Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bidragsforhøjelser.

Sagsnummer: 21608158 /0
Dato: 16-05-2017
Ankenævn: Henrik Waaben, Morten B. Pedersen (2 stemmer, jf. vedtægterne § 16, stk. 1), Jacob Elverum og Anne Vibeke Ellegaard Povlsen
Klageemne: Bidrag - forhøjelse
Ledetekst: Bidragsforhøjelser.
Indklagede: Totalkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

 

Klageren optog efter det oplyste den 27. marts 2009 et tilpasningslån F10 på 1.192.000,00 kr. med afdragsfrihed hos det indklagede realkreditinstitut. Af det for lånet udstedte pantebrev fremgår følgende af de særlige bestemmelser:

 

Vilkår for lånet

For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen.

 

Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende pantebrev.

 

Bidrag

Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.

 

Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i såfald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.

 

…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidrag og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.”

 

Indklagede varslede den 27. maj 2013 bidragsforhøjelser over for klageren:

 

Nye priser på realkreditlån

Realkreditinstitutterne bliver mødt med skærpede lovkrav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for vores udlån. Når prisen på denne kapital så samtidig er høj, og vores tab er vokset, betyder det, at vores omkostninger ved at producere realkreditlån stiger kraftigt. For at dække disse omkostninger må vi hæve priserne.

 

Det betyder, at …(indklagede)… fra 1. oktober 2013 forhøjer bidragssatserne for realkreditlån. Forhøjelsen betyder samtidig en mere entydig sammenhæng mellem pris, låntype og belåningsgrad. Lån uden afdrag bliver dyrere end lån med afdrag, og variabelt forrentede lån bliver dyrere end fastforrentede lån. De nye bidragssatser bevirker, at alle lån fra …(indklagede)… følger samme prisstruktur.

 

Det nye bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af december måned 2013.

 

Hvad betyder det for dig?

Låntype                                    Tilpasningslån (F10) variabel rente

Nuværende årlig bidragssats i pct.                                                     0,6000

Ny årlig bidragssats fra 01.10.2013 i pct.                                             0,9368

Restgæld pr. 30.09.2013 i kr.                                                    1.192.000,00

Terminsydelse december 2013 i kr.                                                    9.148,04

Bidragsændringens betydning for ydelsen i kr.                                         1.003,66

Bidragssatsen er blevet fastsat ud fra det belåningsinterval, der var gældende, da lånet blev udbetalt.

 

Forhøjelsen af bidragssatsen følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.”

 

Indklagede fremsendte den 28. august 2014 følgende meddelelse til klageren om nye priser:

 

Nye priser på realkreditlån

1.januar 2015 forhøjer …(indklagede)… bidragssatser og kursfradraget ved rentetilpasning. Bidraget og kursfradraget ændres, så det i højere grad modsvarer de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende låntype.

 

Det nye bidrag opkræver vi første gang som en del af din ydelse ved udgangen af marts måned 2015. Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere.

 

Hvad betyder det for dig

Låntype                                    Tilpasningslån (F10) variabel rente

Restgæld pr. 31. december 2014 i kr.                                             1.192.000,00

Nuværende årlig bidragssats i pct.                                                     0,9368

Ny årlig bidragssats fra 1. januar 2015 i pct.                                          1,0244

Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat)                      261,05

Nuværende kursfradrag i kurspoint                                                       0,10

Nyt kursfradrag fra 1. januar 2015 i kurspoint                                           0,20

Kursfradragsændringens vejl. betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. fra førstkommende

rentetilpasning (før skat)                                                                30

Bidragssatsen er fastsat ud fra belåningsintervallet på lånets tilbudstidspunkt. Lånets ydelse påvirkes både af beskrevne bidragsændring og renteændringer ved førstkommende rentetilpasning.

Ændring i ydelsen som følge af ændring i kursfradraget er vejledende og afhænger af renteniveauet på rentetilpasningstidspunktet.

 

Forhøjelsen af bidragssatsen og kursfradraget følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.”

 

Indklagedes Långuide pr. 6. november 2015 indeholder følgende afsnit om bidrag:

 

Bidrag

Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelse af lånet.

 

Bidraget beregnes som en procentsats af lånets restgæld (dvs. af kontantrestgælden for kontantlån og af obligationsrestgælden ved obligationslån). Betalingen sker forholdsmæssigt som en del af lånets terminsydelse.

 

Bidragssatsen ved lånets udbetaling er afhængig af den belånte ejendom, afdragsprofil, låntype, lånets hovedstol og belåningsinterval (lånets prioritetsstilling i forhold til den kontante låneværdi for ejendommen).

 

Belåningsintervallet fastlægges via en værdiansættelse af ejendommen ved lånoptagelsen. Værdiansættelse foretages af …(indklagede)… på den af …(indklagede)… valgte måde. Belåningsintervallet fastlægges på ny ved en efterfølgende omlægning af lånet, gældsovertagelse eller relaksation. Bidragssatsen ændres ikke som følge af ordinære afdrag eller ved ændring af lånets prioritetsstilling som følge af f.eks. en indfrielse af foranstående lån.

 

Kursskæring (kursfradrag ved udbetaling/refinansiering og kurstillæg ved indfrielse) er afhængigt af den valgte låntype – herunder hyppigheden hvormed lånetypen refinansieres. Se nærmere om kursfradrag og kurstillæg i de almindelige forretningsbestemmelser for obligationshandel.

 

Gældende gebyrer fremgår af …(indklagedes)… prisblad, som kan findes på …(indklagedes hjemmeside)…

 

Ændring af bidrag, gebyrer og andet vederlag (herunder kursskæring).

Bidrag, gebyrer og andet vederlag er variable.

 

Lånets bidrag og beregningsmetoden for bidrag kan således ændres i lånets løbetid, eksempelvis så bidraget beregnes og eventuelt løbende reguleres på grundlag af flere eller andre forhold end ved lånets udbetaling, herunder låntagerspecifikke forhold. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) i eksisterende låneforhold.

 

Ændringer af bidrag og beregningsmetoden for bidraget samt ændring eller indførelse af nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) kan i eksisterende låneforhold være begrundet i aktuelle eller forventede omkostningsmæssige, markedsmæssige, lovgivningsmæssige, risikomæssige, konkurrencemæssige, forretningsmæssige eller lignende forhold samt låntagerspecifikke forhold. Du kan nedenfor se eksempler på sådanne forhold. Listen er ikke udtømmende.

 

a)         Ændringer i lovgivning, retspraksis og myndighedspraksis,

b)         Ændringer i krav og forventninger fra ratingbureauer og investorer, herunder krav og forventninger af betydning for prissætningen på obligationerne bag …(indklagedes)… udlån,

c)         Omkostningsudviklingen, eksempelvis som følge af

*          øgede omkostninger til fremskaffelse af kapital,

•          ændrede krav til kapitalgrundlag, kapitalberedskab, likviditet eller solvens,

•          øgede skatter eller afgifter,

•          øgede distributionsomkostninger eller

•          generelle garantiordninger,

d)         Øgede tab eller risiko for tab, nedskrivninger eller hensættelser til tab,

e)         Behov for ændringer i sammensætningen af …(indklagedes)… låneportefølje, eksempelvis en reduktion af mængden af lån med variabel rente

f)         Behov for at motivere …(indklagedes)… kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag,

g)         Øgede risici, herunder operationelle risici,

h)         Faldende ejendomspriser eller strukturelle udviklinger i ejendomsmarkedet,

i)         Administrative forhold eller behov for bedre udnyttelse af …(indklagedes)… kapacitet og ressourcer,

j)         Øvrige forhold, som indebærer behov for øget indtjening eller en ændret prisstruktur,        

k)         Låntagers betalingsmisligholdelse,

l)         Ændringer i låntagerspecifikke forudsætninger, herunder låntagers økonomiske forhold eller sammensætningen, omfanget eller rentabiliteten af låntagers engagement med …(indklagede)… eller

m)         Ændringer i den pantsatte ejendoms belåningsgrad, værdifasthed eller omsættelighed.

 

Ændringer vedrørende bidrag samt væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag meddeles individuelt til låntager med 3 måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Ændringer begrundet i udefrakommende forhold, som …(indklagede)… ikke har indflydelse på, kan dog ske uden varsel. Øvrige ændringer, herunder ændringer vedrørende gebyrer eller morarente samt mindre væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag annonceres med 3 måneders varsel i …(indklagedes)… prisblad, som er tilgængeligt på …(indklagedes hjemmeside)…”

 

Indklagede varslede den 4. februar 2016 på ny bidragsforhøjelser over for klageren:

 

”Den 1. juli 2016 forhøjer …(indklagede)… bidragssatserne. Det gør vi, fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.

 

Jeres lån i …(indklagede)… har ikke fast rente i hele løbetiden og er uden afdrag. Hvis I vælger et lån med fast rente og med afdrag, falder jeres bidragssats til den laveste i …(indklagede)… Det skyldes, at myndighederne kræver, at færre boligejere vælger lån med variabel rente og lån uden afdrag.

 

Se, hvad forhøjelsen koster jer

Låntype                                    Tilpasningslån (F10) variabel rente

Restgæld pr. 1. juli 2016 i kr.                                                  1.192.000,00

Nuværende årlig bidragssats i pct.                                                     1,0244

Ny årlig bidragssats fra 1. juli 2016 i pct.                                           1,1996

Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat)                      522,10

I betaler den nye bidragssats første gang 1. oktober 2016. Desuden ændrer jeres rente sig ved næste rentetilpasning. Derfor ændrer jeres samlede betaling sig også.”

 

Klageren sendte den 30. marts 2016 følgende e-mail til indklagede:

 

”Jeg vil gerne starte med at sige at jeg ikke frivilligt har accepteret de bidragsstigninger I har pådraget mig i okt. 2013 og i Jan. 2015.

 

Jeg vil heller ikke frivilligt acceptere den bidragsstigning der kommer til at ramme mig Jul. 2016.

 

I 2013 fik jeg den opfattelse at alle ville blive ramt af bidragsstigninger og ingen ville gå fri.

 

Jeg finder så ud at nogen er gået fri.

 

…(link til artikel)…

 

Jeg vil gerne klage over de bidragsstigninger i 2013 og i 2015 og de kommende i 2016 fordi jeg ikke synes de er rimelige, de er steget 98 procent siden 2013.

Jeg sidder pt. i et F10 lån som jeg har store udgifter ved at komme ud af. Jeg optog lånet lige før jeres første stigninger, jeg vidste godt at bidraget kunne stige, men at I ville komme med en stigning på næsten 100 procent, er ikke rimelig.

 

Hvis I vil sætte min bidragssats til 0,6 eller betale alle de omkostninger ved at komme ud af mit F10 vil jeg være tilfreds.

 

Jeg håber at I har forståelse for min sag og vil give mig ret i at jeres stigninger ikke er rimelige.”

 

Indklagedes klageansvarlige enhed besvarede klagerens henvendelse som følger:

 

”Vi lægger ikke skjul på, at vores partnere i …(indklagede)… får en del af bidragsforhøjelsen. Det er en konsekvens af den samarbejdsaftale, vi har med partnerne. Vores partnere stiller rådgivning i hele Danmark for de mange kunder med …(indklagede)…-lån. Vores partnere oplever, at deres omkostninger er vokset – blandt andet på grund af stigende krav til sagsbehandling, rådgivning og udvikling af IT-løsninger, der kan håndtere dette.

 

Helt overordnet forhøjer vi bidragssatserne for alle eksisterende og nye lån i …(indklagede)…, fordi bidragene er vores primære indtjeningskilde. En øget indtjening over de kommende år sikrer, at …(det koncernforbundne realkreditinstitut/indklagede)… fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne. For via en øget indtjening formår vi både at honorere myndighedernes nuværende krav og ruste os til de nye, markant højere krav, vi ved, er på vej.

 

Der diskuteres aktuelt en række nye tiltag i Basel Komitéen for banktilsyn og i EU. Det er blandt andet en ny såkaldt standardmetode for kreditrisiko, en revision af såkaldte risikovægte for boliglån, nye regler for nedskrivning og nye likviditetskrav. Der er tale om omfattende forslag med store konsekvenser for sektoren og …(indklagedes)… mulighed for at låne ud – og derved med store konsekvenser for samfundet. Blot for at give et eksempel: Det diskuteres lige nu i Basel Komitéen, om man skal stramme de såkaldte risikovægte på boligområdet. Det er allerede sket i Sverige, og det betyder, at bankerne skal sætte mere til side, når de låner ud til boligejere. Hvis det samme indføres i Danmark, betyder det, at …(det koncernforbundne realkreditinstitut)…, som …(indklagede)… er en del af, skal øge vores egentlige kernekapital med 15 milliarder kroner. Det er blot et af mange krav, der kan ramme os i den fremtid, vi kigger ind i.

 

Det er rigtigt, at vi ikke ved præcis, hvor høje de nye kapitalkrav bliver. Men vi kan se, at bliver bare ét af kravene implementeret i en minimumsversion, vil det udfordre os væsentligt. Derfor handler vi allerede nu. Hvis du har lyst til en mere uddybende forklaring, som konkretiserer de aktuelle og sandsynlige krav, vil vi opfordre dig til at læse notatet ”Baggrund for nye priser” samt de hertil hørende uddybende notater på …(indklagedes)… hjemmeside. Du kan tilgå notatet og de underliggende notater på dette link:…

 

Vi har lagt en klar strategi for, hvordan vi kommer i mål med de krav, vi allerede nu kender. Og dem når vi. Men der venter nye og markante kapitalkrav, vi skal leve op til i de kommende år. Den endelige størrelse af disse krav ligger ikke fast, men omfanget vil være markant. Foretager vi ikke grundlæggende forandringer, vil kravene derfor – selv i en minimumsversion – være en væsentlig udfordring for …(indklagede)… Den udfordring må vi allerede nu forholde os til og søge en løsning på. Derfor står …(det koncernforbundne realkreditinstitut)…, som …(indklagede)… er en del af, ved en skillevej, hvor vi enten kan søge ny kapital gennem en børsnotering eller hæve bidragssatserne markant og samtidig skære dramatisk ned på aktiviteter og udlån. Det sidste vil ramme hårdt ind i vores kerneforretning: Danske boligejere vil opleve betragtelige prisstigninger og dårlige lånemuligheder. Det scenarie ønsker vi ikke. Derfor indleder …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… snart et nyt kapitel i sin 165-årige historie ved at lade sig børsnotere.

 

Forhøjelsen af bidragssatsen fastholdes.

 

Du kan læse om dine muligheder for at klage til Realkreditankenævnet på www.ran.dk.”

 

Klageren indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.

 

 

PARTERNES PÅSTANDE:

 

Klageren påstår indklagede tilpligtet principalt at nedsætte bidragssatsen på klagerens lån til 0,6 pct. p.a., subsidiært at betale samtlige omkostninger forbundet med indfrielsen af F10-lånet.

 

Indklagede påstår frifindelse.

 

 

KLAGERENS FREMSTILLING:

 

Klagen omhandler indklagedes bidragsstigninger i 2013, 2015 og 2016, fordi han ikke synes, at det er rimeligt, at satserne siden 2013 er steget med 98 pct.

 

Han har p.t. et F10 lån, som han har store udgifter ved at komme ud af. Han optog lånet lige før indklagedes første stigninger. Han vidste godt, at bidraget kunne stige, men at indklagede ville hæve bidraget med næsten 100 pct. er ikke rimeligt.

 

Han mener, at han er blevet straffet for meget i forhold til det lån, han har, da mange af stigningerne har været lige høje for F1 og F10, og da argumenterne for at sætte satsen op er, at lånet er usikkert, fordi det er et tilpasningslån. Han mener, at hans lån er mere sikkert, og at han derfor ikke skal straffes på den måde, han er blevet.

 

Den store forskel er i forhold til kunder med F1-lån, at han er stavnsbundet hos indklagede, medens kunder med F1 lån let kan skifte selskab.

 

Han håber, at Realkreditankenævnet har forståelse for hans sag og vil give ham ret i, at indklagedes stigninger ikke er rimelige.

 

 

 

 

INDKLAGEDES FREMSTILLING:

 

Indklagede oplyser, at klageren den 27. marts 2009 på grundlag af lånetilbud af 24. marts 2009 fik udbetalt et 30-årigt Tilpasningslån F1 på 1.192.000,00 kr. Lånet blev etableret med indledende afdragsfrihed frem til den 31. december 2018.

 

Bidraget på lånet blev fastsat til 0,50 pct. ud fra et belåningsinterval på 0-80 pct. på baggrund af en belåningsvurdering på 1.490.000 kr.

 

I forbindelse med lånets refinansiering i 2009 blev lånets profil ændret af klageren til et F3-lån, og ved refinansieringen i 2012 ændrede klageren lånets profil til et F10-lån. Lånet refinansieres næste gang den 31. december 2021.

 

Bidraget er pr. 01.10.2013 forhøjet til 0,9368 pct., pr. 01.01.2015 til 1,0244 pct. og pr. 01.07.2016 til 1,1996 pct.

 

Gennemførsel af bidragsforhøjelsen i 2016

Med virkning fra 1. juli 2016 forhøjede indklagede bidragssatserne på alle eksisterende og nye lån til private kunder. Derfor modtog alle privatkunder med lån hos indklagede et brev med oplysning om, hvad forhøjelsen betød for netop deres lån. Brevet indeholdt en begrundelse for forhøjelsen.

 

Derudover har indklagede på sin hjemmeside offentliggjort en redegørelse for bidragsforhøjelsen:

 

”…fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån, vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af den kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.”

 

”Begrundelseskrav

Det danske realkreditsystem har en række unikke kendetegn. Et af dem er, at du som låntager – uanset om du er boligejer eller erhvervsdrivende – igennem hele lånets løbetid er beskyttet mod en pludselig opsigelse af dit lån. Den beskyttelse har du ikke på dit banklån. Banker kan nemlig frit og uden varsel til enhver tid kræve, at du betaler dit lån tilbage. Det kan vi som realkreditinstitut ikke, så længe du betaler dine ydelser.

 

Med andre ord forpligter realkreditinstitutter sig ved udbetaling af et lån til at låne pengene ud – og ikke pludselig kræve dem tilbagebetalt – i hele den periode, der er aftalt. Og da løbetiden ofte er 30 år, betyder det, at realkreditinstitutter har uopsigelige forpligtelser, der løber i årtier.

 

 

 

Øget krav om polstring.

Over så lang en periode kan kapitalkrav og omkostninger ved realkreditudlån ændre sig markant. Derfor kan et realkreditinstitut forhøje bidragssatserne, som er realkreditinstituttets pris for at yde og administrere lån. Bidragssatserne kan også forhøjes på de lån, der allerede er udbetalt. Og det er det, …(indklagede)… gør, når vi hæver bidragssatserne på …(indklagede-lån)… pr. 1. juli 2016.

 

Men vi kan ikke bare hæve bidragssatserne vilkårligt, for alle realkreditinstitutter skal kunne begrunde, hvorfor de forhøjer bidragssatserne. Det er fast anerkendt i lovgivningen om god skik for finansielle virksomheder – og i talrige afgørelser fra Realkreditankenævnet – at man forhøjer bidragssatserne, når man kan begrunde det.

 

…(Indklagedes)… mulighed for at hæve bidragssatserne er udførligt beskrevet i låneaftalerne og i …(indklagedes)… Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som står i den LånGuide, man modtager, når man får et …(indklagede-lån)…

 

Hvorfor stiger bidragssatserne i …(indklagede)… pr. 1. juli 2016?

I det brev, alle kunder i …(indklagede)… har modtaget, begrunder vi forhøjelsen med, at kapitalkravene fra danske og internationale myndigheder til realkreditinstitutter er steget og fortsat stiger. De stigende kapitalkrav betyder, at …(realkreditkoncernen)… – som …(indklagede)… er en del af – skal stille mere og mere kapital som sikkerhed for de lån, vi har ydet og fortsat yder til danske boligejere og erhvervsdrivende.

 

Når myndighedernes krav stiger, øger investorerne og ratingbureauerne (tilsammen kaldet ”markedet”) samtidig deres forventninger til …(realkreditkoncernens)… kapitalgrundlag. Jo større tiltro investorer og ratingbureauer har til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)…, jo lavere bliver renten på lånet. Vores kunder har derfor direkte fordel af, at både investorer og ratingbureauer har stærk tiltro til …(det koncernforbundne realkreditinstitut)… Derfor er det så afgørende, at vi lever op til markedets forventninger.

 

Kendte og ukendte krav i sigte.

Konkret medfører de øgede krav, at …(realkreditkoncernen)… ved indgangen til 2019 skal have ca. 70 mia. kr. i egentlig kernekapital (den regnskabsmæssige egenkapital fratrukket hybrid kernekapital og en række solvensmæssige fradrag).

 

Dette kapitalmål er fastsat på baggrund af de allerede kendte og vedtagne kapitalkrav fra danske og internationale myndigheder. Forhøjelsen af bidragssatserne pr. 1. juli 2016 har først og fremmest til formål at øge sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan leve op til dette kapitalmål. Vi har i dag en egentlig kernekapital på 60,5 mia. kr. Den skal øges med knap 10 mia. kr. i årene 2016-2018. Forhøjelsen af bidragssatserne øger …(realkreditkoncernens)… indtjening og betyder dermed, at vi kan lægge mere til side hvert år i bestræbelserne på at nå 70 mia. kr. inden udgangen af 2018.

 

Desuden øger forhøjelsen af bidragssatserne sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan honorere de fremtidige, endnu ikke vedtagne kapitalkrav, som der i disse år arbejdes på hos internationale myndigheder. Vi kender ikke det konkrete omfang af kravene endnu – men vi ved, at kapitalkravet efter 2019 er højere end de 70 mia. kr. Selv i minimumsversioner vil de krav, der arbejdes på, være en betydelig udfordring for …(realkreditkoncernen)… Lige nu er vores bedste estimat, at det er nødvendigt at øge den egentlige kernekapital med yderligere 15 mia. kr. – altså ud over de 70 mia. kr. – når de nye krav får effekt. Estimatet er forsigtigt og svarer til det niveau, man allerede nu har pålagt de fire største banker i Sverige. Og det er ikke usandsynligt, at kravet bliver højere.

 

Børsnotering er nødvendig

Derfor søger …(realkreditkoncernen)… en børsnotering. Dels får vi tilført kapital i forbindelse med selve børsnoteringen, dels får vi efterfølgende, som børsnoteret koncern, adgang til at hente yderligere kapital efter behov. For at gennemføre en børsnotering skal vi have en bedre indtjening end i dag – det vil fremtidige aktionærer kræve, og det er forhøjelsen af bidragssatserne med til at sikre. Og det er værd at bemærke, at forhøjelsen af bidragssatserne er langt mindre, end den ville være uden en børsnotering. Forhøjelsen af bidragssatserne på …(indklagedes)… udlån til privatkunder står ikke alene. De suppleres af markante besparelser i …(realkreditkoncernen)… og andre tiltag, der bidraget til at effektivisere koncernen.”

 

Baggrunden for indklagedes forhøjelse af bidragssatsen er yderligere uddybet i en redegørelse, som også er tilgængelig på indklagedes hjemmeside.

 

Hjemmel til bidragsforhøjelse

Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af pantebrevet fra 2009. Dette suppleres af indklagedes Långuide fra varslingstidspunktet, der er godkendt af indklagedes bestyrelse. Såvel pantebrevet som Långuiden indeholder bestemmelser om fastsættelsen af bidraget, herunder at det i lånets løbetid kan ændres af indklagede.

 

Anbringender

Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,

 

at  der er hjemmel i låneaftalen til at forhøje bidragssatsen,

 

at  de gennemførte bidragsforhøjelser er sket ensartet for alle kunder med samme låntyper,

 

at  de skete forhøjelser af bidragssatsen er i overensstemmelse med aftalegrundlaget og varslet og begrundet i overensstemmelse med reglerne om god skik, og

 

at  bidragsforhøjelserne ikke er vilkårlige eller urimelige.

 

 

OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

 

Indklagedes prisblad pr. 15. februar 2017, som er tilgængeligt på indklagedes hjemmeside, indeholder følgende om bidragssatser:

 

 

 

 

 

 

 

Bidragssatser i procent pr. år for ejerboliger

 

 Belåningsgrad

 Fast rente

 RenteMax

F5-F10

 F-kort

 F3-F4

 F1-F2

 Tillæg for afdragsfri-hed

 0-40%

 0,45

 0,50

 0,50

 0,70

 0,75

 0,10

 40-60%

 0,85

 1,05

 1,05

 1,25

 1,30

 0,30

 Over 60%

 1,20

 1,45

 1,55

 1,65

 1,90

 0,80

 0-60%

 0,59

 0,69

 0,69

 0,89

 0,94

 0,17

 0-80%

 0,74

 0,88

 0,90

 1,08

 1,18

 0,33

 

ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

 

Klageren anfægter ikke umiddelbart indklagedes hjemmel til at foretage bidragsforhøjelser, men anfører, at bidragsforhøjelserne er urimelige, da de rammer ham urimelig hårdt i forhold til eksempelvis et F1-lån, som i de fleste tilfælde har fået stigninger på samme niveau, idet klageren ikke uden store omkostninger kan skifte institut.

 

Ifølge indklagedes prisblad er der betydelig forskel på bidragssatserne på F1 og F10-lån, som det generelt er tilfældet i branchen. Nævnet finder, at det tilkommer indklagede at tilrettelægge sin prismodel, og at der ikke er noget deri, som umiddelbart kan give anledning til at antage, at der skulle være foretaget en urimelig (forskels)behandling af kunderne.

 

Klageren henviser endvidere til, at han har accepteret de tidligere forhøjelser ud fra indklagedes oplysninger om, at bidragsforhøjelserne gælder for alle kunder, men at klageren efterfølgende har fundet ud af, at det ikke er tilfældet. Den artikel, som klageren i den forbindelse har henvist til, afspejler en sag, hvor indklagede efter at have undersøgt sagen nærmere kom frem til, at rådgivningen af klagerne havde været af en sådan karakter, at indklagede havde forpligtet sig til ikke aktuelt at lade bidragssatsen stige. Nævnet bemærker, at der er eksempler på sager, hvor også Nævnet er kommet frem til, at en bidragsforhøjelse som følge af den konkrete rådgivning ikke kunne gennemføres. Nævnet bemærker, at der ikke herved er sket en erkendelse eller underkendelse af en generel bidragsforhøjelse samt hjemlen og grundlaget for en sådan. Der er tale om, at der i de nævnte sager var givet klageren en garanti eller tilsikring af en bestemt bidragssats – eventuelt for en nærmere angiven periode.

 

Der er ikke i denne sag omstændigheder, der kan føre til et tilsvarende resultat. Da forhøjelserne endvidere ikke kan anses for vilkårlige eller åbenbart urimelige, kan Nævnet ikke give klageren medhold i klagen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Som følge af det anførte

 

b  e  s  t  e  m  m  e  s

Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.