Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Modregning i kapitalpensionskonto og selvpensioneringskonto i forbindelse med gældssaneringssag.

Sagsnummer: 333 /1996
Dato: 11-02-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Modregning - pensionskonto
Gældssanering - modregning
Ledetekst: Modregning i kapitalpensionskonto og selvpensioneringskonto i forbindelse med gældssaneringssag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 30. november 1995 indgav klageren begæring om gældssanering til skifteretten i Århus, som den 20. december 1995 indledte gældssaneringssag for klageren.

Ved skrivelse af 2. januar 1996 anmeldte indklagede til skifterettens medhjælper et tilgodehavende hos klageren i henhold til et lån med restgæld pr. 20. december 1995 på 70.287,34 kr. Af skrivelsen fremgår, at klageren havde en kapitalpension hos indklagede med et indestående på 12.698,58 kr., og at indklagede ville stille forslag om, at kapitalpensionen blev ophævet, hvorpå indklagede ville modregne nettoprovenuet, jf. konkurslovens § 201, jf. § 42, stk. 1. Såfremt klageren kunne fremvise en lægeerklæring om varig uarbejdsdygtighed, ville indklagede også foretage modregning i klagerens selvpensioneringskonto med et indestående på 9.321,49 kr.

Det er oplyst, at klageren, der er født i 1943, var blevet bevilget førtidspension den 1. april 1995.

I foråret 1996 førtes en korrespondance mellem indklagede og skifterettens medhjælper om berettigelsen af indklagedes modregning i kapitalpensionen og selvpensioneringskontoen.

Den 13. marts 1996 foretog indklagede modregning i selvpensioneringskontoen med henvisning til, at klageren var tilkendt almindelig forhøjet førtidspension.

Den 3. juni 1996 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering for klageren, hvorefter klagerens gæld blev nedsat til 12,176%, der skulle afdrages over en 8-årig periode. Af kendelsen fremgår:

"Såfremt det måtte blive fastslået, at [indklagede] ikke har modregningsret i provenu fra kapital- og selvpensioneringskonto i samme bank, tilfalder provenuet kreditorerne."

Den 29. juli 1996 foretog indklagede modregning i klagerens kapitalpension og fremsendte en korrigeret anmeldelse til medhjælperen.

Den 28. august 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningerne i pensionskontiene.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har anført, at indklagede ikke kan påberåbe sig gældssaneringssagen som grundlag for modregning. Skifteretten tilkendegav, at det var en forudsætning for en kendelse om gældssanering, at kapitalpensionen og selvpensioneringskontoen blev ophævet, hvilket han erklærede sig indforstået med. Beløbene bør indgå i gældssaneringen til lige fordeling mellem kreditorerne. Hverken han, medhjælperen eller skifteretten har accepteret indklagedes modregningsadgang. Skifteretten har ikke hjemmel til at tage stilling til, om modregningerne var berettigede, hvorfor spørgsmålet er henskudt til Ankenævnet. Det forhold, at Ankenævnets afgørelse også har betydning for klagerens kreditorer, ændrer ikke ved, at han er part i sagen.

Indklagede har anført, at man som følge af, at klageren modtager førtidspension, var berettiget til at modregne i selvpensioneringskontoen, inden kendelse om gældssanering blev afsagt og i øvrigt uafhængigt af gældssaneringssagen. Modregningen i kapitalpensionen fandt sted, efter at kendelsen om gældssanering var afsagt. Det fremgår hverken af gældssaneringsforslaget eller gældssaneringskendelsen, at provenuet af de to pensionsordninger skulle fordeles blandt samtlige kreditorer.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at klageren ikke har nogen retlig interesse i at få sagen afgjort af Ankenævnet, idet sagens udfald alene har betydning for de af gældssaneringskendelsen omfattede kreditorer.

Ankenævnets bemærkninger:

Skifterettens kendelse om gældssanering for klageren må forstås således, at klagerens kapitalpensionskonto og selvpensioneringskonto skal ophæves, ligesom det samlede nettoprovenu skal udloddes til samtlige af gældssaneringen omfattede kreditorer, medmindre indklagede som påstået har ret til at foretage modregning i nettoprovenuet. Herefter findes klageren at have fornøden retlig interesse i ved Ankenævnet at få påkendt spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har været berettiget til at foretage modregning som sket. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

På det tidspunkt hvor indklagede foretog modregning i selvpensioneringskontoen, havde klageren i længere tid end 3 måneder haft ret til at hæve indeståendet på grund af varig uarbejdsdygtighed, jf. § 10, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986, og indklagede var derfor ikke afskåret fra at foretage modregning i medfør af retsplejelovens § 512, stk. 3. Indklagedes modregning i denne konto findes herefter at have været berettiget i medfør af konkurslovens § 201, jf. § 42.

I følge § 11 i lov nr. 293 af 24. april 1996 om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter kan der ikke foretages kreditorforfølgning, herunder modregning, i kapitalpensionsmidler. Kreditorbeskyttelsen ophører bl.a. ved ophævelse af kapitalpensionen i utide. Klagerens ophævelse af kapitalpensionen i utide var begrundet i skifterettens krav herom som betingelse for at afsige kendelse om gældssanering og fandt sted som led i gældssaneringen, idet provenuet forudsattes fordelt blandt samtlige kreditorer. Ankenævnet finder, at indklagede på den baggrund var afskåret fra at foretage modregning i kapitalpensionskontoen. Herved bemærkes, at klageren også under gældssaneringssagen havde været berettiget til at overføre kapitalpensionen til et andet pengeinstitut, hvorved indklagede var blevet afskåret fra at foretage modregning. For så vidt angår Konkurslovens § 201, jf. § 42 stk. 1, bemærkes, at kapitalpensionen ikke var ophævet af klageren på fristdagen den 30. november 1995, og at kapitalpension således ikke pr. fristdagen udgjorde en fordring, som indklagede berettiget kunne modregne i.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger tilbageføre den foretagne modregning i nettoprovenuet af klagerens kapitalpensionskonto pr. 29. juli 1996 og udbetale nettoprovenuet, 4.830,23 kr., med tillæg af sædvanlig procesrente fra klagens indgivelse den 28. august 1996, til skifterettens medhjælper i forbindelse med klagerens gældssaneringssag med henblik på fordeling blandt samtlige af gældssaneringen omfattede kreditorer. Klagegebyret tilbagebetales klageren.