Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om pengeinstituts medvirken til modtagelse af beløb fra udlandet.

Sagsnummer: 65/2002
Dato: 10-09-2002
Ankenævn: Peter Blok, Christian Egeskov, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt.
Klageemne: Betalingsoverførsel til udlandet - gennemførelse
Ledetekst: Krav om pengeinstituts medvirken til modtagelse af beløb fra udlandet.
Indklagede: BG Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om indklagedes medvirken til modtagelse af beløb fra udlandet.

Sagens omstændigheder.

Klageren har under sagen fremlagt aftaler og korrespondance vedrørende overførsel af beløb på op til 55 mio. USD til klageren fra dennes udenlandske forbindelser, herunder enken efter en nigeriansk præsident.

Indklagede har afvist at medvirke til modtagelse af beløbene.

Parternes påstande.

Den 6. februar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde almindelig bankservice til sikring af modtagelse af penge fra udlandet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede uberettiget har afvist at medvirke til modtagelse af beløbene.

En kunde bør kunne forvente, at ens pengeinstitut oplyser om fremgangsmåder med hensyn til modtagelse, optælling samt registrering af overførte beløb.

Overførsel af store beløb fra udlandet er til gavn for såvel Danmark som indklagede.

Al kommunikation er løbende blevet kontrolleret af myndighederne.

Han udfører et ærligt opklaringsarbejde i privat regi med henblik på eventuelt at opnå honorering, anerkendelse eller dusør.

Der er ikke aftalt noget loft for, hvor meget der kan indsættes på hans konto.

Det er uhørt, at man ikke kan benytte et pengeinstitut til sine penge.

Indklagede har anført, at klagerens engagement består af en nødlidende fordring samt en almindelig indlånskonto med et indestående på 12,09 kr.

Igennem ca. seks måneder har man modtaget adskillige henvendelser fra klageren og diverse for indklagede ubekendte personer på telefax samt e-mail, idet klageren angiveligt skulle modtage store beløb fra udlandet. Klageren har angivet indklagedes telefax nummer og e-mail adresse til diverse udenlandske afsendere. Klageren er blevet anmodet om at ophøre hermed, og om at meddele de pågældende personer, at korrespondancen ikke kan sendes til indklagede.

Man fik fra begyndelsen mistanke om, at der ikke var tale om reelle henvendelser, men om beløb stammende fra strafbare forhold, forsøg på hvidvaskning eller andet forsøg på misbrug/strafbart forhold. Det blev derfor meddelt klageren, at indklagede ikke ønsker at medvirke til modtagelsen af overførsler fra udlandet samt at eventuelle beløb vil blive returneret.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter indholdet af det materiale og de oplysninger, der er forelagt for Ankenævnet, finder Ankenævnet ikke grundlag for at kritisere, at indklagede har afvist at medvirke til modtagelsen af de omhandlede overførsler af store pengebeløb fra udlandet til klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.