Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indfrielse af fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår, indsigelse vedrørende rådgivning om låneomlægning.

Sagsnummer: 190/2003
Dato: 03-02-2004
Ankenævn: Peter Blok, Karen Frøsig, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgen, Morten Westergaard
Klageemne: Udlån - indfrielse
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indfrielse af fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår, indsigelse vedrørende rådgivning om låneomlægning.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage angår klagerens indsigelse vedrørende et fastforrentet lån ydet af indklagede samt indklagedes rådgivning i forbindelse med en låneomlægning.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev underskrevet af klageren og dennes samlever S den 24. januar 1997 ydede indklagede et lån på 501.000 kr. med en fast rente på 8%. Af lånebetingelserne fremgik, at der ved førtidig indfrielse af lånet helt eller delvis var særlige vilkår, således at indfrielseskursen kunne være lavere eller højere afhængig af renteudviklingen. Ifølge indklagede blev låneprovenuet anvendt til indfrielse af et kreditforeningslån, et privat pantebrev samt et boliglån. Omlægningen medførte en månedlig ydelsesbesparelse på ca. kr. 1.500. Baggrunden for, at omlægningen skete til et boliglån ydet af indklagede, var, at Nykredit ikke ville belåne ejendommen yderligere.

I 2001 købte klageren og S en ny ejerlejlighed. Til finansiering heraf ydede Totalkredit et 30-årigt rentetilpasningslån på 1.100.000 kr. med en rente på 5,3560%. Ifølge klageren blev lånet etableret i 1997 samtidig nedbragt med ca. halvdelen i hvilken forbindelse der blev betalt en overkurs på ca. 25.000 kr.

Indklagede har anført, at klageren og S ved købet af ejerlejligheden havde lagt vægt på at kende den fremtidige ydelse på finansieringen, hvorfor der blev taget udgangspunkt i et 6% obligationslån. På indklagedes anbefaling blev der i stedet valgt et rentetilpasningslån, da kursen på obligationerne på 6%'s lånet var på ca. 96. Hensigten var, at rentetilpasningslånet skulle konverteres, når kursen på 6%'s lånet blev bedre. I begyndelsen af september måned 2002, hvor kursen på 6%'s obligationerne var over 99, rettede afdelingen henvendelse til klageren og S, som da ikke ønskede at foretage en låneomlægning. Medio september måned 2002 blev 5% obligationslån introduceret, hvorfor indklagede på ny kontaktede klageren og S. Klageren og S besluttede sig herefter for at omlægge til et 5% obligationslån.

Af en af indklagede fremlagt konsekvensberegning af 19. september 2002 fremgår, at:

Eksisterende lån

Nyt lån

Indfrielse-/tilbudskurs

100,02

93,46

Restgæld

1.082.132

1.174.000

Rente

4,0463

5,0

(Rest)løbetid i år

29

29

Eff. rente efter skat

3,076

4,345

1. års bruttoydelse

68.937

82.737

1. års nettoydelse

52.765

61.490

Nutidsværdi af bruttoydelser

906.216

1.091.175

Nutidsværdi af nettoydelser

928.351

1.091.175

Klageren og S hjemtog herefter et nyt 5% Totalkredit obligationslån på 1.178.000 kr. til kurs 93,46.

Klageren og S skiftede efterfølgende pengeinstitut. I 2003 rettede de skriftlig henvendelse til indklagedes direktion og gav udtryk for deres utilfredshed med forløbet af kundeforholdet. De anførte, at de flere gange havde fået dårlig rådgivning, herunder vedrørende det fastforrentede boliglån. Endvidere havde de på et tidspunkt i 1990-erne i en presset økonomisk situation på indklagedes anbefaling ophævet deres pensioner til brug for inddækning af et underskud på en konto. Med hensyn til låneomlægningen i september 2001 fandt de, at indklagede havde udsat dem for et pres med henblik på at omlægge til et fastforrentet lån.

Ved skrivelse af 1. april 2003 besvarede indklagede klagerens og S' henvendelse. Indklagede afviste klagen.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. maj 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale kompensation vedrørende overkursen ved indfrielsen af boliglånet samt kompensation for generel dårlig rådgivning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at S er engelsktalende, men ingen af de rådgivere, de har haft hos indklagede, beherskede engelsk særlig godt. Han behersker kun selv engelsk til daglig brug, men ikke det tekniske engelsk, som det vil kræve, hvis forhold vedrørende bankrådgivning skal oversættes. Ved henvendelser hos indklagede har sproget været et problem.

De blev stærkt anbefalet at optage det fastforrentede lån på 8%, da renten helt sikkert ville stige. Det blev aldrig forklaret for dem, at renten kunne falde, således at indfrielse skulle ske til overkurs. På optagelsestidspunktet burde indklagede som pengeinstitut vide, at renten ville falde.

Et andet eksempel på dårlig rådgivning er, at indklagede på et tidspunkt midt i 1990-erne, hvor de var i en økonomisk presset situation, anbefalede, at deres pensioner blev ophævet til brug for inddækning af et underskud. De blev for eksempel ikke tilbudt at optage et lån i deres ejendom eller hos indklagede.

I forbindelse med købet af ejerlejligheden i 2001 blev de anbefalet rentetilpasningslånet fra Totalkredit. De besluttede sig herfor, da renten på dette tidspunkt var rimelig lav. Indklagede oplyste dog, at der var en risiko ved lånet, da renten sikkert ikke ville falde yderligere, men stige.

De var tilfredse med Totalkreditlånet, indtil de blev ringet op af en medarbejder fra indklagede i oktober 2002. De blev forklaret, at de nu skulle se at komme ud af rentetilpasningslånet og vælge et lån med en fast rente på 5%, og at det var nu, der skulle handles, da renten ville stige. Da de ikke ønskede at risikere noget, fulgte de indklagedes råd. De finder, at indklagede brugte en form for skræmmeteknik og herved kunne hente en bonus hos Totalkredit.

Indklagede har anført, at man har rådgivet klageren og S på baggrund af deres ønsker om at kende den fremtidige ydelse på deres boliglån samt på baggrund af forventningerne til kurs- og renteudviklingen. Det har været klagerens og S' egen beslutning, hvilke lån der skulle optages eller omlægges. Det afvises, at man skulle have skræmt klageren og S til at optage eller omlægge lån.

Indklagede har heller ikke bestemt, at klageren og S skulle hæve deres pensioner til nedbringelse af gæld. Dette var klagerens og S' egen beslutning. Indklagede afviste at yde yderligere lån til nedbringelse af gælden.

Klageren og S er gennem årene blevet betjent af rådgivere, der beherskede engelsk. Mere specifikke forhold blev forklaret på dansk, da klageren gav udtryk for at kunne oversætte. Klageren og S har ikke tidligere givet udtryk for, at de oplevede sprogproblemer i forbindelse med rådgivning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved deres underskrift af gældsbrevet af 24. januar 1997 tiltrådte klageren og S de særlige indfrielsesvilkår, som ikke er usædvanlige for lån med fast rente, og som tydeligt fremgår af gældsbrevet. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen var mangelfuld.

Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder begik en ansvarspådragende fejl ved i september 2002 at anbefale klageren og S at omlægge deres eksisterende rentetilpasningslån til et 5% obligationslån. Det bemærkes herved, at konsekvensberegningen af 19. september 2002 er udarbejdet med udgangspunkt i rentetilpasningslånets aktuelle rente og således ikke afspejler den risiko for senere rente- og ydelsesstigning, der er knyttet til et lån af denne type.

Det må lægges til grund, at klageren og S selv traf beslutning om at ophæve deres pensionskonti for at anvende provenuet til at nedbringe deres gæld, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig i forbindelse hermed.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge