Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med salg af værdipapirer

Indledning

Sagen vedrører, om Ringkjøbing Landbobank har pådraget sig et erstatningsansvar ved rådgivning af klageren i forbindelse med salg af værdipapirer.

Sagens omstændigheder

Klageren blev delkunde i Ringkjøbing Landbobank i 2006. Klageren var endvidere kunde i et andet pengeinstitut, P, hvor han blandt andet havde en lånefinansieret investering.

Den 3. april 2006 fik klageren en investeringskredit i Ringkjøbing Landbobank i CHF svarende til modværdien af 2,4 mio. kr. Klageren fik endvidere en kassekredit på 900.000 kr. i banken. Den 5. april 2006 blev der købt BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande, lokalvaluta investeringsforeningsbeviser for i alt ca. 3 mio. kr. til klagerens depot.

I brev af 25. juli 2007 sendte banken et oplæg til investerings- og finansieringsforslag vedrørende yderligere investeringer for 2,5 mio. kr. I forlængelse heraf blev investeringskreditten den 22. august 2007 forhøjet med 500.000 kr. til 2,9 mio. kr. Herudover optog klageren et lån i tjekkiske kroner for modværdien af 2 mio. kr. Provenuet blev anvendt i overensstemmelse med bankens finansieringsforslag til køb af forskellige BankInvest investeringsforeningsbeviser for i alt ca. 2,5 mio. kr. Klageren har anført, at udvidelsen af investeringskreditten skete efter bankens forslag, mens banken har anført, at baggrunden for fremsendelse af finansieringsforslaget var klagerens ønske om at forhøje kreditten.

I brev af 30. april 2008 til klageren anførte banken følgende:

” … Vi har et Investeringsprofil-skema fra dig, hvor du oplyser, at du generelt ønsker risikoprofilen middel risiko for frie midler.

Vi har gennemgået dit Investeringsprofil-skema i forhold til de eksisterende aftaler. Du har en Investeringskredit med tilknyttet belåningsaftale. I forbindelse med etablering af investeringskreditten er der gjort opmærksom på, at det er forbundet med ekstra risiko at investere for lånte midler. Investering for lånte midler betragtes altid som en investering med høj risiko, uanset hvilke værdipapirer der er investeret i.

Det er selvfølgelig muligt at have flere investeringsprofiler, og disse kan have forskellige risikoprofiler.

Ønsker du at ændre oplysningerne i den generelle Investeringsprofil eller rådgivning i øvrigt, er du altid velkommen til at kontakte mig.

…”

Klageren har anført, at han kontaktede banken telefonisk umiddelbart efter modtagelsen af brevet, og at banken oplyste, at der ikke var nogen væsentlig risiko, da porteføljen indeholdt en bred vifte af værdipapirer. Banken har bestridt dette.

Den 27. maj 2008 blev klagerens værdipapirer hos P, der blandt andet omfattede 5.430 stk. BankInvest Højrentelande investeringsforeningsbeviser, overført til depotet i Ringkjøbing Landbobank. Den 12. juni 2008 blev de overførte værdipapirer solgt for ca. 953.000 kr. og der blev købt forskellige BankInvest investeringsforeningsbeviser for et tilsvarende beløb.

Banken har oplyst, at banken på et møde den 21. august 2009 opfordrede klageren til at reducere sin risiko enten ved at nedbringe værdipapirholdningen, eller ved at frasælge jord. Klageren har anført, at han ikke erindrer en sådan opfordring eller et møde den 21. august 2009.

I september 2009 fik banken sikkerhed i form af et ejerpantebrev på 3 mio. kr. i klagerens ejendom.

Banken har oplyst, at banken i 2011 atter opfordrede klageren til at reducere risikoen, og at klageren og hans rådgiver i banken, R, i den forbindelse aftalte et møde til den 1. juli 2011. Det aftalte møde blev udsat til den 11. august 2011.

Den 9. august 2011 kl. 12.00 kontaktede R klageren på klagerens arbejdsplads for at drøfte salg af værdipapirerne. I sms af samme dag kl. 14.30 anførte klageren:

”Jeg bekræfter hermed at jeg efter samtale med [R] har besluttet at sælge mine værdipapirer.”

Samme dag mellem kl. 14.38 og kl. 14.55 blev klagerens værdipapirer - bortset fra en mindre aktiepost til en kursværdi af ca. 73.000 kr. - solgt for ca. 5,6 mio. kr. Klageren har anført, at banken gennemtvang salget, dikterede ordlyden af sms’en, og at han ikke forstod konsekvenserne af sms’en. Banken har bestridt dette og har anført, at salget skete efter aftale med klageren.

Klagerens tab på investeringerne blev finansieret ved et privatlån på 283.444,93 euro i banken. Klageren har alene betalt renter på lånet, der fortsat har en saldo på 283.444,93 euro.

Ved brev af 7. februar 2012 fra klagerens lokale landbrugscenter til banken rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning om investeringerne og fremsatte et erstatningskrav på 2.082.275 kr. I brevet var blandt andet anført:

”… Investeringerne i investeringspakken blev med tiden ringere og ringere, og i sommeren 2011 fik min klient besked på fra banken, at værdipapirerne i investeringspakken skulle sælges. Der blev aftalt et møde til den 1/7-2011, hvor dette skulle drøftes. Dette møde blev på grund af din ferie udskudt til den 11/8-2011. Værdipapirerne blev solgt den 9/8-2011 med betydeligt tab. Tabet ved salget af værdipapirer blev væsentligt forøget ved, at salget ikke blev foretaget i juli måned. Jeg vedlægger til illustration 2 opgørelser udarbejdet af [en medarbejder i landbrugscentret] pr. den 15/6-2011 og 23/8-2011…”

Den 24. februar 2012 indgav klageren en klage over Ringkjøbing Landbobank til Ankenævnet (sag nr. 75/2012) med påstand om, at banken skulle erstatte ham tabet på investeringerne samt renter på de optagne lån og kreditter med fradrag af modtagne udbytter, erstatte tab ved lån i fremmed valuta og omkostninger ved forhøjelse af sikkerhed. Klageren henviste i klagesagen blandt andet til brevet af 7. februar 2012 fra landbrugscentret.

Ved afgørelse af 12. december 2012 fandt Ankenævnet, at klagerens krav vedrørende investeringerne var forældet. Den 7. januar 2013 anmodede klageren om genoptagelse af sagen. I brevet anførte klageren blandet andet:

”… Bankrådgiveren taler usandt, når han påstår, at jeg kunne have solgt papirerne, mens han var på ferie. Trods henvendelser i banken fik jeg at vide, at jeg skulle vente til han vendte tilbage fra ferie, da det var hans sag. Ikke en gang lånetilbuddet fra DLR kunne vi få tilsendt, så det var forældet, da vi fik det, og der måtte tages nyt lånetilbud hjem. Er rådgiveren mon provisionslønnet? …”

Klagerens anmodning om genoptagelse vedrørende de foretagne investeringer blev afslået af Ankenævnets næstformand den 21. januar 2013.

Ved brev af 12. februar 2013 til banken fremsatte klagerens advokat indsigelser mod bankens rådgivning i forbindelse med salget af klagerens værdipapirer. Den 19. februar 2013 afviste banken indsigelserne med henvisning til klagerens sms af 9. august 2011.

Klageren har fremlagt en e-mail af 13. august 2013 fra en ejendomskonsulent, E, i landbrugscentret, hvori E anførte:

”… Jeg husker tydeligt mit besøg hos jer med bankmanden. Jeg kendte før mødet ikke ret meget til problemstillingen med de afholdte investeringer i værdipapirer med videre og er helt sikker på at jeg ikke inden dette møde på nogen måde har taget stilling til eller deltaget i salg af værdipapirer. Det fik vi oplyst ved mødet. Jeg husker at bankmanden var tydeligt forvirret og ikke havde nogen løsningsideer bortset fra at DLR lån der var tilbudt skulle hjemtages da huset var færdigt. …

Jeg har på ingen måde i øvrigt rådgivet i investeringerne der er foretaget …”

Klageren har fremlagt en kursoversigt vedrørende forskellige BankInvest investeringsforeningsbeviser for perioden fra den 14. august 2008 til den 28. februar 2013.

Af klagerens driftsregnskab for 2006 fremgik, at klageren havde et bruttoudbytte fra landbrug på ca. 50.000 kr., anden indkomst på ca. 550.000 kr., landbrugsaktiver for ca. 8,4 mio. kr. og en egenkapital på ca. 7 mio. kr. Klagerens landbrugsejendom er efter det oplyste bortforpagtet.

Parternes påstande

Den 5. juli 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal tilpligtes at eftergive ham gælden i henhold til privatlånet samt tilbagebetale de på privatlånskontoen (konto nummer -675) tilskrevne renter fra den 9. august 2011 til betaling sker, dog således at han anerkender at hæfte for en hævning på 250.000 kr. fra investeringskreditkontoen den 13. januar 2011. Ringkjøbing Landbobank skal endvidere tilpligtes at udlevere det på hans ejendom tinglyste ejerpantebrev, stort 3 mio. kr. til ham.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken gennemtvang salget. Bankens rådgivning var mangelfuld eller ikke eksisterende. Han forstod ikke konsekvenserne af sms’en.

Han blev pludselig ringet op af R på sit arbejde den 9. august 2011. R oplyste, at alle værdipapirerne straks skulle sælges, og at banken havde et godt tilbud til ham. R dikterede, at han skulle sende en sms med anmodning om salg af hele porteføljen. Han havde kun en kort frokostpause og havde ikke mulighed for at indgå i drøftelser eller forholde sig til R’s pludselige henvendelse kun to dage før det aftalte møde den 11. august 2011. Banken opfordres til at fremlægge udskrift af båndoptagelsen af samtalen den 9. august 2011.

Han sendte sms’en efter instruks fra R, der dikterede ordlyden. Banken kan ikke støtte ret på sms’en. Han havde ingen indsigt i investeringsforhold og havde ingen mulighed for på så kort tid at tage stilling til, om R’s krav om salg af hele porteføljen var rimeligt eller fornuftigt. Han var oprindeligt landbrugsuddannet og har siden 1993 været slagteriarbejder. Han har ingen uddannelse i eller indsigt i investeringsforhold og havde ingen anden rådgivning at støtte sig til end den, som banken skulle have ydet. R havde været hans rådgiver siden 2006 og vidste, at han ikke selv havde den fornødne indsigt til at træffe beslutning. Banken kan ikke med henvisning til, at lånefinansierede investeringer er forbundet med en særlig risiko, undlade at rådgive i overensstemmelse med god skik. Banken har tilsidesat sin rådgivningspligt. Banken har ikke dokumenteret at have handlet i overensstemmelse med god skik for finansielle virksomheder.

Banken handlede uansvarligt og ansvarspådragende ved uden saglig begrundelse at forlange, at han solgte alle sine værdipapirer den 9. august 2011. Banken har trods opfordring hertil ikke redegjort for, hvorfor R ringede ham op den 9. august 2011, hvorfor hele porteføljen skulle sælges på én gang, og hvorfor salget skulle ske den 9. august 2011, når der var aftalt et møde to dage senere.

Det fremgår af de fremlagte oversigter, at alle de solgte papirer steg efter salgstidspunktet. Gælden opstod, da banken forlangte, at engagementet blev lukket ned som sket. Banken gennemtvang salget og påførte ham et unødvendigt tab. R anmodede ikke om yderligere sikkerhed som betingelse for at fortsætte engagementet.

Han har ingen erindring om et møde med banken den 21. august 2009, hvor banken skulle have opfordret ham til at nedbringe risikoen. Banken har ikke fremlagt nogen form for dokumentation for mødets afholdelse eller indhold. Det må derfor lægges til grund, at banken ikke opfordrede ham til at nedbringe risikoen som påstået.

På det aftalte møde den 11. august 2011 havde R opgjort det samlede tab på investeringerne til 283.444,93 euro. Bankens ”gode tilbud” gik ud på, at tabet kunne finansieres ved et lån hos banken. Han har alene betalt renter på lånet, der fortsat har en saldo på 283.444,93 euro. Banken lovede, at renten ville følge markedsrenten. Renten var 4,25 % p.a. ved etableringen, men på trods af, at markedsrenten er faldet, betalte han i juni 2013 6,7 % p.a. i rente.

Banken købte værdipapirerne til porteføljen. Han modtog blot notaer. Banken udarbejdede oplægget og tog initiativ til udvidelse af investeringen i 2007. Banken har ikke efterkommet hans opfordring om at dokumentere, at det var ham, der tog initiativ til udvidelsen af investeringskreditten i 2007. Han havde gjort det klart for banken i 2006, at han ønskede en lav risiko. Den omstændighed, at han som følge af bankens egenrådige indkøb af højrisiko-papirer kom til at ligge i høj risiko, fritager ikke banken for erstatningsansvaret ved efterfølgende at mangelfuld rådgivning og fejlagtige dispositioner.

Han fik ikke medhold i sag nr. 75/2012, da han ikke kunne bevise indholdet af den telefonsamtale, han havde med banken efter modtagelsen af bankens brev af 30. april 2008, hvorfor kravet mod banken som følge af de risikofyldte investeringer var forældet. Banken har ikke efterkommet hans opfordring om at fremlægge udskrift af båndoptagelsen af samtalen. Det må derfor lægges til grund, at han har ret i, at han kontaktede banken for at få porteføljen ændret til lav risiko, men at banken ved samtalen oplyste, at der ikke var nogen væsentlig risiko ved porteføljens sammensætning.

Ringkjøbing Landbobank har anført, at Ankenævnet i sag nr. 75/2012 har behandlet en klage fra klageren vedrørende hans investeringer. Nærværende sag vedrører alene klagerens salg af værdipapirerne.

Det er ikke korrekt som anført af klageren, at banken ”gennemtvang salget”. Det var alene klageren, der kunne disponere over kontoen og depotet. Banken effektuerede blot klagerens egen beslutning om at sælge værdipapirerne på baggrund af klagerens sms, hvor klageren bekræftede salget. Banken havde ikke handelsfuldmagt, hvilket bekræftes af, at der forudgående alene var blevet handlet værdipapirer den 5. april 2006, den 23. august 2007 og den 12. juni 2008. Den løbende kontakt med klageren foregik sædvanligvis via klagerens mobil. Havde banken undladt at efterkomme salgsordren, ville banken kunne ifalde et erstatningsansvar ved faldende kurser. Det er således ikke tilfældigt, at salgsordren blev effektueret samme dag.

Det må lægges til grund, at klageren forstod, at salgsordren indebar, at værdipapirerne blev solgt, og at han dermed ikke længere havde risiko eller gevinstmulighed på papirerne. Tabet på værdipapirerne, risiciene ved at fortsætte engagementet samt mulighederne for at finansiere tabet blev drøftet under samtalen den 9. august 2011. Klageren havde allerede inden etableringen af engagementet i banken en investeringskredit i P. Ved salget i 2011 havde klageren haft en større portefølje i mere end fem år. Det er således ikke korrekt, at klageren ingen forudsætninger eller kendskab havde til værdipapirer eller risici. Som det fremgår af brevet af 7. februar 2012 havde parterne aftalt møde til den 1. juli 2011, hvor salget af værdipapirerne skulle drøftes. Landbrugscentret havde tillige udarbejdet en opgørelse over tabet pr. 15. juni 2011. Klageren var således ikke uforberedt, da han talte med R den 9. august 2011. Han havde derimod været forberedt på beslutningen i 1½ til to måneder. Hertil kommer, at samtalen fandt sted ved frokosttid, mens sms’en blev afsendt ca. to timer herefter.

Klageren traf selv beslutning om salg af værdipapirerne. Som følge af en negativ udvikling i investeringerne opfordrede banken klageren at nedbringe risikoen og sælge værdipapirerne. Det er besynderligt, når klageren anfører, at banken har handlet ansvarspådragende ved at anbefale klageren at nedbringe risikoen, henset til at klageren tidligere har anført, at engagementet med de lånefinansierede investeringer var for risikofyldt.

Klagerens advokats spekulationer i, hvornår værdipapirerne skulle have været solgt, beror på rene efterrationaliseringer. I brevet af 7. februar 2012 anførte klagerens landbrugscenter, at værdipapirerne burde have været solgt tidligere og bebrejdede i utvetydige vendinger banken, at porteføljen ikke blev solgt så hurtigt som ønsket. Brevet var vedlagt en opgørelse over klagerens tab pr. 15. juni 2011 og det faktiske tab på 9. august 2011, hvorefter der i denne periode havde været en negativ kursudvikling på 232.210 kr. I sin nye klage mener klageren sig berettiget til erstatning, netop fordi værdipapirerne ikke blev solgt. Klagerens ene rådgiver bebrejder banken, at salget ikke skete tidligere, mens klagerens anden rådgiver mener, at de lånefinansierede investeringer skulle have været videreført. De forskellige synspunkter kan muligvis hænge sammen med, at klagerens advokat først kom ind i sagen 1½ år efter landbrugscentret, og dermed kan anskue sagen endnu mere retrospektivt. I sag nr. 75/2012 mente klagerens rådgiver, at klagerens engagement var for risikofyldt. Nu mener klagerens advokat, at banken har handlet ansvarspådragende ved at eksekvere klagerens ordre om at sælge porteføljen, og dermed eliminere risikoen. Efter bankens opfattelse bygger sagen udelukkende på efterrationaliseringer omkring kursudviklingen, og klagerens opfattelse af forløbet afhænger af den efterfølgende kursudvikling.

At kursudviklingen på værdipapirer efterfølgende ikke udvikler sig i overensstemmelse med rådgivers forventninger, er ikke i sig selv ansvarspådragende.

Banken har ikke kendskab til, hvorvidt E måtte have deltaget i rådgivningen af klageren. Banken har dokumenteret, at en anden medarbejder i landbrugscentret medio juni 2011 foretog beregninger vedrørende salg af værdipapirer.

Banken tilbød klageren finansiering af tabet via et lån. Lånet forrentes som aftalt i lånedokumentet.

Klagerens krav, hvorefter banken skal eftergive klageren gælden på privatlånet, omfatter samtlige tab, som klageren har lidt på sine investeringer, selvom det efter modtagelse af bankens brev af 30. april 2008 ifølge Ankenævnets afgørelse i sag nr. 75/2012 måtte stå klageren klart, at investeringerne var forbundet med høj risiko.

Klageren har efter salget af værdipapirerne, og inklusiv gælden til banken og den negative markedsværdi af klagerens rentekorridor, en egenkapital på ca. 3 mio. kr.

Banken finder ikke anledning til i nærværende sag, der vedrører klagerens salg af værdipapirer den 9. august 2011, at kommentere hændelser i perioden fra 2007 til 2009. Banken skal dog for god ordens skyld pointere, at banken i sit brev af 30. april 2008 gjorde klageren opmærksom på, at investering for lånte midler altid betragtes som høj risiko. Banken har ikke under nogen efterfølgende telefonsamtale oplyst andet.

Ankenævnets bemærkninger

I forlængelse af telefonsamtale med R den 9. august 2011 ca. kl. 12.00 bekræftede klageren i sms af samme dag kl. 14.30, at han efter samtale med R havde besluttet at sælge sine værdipapirer. Klageren har anført, at banken gennemtvang salget, og at han ikke forstod konsekvenserne af sms’en, som blev dikteret af banken. Banken har bestridt dette og har anført, at banken opfordrede klageren til at nedbringe risikoen og sælge værdipapirerne, og at salget skete efter aftale med klageren.

Uanset om klageren følte sig tvunget til at sælge, har han efter Ankenævnets opfattelse accepteret salget.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at banken ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med salget har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.