Den 5. december 1991 underskrev klageren og dennes daværende ægtefælle et gældsbrev til indklagedes Hjørring afdeling vedrørende et lån på 380.000 kr. til ægtefællen. Af gældsbrevet fremgår under rubrikken særlige bestemmelser:
"Stempelpligtig:
Hovedstol | 380.000,00 kr. |
Ved separat erklæring af samme dato påtog klageren sig selvskyldnerkaution for lånet begrænset til 150.000 kr.
Klageren og dennes ægtefælle håndpantsatte endvidere et løsøreejerpantebrev på 40.000 kr. i klagerens bil, et ejerpantebrev på 150.000 kr. i ægtefællens ejendom samt indeståendet på en budgetkonto og anfordringskonto til sikkerhed for deres engagement. Indklagede havde i marts 1991 ydet klageren et lån på 40.000 kr. til køb af bilen.
Den 14. februar 1992 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle en kassekredit på 23.000 kr. Samme dag blev ægtefællens lån forhøjet med 17.000 kr., hvorefter restgælden på lånet udgjorde 394.671,76 kr. Klageren underskrev samtidig fornyet kautionserklæring begrænset til 150.000 kr. vedrørende lånet.
Den 22. august 1995 anmodede indklagedes advokat fogedretten i Århus om berammelse af en fogedforretning mod klageren på grundlag af løsøreejerpantebrevet med henblik på foretagelse af udlæg i bilen.
Den 17. oktober 1995 indgav indklagedes advokat stævning mod klageren ved retten i Århus med påstand om, at klageren tilpligtedes at betale 150.000 kr. med tillæg af rente svarende til Nationalbankens til enhver tid gældende diskonto med tillæg af 5% fra 11. april 1995. Den 13. november 1995 blev sagen af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361, stk. 1.
Klageren har over for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionserklæringen er uforbindende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at kautionserklæringen bør være uforbindende, idet han påtog sig kautionen hovedsagelig til sikkerhed for gammel gæld. Han kautionerede således med 150.000 kr., medens forhøjelsen af ægtefællens kredit alene udgjorde ca. 89.000 kr. Han er amerikansk statsborger og var på tidspunktet for kautionens stiftelse uden danske sprogkundskaber. Indklagede burde bl.a. på den baggrund have oplyst om retsvirkningerne af en kautionsforpligtelse. Indklagede var endvidere ikke berettiget til at inddrage hans bil som sikkerhed for ægtefællens personlige kassekredit.
Indklagede har anført, at klagerens daværende ægtefælle sammen med klageren henvendte sig til indklagedes Hjørring afdeling i begyndelsen af 1991 med henblik på at få overblik over sin økonomiske situation. Afdelingen accepterede at medvirke til en samlet løsning, hvorved klagerens økonomi blev saneret bl.a. med henblik på at undgå tvangssalg af hendes ejendom. Afdelingen betingede sig kaution fra klageren til imødegåelse af den forøgede risiko, som en forhøjelse af ægtefællens engagement medførte. Klageren var bekendt med ægtefællens gæld, som bl.a. fremgik af gældsbrevet af 5. december 1991, som klageren underskrev. Medarbejderne i afdelingen talte engelsk med klageren, og man har haft den opfattelse, at klageren fuldt ud forstod, hvad der blev aftalt. I 1991 og 1992 skete en samlet kreditudvidelse på 129.000 kr., som klageren sikrede ved sin kaution på 150.000 kr. Den i sagen omtalte bil, i hvilken indklagede havde løsørepant for 40.000 kr., blev efter vurdering solgt til ægtefællen for 3.500 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt af klageren, at han ved underskrivelsen af kautionserklæringen den 5. december 1991 var bekendt med, at kautionen i et vist omfang blev stillet til sikkerhed for hans daværende ægtefælles eksisterende gæld, og forholdet mellem kautionsforpligtelsens maksimum og kreditudvidelsen er derfor uden betydning for gyldigheden af kautionserklæringen. I forbindelse med forhøjelsen af lånet med 17.000 kr. underskrev klageren endvidere fornyet kautionserklæring den 14. februar 1992. Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder i forbindelse med hans underskrivelse af kautionserklæringerne, der kan medføre, at disse kan anses for uforbindende.
Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte pantsætningen af løsøreejerpantebrevet til sikkerhed for klagerens og ægtefællens engagement med indklagede.
Som følge heraf