Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod betaling gennemført i oktober 1998.

Sagsnummer: 239/2003
Dato: 03-02-2004
Ankenævn: Peter Blok, Karen Frøsig, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Morten Westergaard
Klageemne: Betalingsformidling - tilmelding
Passivitet - overførsel til tredjemands konto
Ledetekst: Indsigelse mod betaling gennemført i oktober 1998.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod en betaling foretage den 15. oktober 1998 ved hævning på klagerens konto hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

I september 1994 indgik klageren aftale med indklagede om kuvertbetaling, hvorefter klageren i særlige kuverter kunne fremsende giroindbetalingskort og indbetalingskort til betaling via sin konto hos indklagede.

Den 15. oktober 1998 blev der på klagerens konto i indklagedes Marselisborg afdeling hævet 9.016,38 kr., som blev overført til et malerfirma.

Den 30. oktober 1998 fremsendte indklagede kontoskrift for klagerens konto, hvoraf betalingen på 9.016,38 kr. fremgår med angivelse af malerfirmaets navn.

Klageren bestrider at have underskrevet giroindbetalingskort til brug for gennemførelsen af betalingen. Indklagede har ikke kunnet fremlægge giroindbetalingskortet.

Klageren har anført, at hun kort tid efter modtagelsen af kontoudtoget telefonisk rettede henvendelse til indklagedes Tranbjerg afdeling og reklamerede over betalingen til malerfirmaet. Hun havde overflyttet sit kundeforhold til Tranbjerg afdeling pr. 1. oktober 1998. Den 17. november 1998 var hun til møde i indklagedes Marselisborg afdeling vedrørende udlevering af dokumenter fra sin boks. Under mødet reklamerede hun over betalingen, men blev henvist til at kontakte indklagedes "Danske Giro", hvorfra hun blev henvist til at reklamere over for sin egen rådgiver. Hun kontaktede denne, der ikke havde tid til at tage sig af sagen. Den 27. s.m. var hun til møde i Tranbjerg afdeling, hvor hun på ny reklamerede over betalingen. Den pågældende bankassistent henviste hende til bankdirektøren. Den 17. december 1998 var hun til møde med bankdirektøren, som tilkendegav, at det var et spørgsmål mellem hende og malerfirmaet. Hun blev derfor henvist til at kontakte Malernes Garantifond; herfra blev hun henvist til at søge sagen afklaret med indklagede. I den efterfølgende tid forsøgte hun løbende at reklamere over betalingen ved henvendelse til Tranbjerg afdeling. Som konsekvens af indklagedes manglende reaktion flyttede hun i foråret 2001 til indklagedes Holme afdeling.

Indklagede har anført, at ingen medarbejdere i Marselisborg, Tranbjerg og Holme afdelinger erindrer, at klageren i efteråret 1998 rettede henvendelse om betalingen.

I december måned 2002 rettede klageren henvendelse til indklagedes Holme afdeling med anmodning om at modtage kopi vedrørende en betaling på 10.338,50 kr. til malerfirmaet gennemført den 3. februar 1999. Afdelingen fremskaffede indbetalingskortet vedrørende betalingen, hvoraf kopi er fremlagt. Efterfølgende anmodede klageren om kopi af indbetalingskort vedrørende betalinger til malerfirmaet gennemført den 17. marts 1999 og 15. marts 2000 samt betalingen den 15. oktober 1998.

Indklagede fremskaffede kopi af indbetalingskort vedrørende betalingerne den 17. marts 1999 og 15. marts 2000.

Klageren har fremlagt kopi af et tilbud af den 28. september 1998 fra malerfirmaet på malerarbejde til en samlet pris på 9.016,38 kr. samt en faktura af 17. januar 1999 vedrørende udført malerarbejde for 10.338,61 kr.

Ved dom afsagt den 12. november 2003 opnåede klageren udeblivelsesdom over malerfirmaet, der blev dømt til at betale 10.263,98 kr. med tillæg af procesrente fra 15. oktober 2003 samt sagsomkostninger 2.200 kr. Malerfirmaet begærede sagen genoptaget, og retten besluttede i december måned 2003, at der kunne ske genoptagelse på betingelse af, at malerfirmaet inden 8. januar 2004 indbetalte idømte sagsomkostninger eller stillede sikkerhed herfor.

Parternes påstande.

Klageren har den 4. august 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 9.016,38 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun havde indhentet et tilbud fra malerfirmaet af 28. september 1998, men ikke var interesseret heri, hvorfor hun umiddelbart efter modtagelsen telefonisk og senere skriftligt afviste det over for firmaet.

Hun har på intet tidspunkt indsendt girokort til betaling af det omstridte beløb, hvilket sandsynliggøres af, at indklagede ikke har kunnet fremlægge girokortet for betalingen.

Hun har fra en navngiven medarbejder i Tranbjerg afdelingen fået forklaret, hvordan betalingen forløb. Malermesteren fra firmaet skulle have indfundet sig og på grov maner have brokket sig over, at hun ikke havde betalt, hvilket havde foranlediget indklagede til at gennemføre betalingen, da indklagedes medarbejder - uvidende om de faktiske omstændigheder - mente, at hun naturligvis skulle betale sine regninger. Hun har forstået det således, at medarbejderen foranledigede fremsendelse af girokortet til betaling hos Danske Giro.

Efter at have modtaget kontoudtoget af 30. oktober 1998 rettede hun flere gange henvendelse om betalingen og har således ikke udvist passivitet.

Den 9. december 1998 mødte en maler og malersvend fra malerfirmaet uanmeldt op på hendes bopæl. Hun gjorde dem klart, at hun ikke ønskede, at de udførte malerarbejdet, men uagtet dette fortsatte de ind i hendes bolig og overtalte hende til, at de skulle foretage en del af arbejdet.

Hun har ikke modtaget faktura på den omstridte betaling, men alene et tilbud, som hun afslog.

For så vidt angår betalingen af de 10.338,50 kr. modtog hun en faktura herpå. Malermesteren kontaktede hende telefonisk, og hun gjorde i den anledning opmærksom på, at hun ikke ville betale hele beløbet, da firmaet uretmæssigt havde modtaget de 9.016 kr. Malermesteren virkede positiv over for hendes modregningskrav og bad hende om at returnere faktura og girokort. Forinden havde han bedt hende udfylde girokortet, hvilket hun gjorde uden at tænke sig om. Hun regnede herefter med, at sagen var ude af verdenen, indtil hun konstaterede , at der var hævet 10.338,50 kr.

Udeblivelsesdommen over malerfirmaet taler klart imod, at hun ikke skulle have lidt noget tab. Domsbeløbet udgør de 9.016,38 kr. med tillæg af et andet beløb på 1.247,60 kr. vedrørende et senere mellemværende, hvor hun ikke modtog nogen faktura.

Indklagede har anført, at betaling af et girokort via Danske Giro kræver fremsendelse af indbetalingskort i en speciel kuvert i lukket stand. Indbetalingskortet skal udfyldes og underskrives af kontohaver og påføres kontonummer vedrørende betalingskontoen.

Klageren rettede først ultimo 2002/primo 2003 henvendelse om betalingen fra oktober 1998. Hun har herved udvist en sådan grad af passivitet, at hun må være afskåret fra nu at rejse indsigelse mod hævningen af beløbet.

Ingen medarbejdere i de omhandlede afdelinger erindrer, at klageren mundtligt skulle have rettet henvendelse til indklagede om betalingen umiddelbart efter, at kontoudskrift var fremsendt pr. 30. oktober 1998.

Klageren har ikke godtgjort at have lidt et tab, hvorved bemærkes, at hun, efter at den omstridte betaling var gennemført, betalte yderligere beløb til malerfirmaet. I denne situation ville hun have haft mulighed for at foretage modregning.

Først da indklagede oplyste, at det ikke var muligt at fremskaffe indbetalingskortet vedrørende betalingen den 15. oktober 1998, fremkom klageren med sin indsigelse.

Dommen vedrørende malerfirmaet er ikke endelig. Hvis udeblivelsesdommen bliver den endelige dom, er det ikke dokumenteret, at malerfirmaet ikke kan tilbagebetale et eventuel idømt beløb til klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at hun efter modtagelsen af kontoudtoget pr. 30. oktober 1998, hvoraf betalingen på 9.016,38 kr. fremgår, flere gange i løbet af november og december 1998 samt senere på forskellig vis protesterede over for indklagede mod betalingen. Efter modtagelsen af malerfirmaets faktura af 17. januar 1999 vedrørende udført malerarbejde for 10.338,61 kr. havde klageren mulighed for og naturlig anledning til at gennemføre modregning vedrørende beløbet på 9.016,38 kr., hvis dette var blevet betalt med urette. Klageren undlod imidlertid at foretage denne modregning. Det bemærkes herved, at klageren, hvis hendes egen forklaring lægges til grund, i hvert fald ved uagtsomhed er skyld i, at modregningen ikke blev gennemført. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren beløbet på 9.016,38 kr., selv om betalingen den 15. oktober 1998 måtte bero på en fejl.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.