Indsigelse imod pengeinstituts modregning i opsparingskonto til dækning af tilkendte sagsomkostninger.
| Sagsnummer: | 281/2004 |
| Dato: | 09-12-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Inge Frølich, Ole Simonsen, Morten Westergaard. |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse imod pengeinstituts modregning i opsparingskonto til dækning af tilkendte sagsomkostninger. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes modregning i indeståendet på klagerens opsparingskonto til dækning af tilkendte omkostninger.
Sagens omstændigheder.
Den 6. april 2004 afsagde Ankenævnet kendelse i sag nr. 14/2004, hvorefter klageren ikke fik medhold i sin påstand om, at indklagede var forpligtet til at forhøje renten på hendes opsparingskonto til 3,5% p.a.
Klageren udtog herefter stævning mod indklagede ved retten i Roskilde.
Den 13. juli 2004 blev der afholdt et retsmøde. Det fremgår, at klageren på en anmodning fra retten om betaling af 500 kr. i retsafgift tilkendegav, at hun ikke ønskede at betale retsafgift. Under retsmødet blev der efter klagerens indsigelse mod dommerens habilitet afsagt kendelse om dommerens upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61, og sagen blev berammet til domsforhandling.
Præsidenten for retten i Roskilde fastsatte ved skrivelse af 16. juli 2004 en frist til den 21. juli 2004 for betaling af retsafgift. Da retsafgiften ikke blev betalt, anså retten den 22. juli 2004 sagen for bortfaldet, jf. retsafgiftslovens § 62, stk. 1, 3. punktum.
Efter anmodning fra indklagedes advokat bestemte retten den 10. august 2004 med sædvanlig kæreadgang for klageren, at klageren inden 14 dage i sagsomkostninger skulle betale 1.800 kr. med tillæg af moms til indklagede.
Den 10. september 2004 afviste Østre Landsret 2 kæremål fra klageren, idet klageren ikke havde betalt kæreafgift. Kæremålene vedrørte retten i Roskildes kendelse om dommerens habilitet samt øvrige af retten trufne beslutninger.
Den 27. september 2004 hævede indklagede 2.250 kr. på klagerens konto til dækning af omkostninger, jf. rettens beslutning af 10. august 2004. Kontoen havde også herefter et ikke ubetydeligt indestående.
Parternes påstande.
Den 12. oktober 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede mod bedre vidende og uden hjemmel eller hendes accept har hævet på hendes konto. Hævningen må betegnes som tyveri.
Indklagede har undladt at følge kapitel 45-47 i retsplejeloven, hvilket formentlig skyldes, at indklagede er klar over, at der ikke er grundlag for kravet. Ved at gå uden om fogedretten har indklagede afskåret hende fra at anke fuldbyrdelsen.
Indklagede var vidende om, at afgørelsen af 10. august 2004 blev kæret. Hun er uforstående overfor, at dette kæremål ikke er blevet behandlet.
Dommeren i Roskilde har i ond tro misbrugt sin stilling til bevidst at afsige en forkert dom. Derfor har hun bedt landsretten om at lade dommeren i Roskilde betale kæreomkostningerne.
Det er sagen uvedkommende, om hun har fri råderet over de midler, som hun har indsat hos indklagede.
Indeståendet på den konto, som indklagede uberettiget har gjort udlæg i, er pensionspenge, som er fritaget for udlæg.
Indklagede har handlet i strid med god bankskik for egen vindings skyld.
Indklagede har anført, at fordringen på 2.250 kr. var forfalden, og at det derfor var berettiget at modregne i indeståendet på klagerens konto.
Indeståendet på kontoen blev indsat ved en check udstedt af et andet pengeinstitut uden klausulering af nogen art, og klageren har fri rådighed over midlerne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Den 10. august 2004 pålagde Retten i Roskilde klageren at betale 1.800 kr. med tillæg af moms i sagsomkostninger til indklagede. Det må efter det foreliggende lægges til grund, at denne afgørelse ikke er ændret af landsretten.
Da indklagede således den 27. september 2004 havde et forfaldent tilgodehavende hos klageren på 2.250 kr., finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes modregning med dette beløb i indeståendet på klagerens opsparingskonto.
Klagen tages ikke til følge.