidig klageren om at indbetale kautionsbeløbet.

Den 23. januar 2003 indgav klageren klage til Ankenævnet, idet hun ønskede, at indklagede skulle inddrive tilgodehavendet hos sønnen, der ejede fast ejendom.

Den 27. januar 2003 indgik indklagede frivilligt forlig med klagerens søn om betaling af gælden. Gælden blev opgjort pr. 22. januar 2003 til 44.384,11 kr. Af forliget fremgår, at gælden skulle afvikles med 500 kr. månedligt, første gang 31. januar 2003. Det fremgår, at der p.t. ikke blev beregnet renter, idet indklagede havde bevilget frafald af fremtidige renter.

Ved skrivelse af 12. februar 2003 meddelte indklagede klageren, at såfremt hendes søn overholdt forliget, ville der ikke blive foretaget yderligere inddrivelsesskridt over for hende.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke er bundet af kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede gentagne gange har undladt at orientere hende om sønnens manglende betalinger på lånet.

Hun erindrer, at hun i 1990 muligvis 1991 eller 92 fik en skrivelse fra indklagede. Hun stillede sig uforstående heroverfor, da hun ikke kendte til, at indklagede var fusioneret med den oprindelige långivende bank.

Senere genoptog sønnen afviklingen i perioder. Men hun hørte stadig ikke om sønnens misligholdelse.

I 1995 rettede hun henvendelse til indklagede med forespørgsel om optagelse af lån. Hun fik afslag med henvisning til kautionslånet, som sønnen ikke overholdt afviklingen af. Hun oplyste indklagede om, at sønnen da ejede to ejendomme.

Senere rettede hun henvendelse til indklagede om omprioritering af sin faste ejendom. Indklagede stillede sig velvillig, men således at hun skulle flytte sit engagement til indklagede samt optage et lån til at dække kautionsforpligtelsen, da sønnen ikke overholdt afviklingsordningen. Igen gav hun udtryk for, at hun ikke havde fået orientering herom.

Hun finder, at indklagede gang på gang har holdt hånden over sønnen og undladt at informere hende, hvorfor det ville være rimeligt, at man freder hende.

Indklagede har anført, at klageren ved sin underskrift på gældsbrevet samt tillægget hertil har påtaget sig at kautionere som selvskyldnerkautionist for lånet.

Indklagede har ikke udvist passivitet, idet kautionen er blevet gjort gældende over for klageren i 1987, ligesom klageren i februar 1989 afgav insolvenserklæring.

Hertil kommer, at indklagede årligt fra 1993 har fremsendt en saldomeddelelse ultimo året om kautionsforpligtelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved skrivelsen af 21. oktober 1987 orienterede indklagede klageren om, at kautionslånet var i restance med 8.310 kr. Idet lånets ydelse da var aftalt til 600 kr. hver 14. dag, havde lånet således på dette tidspunkt været i restance i mere end seks måneder, hvorfor indklagedes meddelelse var afgivet for sent, jf. bank- og sparekasselovens § 41. Ankenævnet finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den for sent afgivne meddelelse har haft betydning for klagerens regresmulighed.

Ankenævnet har ikke taget stilling til, med hvilket beløb kautionsforpligtelsen i givet fald vil kunne gøres gældende mod klageren.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.