Spørgsmål om erstatning for manglende gennemførsel af omprioritering begrundet i indsigelse om manglende besvarelser af anmodninger om rådgivning om låneomlægning og faldende kurser.
| Sagsnummer: | 129 /2023 |
| Dato: | 15-11-2023 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Janni Visted Hansen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for manglende gennemførsel af omprioritering begrundet i indsigelse om manglende besvarelser af anmodninger om rådgivning om låneomlægning og faldende kurser. |
| Indklagede: | Sparekassen Sjælland-Fyn |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om erstatning for manglende gennemførsel af omprioritering begrundet i indsigelse om manglende besvarelser af anmodninger om rådgivning om låneomlægning og faldende kurser.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, var kunder i Sparekassen Sjælland-Fyn. Klagerne købte i marts 2021 en fast ejendom og optog i forbindelse med ejendomskøbet et F-kort lån i Totalkredit med pant i deres faste ejendom formidlet af sparekassen.
Den 23. august 2021 skrev klagerne en besked til sparekassen i netbanken, hvori de anførte:
”Vi vil gerne have et møde og høre hvad du/I har fundet ud af i forbindelse med alle de penge det kom til at koste os ved vores huskøb. Hvor blev pengene af til renovering, negative renter vi betalte på hele lånet mm. Og så vil vi tale om at lave lånet til fastforrentet.”
Sparekassen har oplyst, at den afholdt et møde med klagerne den 2. september 2021, hvor sparekassens håndtering af ejendomskøbet blev gennemgået. Mødet gav ikke anledning til at igangsætte en omlægning af klagernes realkreditlån.
Den 10. marts 2022 skrev H en besked til sparekassen i netbanken, hvori hun anførte:
”Hej [navn]
Vi er på ferie, derfor har jeg ikke ringet tilbage. Er det noget, der haster, ringer jeg selvfølgelig.
Tænker om vi måske skal se at lægge om til fast rente ???”
Den 15. marts 2022 skrev sparekassen en besked til H, hvori den anførte:
”Rigtig god ferie.
Jeg havde bare lige et par spørgsmål omkring den kredit på kr. 50.000 som skulle laves.
Vil I have afvikling på den nu og i givet fald hvor meget skal den nedskrives med pr. md. ??
Og så ville jeg lige give dig en tilbagemelding omkring afkast for perioden 08.11-21.12.
Afkastet har været negativ med 0,10 efter omkostninger i et lidt turbolent marked[et] men skal ses over en længere årrække da det er pensionsmidler med lang tidshorisont inden de skal benyttes.”
Sparekassen har oplyst, at den omtalte kredit efterfølgende blev etableret, og at den i den forbindelse ikke hørte yderligere fra klagerne.
Sparekassen har endvidere oplyst, at H i juni 2022 henvendte sig til sparekassen for at høre om mulighederne for at overtage den af klagerne ejede ejendom som eneejer og enedebitor på realkreditlånet. Sparekassen meddelte H, at dette ikke kunne imødekommes. Det var herefter sparekassens opfattelse, at klagerne selv ville vende tilbage med, hvorvidt ejendommen skulle sættes til salg eller andre løsningsforslag til, hvorledes H eventuelt kunne overtage ejendommen alene.
I november 2022 ønskede klagerne at skifte afdeling, og klagernes kundeforhold med sparekassen blev flyttet til en af sparekassens øvrige afdelinger.
I januar 2023 klagede klagerne til sparekassen over sparekassens manglende rådgivning om omlægning af deres realkreditlån til et fastforrentet lån.
Sparekassen afviste klagen og anførte, at sparekassen ikke havde betragtet klagernes henvendelser af 23. august 2021 og 10. marts 2022 som konkrete anmodninger om omlægning af deres realkreditlån.
Parternes påstande
Den 14. februar 2023 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland-Fyn skal betale erstatning for det tab, som de har lidt ved mistet mulighed for låneomlægning efter deres beskeder til sparekassen i august 2021 og i marts 2022 samt ved H’s henvendelse til sparekassen i juni 2022.
Sparekassen Sjælland-Fyn har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at de to gange i henholdsvis august 2021 og i marts 2022 bad sparekassen om råd/vejledning i forhold til at få omlagt deres realkreditlån til et fastforrentet lån, men der skete intet. Særligt i foråret 2022, da Rusland invaderede Ukraine, ville det have været passende med rådgivning og opfølgning. Det måtte være sparekassens opgave, selv om de kun var små kunder.
Det var ikke på tale, at ejendommen skulle sælges i juni 2022. H forhørte sig om, hvorvidt hun kunne overtage hele realkreditlånet, men det kunne hun ikke. Heller ikke på det tidspunkt vejledte sparekassen dem om, at renterne var i kraftig stigning, og at det nok var en god ide at omlægge til fast rente.
De har ikke fået den vejledning og rådgivning fra sparekassen, som den burde have givet dem. Når der pludseligt opstod kraftige rentestigninger, burde rådgiveren i sparekassen have rettet henvendelse til dem, særligt eftersom H henvendte sig til sparekassen vedrørende et fast forrentet lån i marts 2022, da krigen i Ukraine udbrød, og flere i finansverdenen varslede rentestigninger m.m.
Dette har indtil videre kostet dem i omegnen af 50.000 kr. Samtidig fik de ikke mulighed for at omlægge lånet og dermed (måske) skære en del af deres realkreditlån.
Fremadrettet vil det koste dem endnu mere, da deres månedlige terminer er steget og i juni 2022 udgjorde 7.500 kr., i september 2022 udgjorde 10.500 kr. og i marts 2023 udgjorde 34.500 kr. og måske endda stiger yderligere ved næste rentetilpasning.
Da de optog Totalkreditlånet via sparekassen, kludrede den så meget i det i forbindelse med indfrielsen af et tidligere realkreditlån, at det kostede dem adskillige tusinde kroner, som sparekassen dog efter en del tovtrækkeri eftergav dem en del af.
Efter at de flyttede deres kundeforhold i sparekassen til en anden afdeling, blev de med det samme kontaktet af deres nye rådgiver, som oplyste, at deres renteudgifter ville stige kraftigt med det realkreditlån, som de havde. På daværende tidspunkt var det for sent at omlægge til et fastforrentet lån.
Sparekassen Sjælland-Fyn har anført, at den løbende har været i dialog med klagerne såvel telefonisk samt via møder både før og efter de beskeder i netbanken, som klagerne sendte til sparekassen, hvor det ikke gav anledning til dialog om omlægning af deres realkreditlån. Sparekassen betragtede derfor ikke klagernes henvendelser af 23. august 2021 og 10. marts 2022 som konkrete anmodninger om omlægning af realkreditlånet i ejendommen.
Sparekassen har ligeledes afventet klagernes stillingtagen til, hvorvidt deres ejendom skulle sættes til salg eller andre løsningsforslag i forhold til, at H eventuelt kunne overtage ejendommen som eneejer og enedebitor på realkreditlånet. Det var derfor på daværende tidspunkt ikke aktuelt at tale om en omlægning af realkreditlånet, hvis ejendommen skulle sættes til salg
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne købte i marts 2021 en fast ejendom og optog i forbindelse med ejen-domskøbet et F-kort lån i Totalkredit med pant i deres faste ejendom formidlet af sparekassen.
I to beskeder i netbanken i henholdsvis august 2021 og marts 2022 til sparekassen anførte klagerne, at de gerne ville tale om/se på, om de skulle lægge realkreditlånet om til et lån med fast rente.
Klagerne har anført, at de intet hørte fra sparekassen.
Sparekassen har anført, at den løbende har været i dialog med klagerne såvel telefonisk samt via møder både før og efter de beskeder i netbanken, som klagerne sendte til sparekassen, hvor det ikke gav anledning til dialog om omlægning af deres realkreditlån.
H rettede i juni 2022 henvendelse til sparekassen for at høre om mulighederne for at overtage den af klagerne ejede ejendom som eneejer og enedebitor på realkreditlånet. Sparekassen meddelte H, at dette ikke kunne imødekommes. Sparekassen har oplyst, at det herefter var sparekassens opfattelse, at klagerne selv ville vende tilbage med, hvorvidt ejendommen skulle sættes til salg eller med andre løsningsforslag til, hvorledes H eventuelt kunne overtage ejendommen alene.
Klagerne har rejst krav om, at sparekassen skal betale erstatning for det tab, som de har lidt ved mistet mulighed for låneomlægning efter deres beskeder til sparekassen i august 2021 og i marts 2022 samt ved H’s henvendelse til sparekassen i juni 2022.
Ankenævnet finder ikke, at klagernes beskeder til sparekassen af henholdsvis august 2021 og marts 2022 kunne betragtes som konkrete anmodninger om omlægning af deres realkreditlån. Ankenævnet finder heller ikke, at H’s henvendelse til sparekassen i juni 2022 kunne betragtes som en anmodning om omlægning af realkreditlånet. Da der således ikke på noget tidspunkt blev indgået en bindende aftale med sparekassen om en konkret omlægning af realkreditlånet, finder Ankenævnet ikke, at sparekassen er erstatningsansvarlig for et eventuelt tab, som klagerne har lidt som følge af manglende omlægningsmulighed i henholdsvis august 2021, marts 2022 og juni 2022.
Ankenævnet finder endvidere, at såfremt klagerne havde et ønske om en konkret omlægning af realkreditlånet, og såfremt klagerne ikke mente, at sparekassen besvarede deres henvendelser, måtte det ud fra et synspunkt om tabsbegrænsning påhvile klagerne at rette fornyet henvendelse til sparekassen for at få den fornødne rådgivning om en eventuel låneomlægning og indgå en aftale om en konkret omlægning af lånet.
Ankenævnet lægger til grund, at klagerne ikke havde indgået en gældsplejeaftale med sparekassen, hvorved sparekassen påtog sig en forpligtelse til at overvåge og kontakte klagerne om kurs- og renteudviklingen. Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at sparekassen har begået fejl eller forsømmelser i sagen, der kan medføre et erstatningskrav over for sparekassen.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.